B&W-arbejderen som købte en spiritistkirke

Frank Munkø blev landskendt, da han medvirkede i tv-programmet "Åndernes Magt", og et glasbord knækkede

Frank Munkø foran altertavlen i Danielkirken. Den har et motiv fra Johannes Åbenbaring. Foto: Nordfoto
Frank Munkø foran altertavlen i Danielkirken. Den har et motiv fra Johannes Åbenbaring. Foto: Nordfoto.

Det er en scene, mange husker tydeligt, fra allerførste gang tv-programmet "Åndernes Magt" tonede frem på skærmen. Det åndelige medie Frank Munkø holder Michael i hænderne. Michael mener, at hans lejlighed er hjemsøgt af ånder, og nu vil Frank Munkø uddrive dem. Stemningen er intens. Så knækker lejlighedens glasbord.

Frank Munkø udlagde det som et tegn. Kritikere mente, at nogen måtte havde siddet på glasbordet. Diskussionen fortsatte i årevis til Frank Munkøs store irritation, men succesen var hjemme. Både for tv-stationen og for Frank Munkø.

Mediet, magnetisøren og spiritisten Frank Munkø døde den 2. november, 63 år, efter flere år med kræft på stemmebåndet.

Han blev født i et jævnt arbejderhjem og udlært gørtler, der arbejder med messing og kobber. I otte år arbejdede han som rørsmed på B&W, hvor han gerne lagde hænderne på sine kolleger, når de fik rygproblemer og var syge. De blev altid helbredt, hævdede han selv, og i 1972 skiftede han helt branche og åbnede en klinik for såkaldt magnetiske strygninger i Hellerup.

På den måde var Frank Munkø alternativ behandler, længe før den alternative bølge i øvrigt ramte Danmark, og han fortalte selv, at han desuden havde haft evner til at kontakte ånder, siden han var 17 år. Kontakten blev hans anden indtægtskilde sideløbende med healingen i Hellerup.

I 1980'erne købte Frank Munkø nemlig egenhændigt Københavns ejerløse spiritistkirke Danielkirken og begyndte at holde seancer mod entre. Her i landsbykirkelignende omgivelser midt i hovedstaden kontaktede han tilsyneladende afdødes ånder, så de fremmødte kunne sige et sidste farvel eller spørge til noget, de undrede sig over. Frank Munkø underviste også fra kirkens prædikestol om sit syn på åndeverdenens sammensætning og levede indtil tv-debutten med at blive anset for at være en tosset mand, der dog kunne samle 130 mennesker til en aften med åndekontakt.

Efter glasbordet, der knækkede, blev fremmødet fordoblet, og den jordnære arbejdertype oplevede til sin egen overraskelse at blive genkendt på gaden og afkrævet autografer. Frank Munkø var dog ikke typen, som lagde livsstilen om. Han boede til sin død med sin kone, billedkunstneren Kate Munkø, og en kat i et lille hus i Brønshøj, som var samlingsstedet for ægteparret og deres to voksne sønner, som ofte kom på besøg til kaffe og kage i de bløde møbler omkring stuens kakkelbord.

Det er Kate Munkø, som skal lede begravelsen i Danielkirken, når Frank Munkø skal begraves på lørdag. Hun vil følge Frank Munk-øs begravelsesritual, som er tæt på folkekirkens. Dog bliver der ikke kastet jord på kisten, og ordene, "af jord er du kommet, til jord skal du blive", vil heller ikke blive sagt. Frank Munkø vil få tre roser på kisten, og ordene vil blive valgt i respekt for hans stærke overbevisning om, at afdøde ånder efter en årrække "bag forhænget" vender tilbage i et nyt menneskes skikkelse.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk