Han har alle muligheder for at blive guru, hvis det var, hvad han ville se bare på skægget.
Sådan siger en kilde tæt på præst Ole Skjerbæk Madsen. Det er et navn, der kalder på respekt hos mange kolleger og igennem årene har skabt debat om grænsen mellem folkekirken og de nyreligiøse bevægelser, som Kristeligt Dagblad for tiden sætter fokus på i en artikelserie.
LÆS OGSÅ: Hver fjerde dansker vil have mere yoga, dans og healing i kirken
Ole Skjerbæk Madsens inspiration til at skabe en kirke med bedre plads til ånden fødtes angiveligt allerede ved den unge studerendes møde med den koptiske kirkes helligåndstradition på et studieophold i Egypten i 1970. På det tidspunkt var bølgen af karismatisk fornyelse en realitet i dansk kirkeliv, og Ole Skjerbæk Madsen havde i 1973 en erfaring af at blive fyldt af Helligånden, hvilket efter eget udsagn fik ham til at indse, at menighedstjeneste var hans fremtid.
Han snusede til forskningen som undervisningsassistent ved Aarhus Universitet, men blev ordineret i København Domkirke i 1975, samme år som han var blevet teolog ved Københavns Universitet. Præstegerningen begyndte kort efter i Vigerslev Kirke vest for København, og seks år senere blev han præst i Betlehemskirken på Nørrebro. Som sognepræst i Betlehemskirken mødte han mennesker, der søgte efter noget, der ikke svarede til folkekirkens dogmatik. Ole Skjerbæk Madsen gik derfor i dialog. Både med sin egen tro og med de spirituelt søgende. Hans alternative gudstjenester og dæmonuddrivelser bragte både anerkendelse og voldsom kritik, fordi de mødte den nye religiøsitet på de nyreligiøses præmisser.
Jeg kan forstå, at man teologisk kan være uenig med Ole. Men han går aldrig på kompromis med kristendommen. Det, han gør, er ikke anderledes, end hvad missionærerne i sin tid gjorde i Afrika: Han sætter sig ind i de søgendes kultur og skaber dialog på den baggrund. Jeg vil sige, at Ole er en god gammeldags missionær. Hans arbejdsplads er bare i Danmark og København, siger en nærtstående kilde.
Den 65-årige Ole Skjerbæk Madsen har konstant reflekteret over sit virke som præst. Han udgav flere bøger i perioden frem til sin afgang som sognepræst i 1999, blandt andet Frihed til at være kirke i 1992 og Kaldet til discipelskab i Mesterens Lys fra 1997.
I dag er han ansat som missionspræst i den dansk-norske organisation Areapogos og bruger her en stor del af sin tid på det dialogiske projekt I Mesterens Lys. Han siger selv, at han med projektet forsøger at være til stede dér, hvor nyreligiøse og spirituelt søgende mennesker færdes på festivaler og alternative messer om mystik og spiritualitet. Til august holder han eksempelvis en retræte om nadveren i den nyreligiøse bevægelse Den Gyldne Cirkel.
Ole Skjerbæk Madsen bor på Nørrebro og er sammen med hustruen gennem 36 år, Dorte Kobbelvedt Madsen, stadig tilknyttet Betlehemskirken. Refleksionerne over kristendom og spiritualitet fortsætter også i bogform, og i 2010 udkom Ansigt til ansigt, der gentænker den kristne åndelighed.
Nøglen til hans succes er, at han på én gang er dybt forankret i den kristne tradition og samtidig har enorm indsigt i de åndelige miljøer, siger en tidligere kollega.
Et af Ole Skjerbæk Madsens aktuelle projekter er et eksempel på denne kombination, som er typisk for den karismatiske præst:
Jeg er i øjeblikket ved at udvikle begrebet christfulness som en pendant til mindfulness. Christful indikerer, at det er fint at være til stede i nuet, men at man ikke skal glemme relationen til Jesus.