Bydrengen, der blev journalist, forfatter og nordjyde

Rolf Bagger har hele sit liv haft luft under vingerne. Uden uddannelse blev han både journalist og forfatter, og selvom han er opvokset på Frederiksberg, kalder han sig i dag vendelbo. I morgen bliver han 80 år

Rolf Bagger lagde studierne på hylden for at blive journalist og forfatter, og det har han været lige siden.
Rolf Bagger lagde studierne på hylden for at blive journalist og forfatter, og det har han været lige siden. . Foto: Sofie Bagger.

”Jeg går meget sjældent i biografen,” var Rolf Baggers svar i telefonen, da BT ringede i 1968 og spurgte, om han ville være filmanmelder. Det var intet problem, og redaktøren mente tværtimod, at hans manglende filmviden var en kvalitet i sig selv. Således blev Rolf Bagger filmanmelder for BT, og han gik derfor fra at se ganske få film til at se over 400 film om året.

Rolf Bagger er født i 1937 på indre Frederiksberg i et borgerligt middelklassehjem. Hans mor var uddannet operasanger, og faderen var civilingeniør, som senere fik en teknisk direktørstilling hos De Danske Spritfabrikker. Forældrenes stolteste tid var dog under besættelsen, hvor de var i modstandsbevægelsen, og hvor de undslap Gestapo. Gestapo havde dem ellers inde til afhøring, men kunne til deres held ikke finde beviser på, at de havde gjort noget ulovligt.

Selv var Rolf Bagger i tjeneste som soldat to år efter sin studentereksamen. Derefter gik han i gang med at læse litteraturstudier, men meldte sig ud efter nogle år for i stedet at skrive romaner og kronikker. Kronikkerne tog fart, og sådan endte han i BT’s regi, hvor han efter fire år som filmanmelder blev journalist. Derefter fik han en stilling på Weekendavisen, hvor hans primære arbejdsområder var kultur, sikkerhedspolitik og økonomisk kriminalitet. Lidt af en blandet landhandel, men Rolf Bagger var god til at sætte sig ind i nye ting og falde ind i rollen.

På et tidspunkt savnede han dog sin frihed, for han havde altid sat meget stor pris på sin personlige frihed. Han var mæt af jobbet som journalist og det at være fastansat, og derfor sagde han op for at se, om vingerne nu kunne bære.

Og vingerne bar ham først til Grækenland sammen med hustruen Sofie Bagger. Hun var grafiker og maler, og sammen boede de tre måneder i Grækenland, hvor han skrev en bog, og hun malede billeder.; en tur, de gentog mange år efter med samme resultat: en bog og billeder.

Rolf Bagger skriver bøger, fordi han ikke kan lade være med at skrive, når han har noget at skulle have sagt. Derfor er det blevet til omkring 10 bøger fra hans hånd. Han har skrevet både romaner og debatbøger og skrev senest bogen ”Nyvej 10A” om forældrenes liv. Derudover har han været medlem af DR’s bestyrelse, Det Etiske Råd, Landbrugets Kulturfond samt medlem af repræsentantskabet i Statens Kunstfond og Kunstrådet.

Da parret kom hjem fra Grækenland, besluttede de at flytte så langt væk fra København som muligt. Valget faldt på Vendsyssel. Der købte de et vidunderligt og isoleret landsted, hvor de brugte 21 år på at løbe om kap med landstedets forfald, fortæller Rolf Bagger.

Sammen skrev parret også en debatbog om deres oplevelser med at flytte fra København til Nordjylland, som de oplevede som meget positivt. De meldte sig ind i de fleste foreninger og deltog aktivt i det lokale liv – og de blev aldrig mødt med en afvisning. I dag kalder de sig med glæde for vendelboer.

Der er nemlig meget højt til himmelen i Vendsyssel. ”Når det er mørkt, så er det saftsuseme mørkt,” siger han.

I dag bor parret stadig i Vendsyssel, men er nu flyttet til den mindre by Tornby. Rolf Bagger går stadigvæk og pusler lidt med en artikel her og der, og der er da også nok stof til endnu en roman.

”Men det er nu, som om at dagene er blevet kortere i denne ende af livet,” slutter han.