Pensioneret generalløjtnant: Bortset fra Gud frygter jeg ikke noget

I dag fylder pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø 85 år, og i den anledning har Kristeligt Dagblad stillet ham en række spørgsmål om livet

”Der er mange ting, jeg ikke forstår, men det, jeg forstår mindst, er fædre, der er uvenner med deres børn. Man må gøre alt for at holde en tæt forbindelse med sine børn,” siger Kjeld Hillingsø. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.
”Der er mange ting, jeg ikke forstår, men det, jeg forstår mindst, er fædre, der er uvenner med deres børn. Man må gøre alt for at holde en tæt forbindelse med sine børn,” siger Kjeld Hillingsø. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg lærte retvinklet underhåndskast med flue. Færre og færre opgaver kommer forbi mig, så når ellers min kone ikke har brug for min hjælp, fisker jeg, hvor jeg kan komme til det. Min søn gav mig en tidlig fødselsdagsgave i form af en tur til Skjern Å til laksepremieren den 16. april. Vi har et sted mellem Sønder Felding og Skarrild i Vestjylland, hvor vi kommer jævnligt. Vi havde hundene med og nød udsigten til køerne og vilde heste, der græsser engene af. Vi fangede ikke noget, og det er efter bogen.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Den tid vi fik vores børn. Ni måneder og en dag efter vores bryllup i 1963 blev Jens født. Det var to måneder for tidligt, men han klarede sig. Siden fik vi et barn, der også var født to måneder for tidligt og som døde få timer efter fødslen. Efter det kolossale tab var det en ekstra glæde at få Ellen. Der er mange ting, jeg ikke forstår, men det jeg mindst forstår er fædre, der er uvenner med deres børn. Man må gøre alt for at holde en tæt forbindelse med sine børn. Vi har været så vanvittigt heldige at børnene har været søde, hyggelige og nemme, og nu, hvor jeg er nået skelsår og alder, er de utroligt trofaste og hjælpsomme.

Hvilken person – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Min mor, som var en god prøjser og sørgede for at indprente mig, at man skulle behandle alle, man mødte, ens, og hun lærte mig at, hvis man ikke kunne klare sig med sin intelligens, måtte man bruge sit sitzfleisch (udholdenhed, red.). Min far var meget væk som handelsrejsende og var også optaget af modstandsarbejdet, så det var min mor, som var der i hverdagen, og mange år senere flyttede hun ind hos os. Idéen kan jeg takke min kære kone for. Min mor blev knap 93 år og boede i næsten otte år på et af vores tomme børneværelser.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Det er som med ægteskabet: Hold af og hold ud. I forsvaret må man tage det sure med det søde og som militærchef skal man erindre sig historien om Cæsars hustru. Som bekendt lod Cæsar sig skille fra hende, fordi han ikke kunne have en hustru, der kunne mistænkes for utroskab. At leve et lydefrit liv og ikke pådrage sig mistanke er afgørende.

Hvornår udviste du sidst mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

I november sejlede jeg ud på Hjulby Sø ved Nyborg med en pensioneret litteraturprofessor for at fange gedder. Båden kæntrede, og mens jeg lå i vandet, fik jeg en kniv frem og fik skåret os fri af de fiskesnører, som hindrede os i at svømme. Udfordringen var at komme i land, for sivene stod tæt, men vi fandt et sted, hvor vi kunne kravle på alle fire ind til bredden, og så marcherede vi i skumringen ned til vores biler, og inden vi havde fået tørt tøj på, kom den store udrykning. Siden har flere sagt til mig, at vi var modige, og flere har undret sig over, at vi ikke gik i panik. Men vi blev jo ligesom kastet ud i det.

Hvor ser du dine forældre i dig?

Mine forældre har lært mig, at man ikke må lade en urimelighed foregå uden at gribe ind. En dag var jeg med S-toget, hvor nogle unge af anden etnisk herkomst chikanerede en pige, som også var af anden etnisk herkomst. Jeg kan tale meget højt. Og det gjorde jeg her. Siden har folk sagt til mig, at det var vældig uklogt gjort, men jeg har lært, at urimeligheder skal påtales.

Hvad tror du på?

Jeg tror på Gud, og jeg tror, der er noget, som kan trøste og vejlede os. Ved min begravelse skal der synges ”Kongernes konge” som for mig udtrykker troen på en Gud, der værner og skærmer.

Bortset fra Gud frygter jeg ikke noget. Jeg er nok blevet mere troende med alderen på den måde, at jeg er mere overbevist om, at der er noget, og jeg er fuldstændig overbevist om, at vi har behov for dette andet.

Beskriv en scene fra din barndom?

Jeg er fem år, og min far har hjulpet mig med at binde fiskesnøre til en smidig kæp og placeret mig ved udløbet fra et slagteri i Aarhus. Han skal holde et møde, og jeg skal for første gang fiske på egen hånd her, hvor spildevandet fosser ud og gør det til et godt fiskested. Den dag fanger jeg mine første seks skaller.