Der findes få mennesker i kongeriget, som i så høj grad kan siges at være det, de laver, som tidligere balletmester ved Det Kongelige Teater Frank Andersen. Han har nemlig danset sig igennem tusindvis af tå-piruetter, og selv efter pensionsalderen er tempoet stadig skruet i vejret, når han som ambassadør for den danske balletkunst sætter stykker op i hele verden fra Kina til Uruguay. I dag fylder den toneangivende danske balletambassadør 60 år og kan se tilbage på et liv med balletten i medgang og modgang.
Frank Andersens mor var solodanserinde i Tivolis pantomimeteater og satte sig en dag for at prøve at få sin syvårige dreng optaget på Det Kongelige Teaters balletskole. Optagelsesprøven var på en smuk og solrig majdag i 1960, og blandt de omtrent tre hundrede børn, der var mødt op og nu trippede for at komme ind, var der kun seks-syv drenge:
Prøven begyndte klokken 10, men min mor og jeg måtte vente helt til klokken tre, for man aflagde kun prøve 10 børn ad gangen. Og så mange drenge var vi først klokken tre, husker han.
Da det endelig blev Frank Andersens tur, så balletlærerne med tilfredshed på øvelserne, og dermed var der lagt i støbeskeen til et parløb af de helt store. Frank Andersen gik fra at være elev til korpsdanser, siden solodanser i 1971 og til sidst balletmester i to omgange, 1985-94 og 2002-2008. Alt sammen i teatret på Kongens Nytorv i København dog med gæsteoptrædener i det store udland af og til.
Frank Andersen fremhæves af flere som utroligt loyal over for Det Kongelige Teater og især over for Bournonville-traditionen, der er blevet dyrket i en ubrudt linje i Danmark siden August Bournonville (1805-1879) i midten af 1800-tallet satte adskillige klassisk-romantiske stykker op med udgangspunkt i folkesagn og fortællinger.
LÆS OGSÅ: Hanna giver ikke slip
I de senere år, har han efter eget udsagn taget den efterspørgel, udlandet har på Bournonville-ballet, alvorligt og sat værker op så forskellige steder som Tblisi i Georgien og Tokyo i Japan. Grunden til, at Frank Andersen har kastet sin kærlighed på netop denne disciplin, er dens folkelige appel:
Bournonville er tidløs, fordi han ikke digter om prinser og prinsesser, men om helt almindelige mennesker. Ballet kommer først rigtig ind under huden på mennesker, når det handler om dem selv, og det er Bournonville-traditionen et godt eksempel på, siger han.
De dansere, Frank Andersen har haft under sig som balletmester, husker ham både som nidkær over for traditionen, positiv og nærmest irriterende energisk. Taburetten som balletmester har været noget stormombrust, siden han tiltrådte første gang i 1985. Siden da har balletmestrene i gennemsnit siddet på posten i tre år, og i en rapport om arbejdsmiljøet blandt danserne i kompagniet kom det i 2011 frem, at flere af danserne følte sig mobbet af den nye ledelse under balletmester Nikolaj Hübbe.
Tilbage i 1980erne fik den nytiltrådte Frank Andersen det utaknemmelige job at skulle forestå den første massefyring af dansere på Det Kongelige Teater i ballettens historie. Det resulterede i et mistillidsvotum fra danserne, ført an af de ældre i korpset. Til gengæld var de yngre dansere glade for ham, og han tog dem under vingerne som sine ballerinaer. Frank Andersen blev i 1991 interviewet til Morgenavisen Jyllands-Posten om sine arbejdsforhold og sagde i den forbindelse: Man tager ikke et job som balletmester på Det Kongelige Teater for at blive gode venner med folk.
I dag har han lagt sagen bag sig og fokuserer i stedet på sin nye stilling som balletprofessor med speciale i Bournonville ved universitetet i Beijing. Når han er i Danmark, nyder han samværet med venner og familie hvis de da ellers selv er i landet. Frank Andersen er nemlig gift med balletdanserinden Eva Kloborg, og sammen har de sønnen Sebastian Kloborg, der ligesom sin far er solist ved Det Kongelige Teater og i øjeblikket gæster balletten i Stuttgart.