Omkring 200 mennesker var til stede i Egeris Kirke i Skive, da Maronko Kagigi blev bisat. Hans enke og parrets 5 børn og 17 børnebørn, som bor spredt over flere verdensdele, var samlet for at tage afsked med den congolesisk fødte pinsepræst, der døde af kræft den 14. februar, 69 år gammel. Desuden var der medlemmer af den congolesiske migrantmenighed ”The Living Water Church” (Det Levende Vands Kirke), som Maronko Kagigi stiftede i 2008, og en del danskere, især fra kirkelige kredse i Skive. Under højtideligheden, som blev forestået af en congolesisk pinsekirkepræst fra Viborg, blev der sunget sange og salmer på både swahili og engelsk, og stemningen var glædesfyldt. Ved det efterfølgende mindesamvær i et forsamlingshus lidt nord for Skive var stemningen også feststemt, og mange af deltagerne holdt taler, hvor de fortalte, hvilken forskel Maronko Kagigi havde gjort i deres liv.
”Byg dig selv op, så du kan være til velsignelse for andre”, var hans foretrukne motto, og beretningerne under mindesamværet gjorde det klart, at han i høj grad havde levet op til sit motto. Det blev for eksempel fortalt, hvordan Maronko Kagigi, mens han levede i DRCongo, havde købt jord og bygget huse til fattige bekendte eller betalt skolepenge til deres børn.
”Han mente, at den velsignelse, Gud gav ham, skulle gives videre til andre. Men jeg anede ikke, at han havde gjort den slags ting. Han pralede aldrig,” fortæller en af Maronko Kagigis sønner. I Danmark blev hans liv anderledes, og han kunne ikke længere give penge og jord væk. Men han gav evangeliet videre, og det gav hans liv mening. Han satte en ære i ikke at bede det danske samfund om hjælp.
”Han bad bare om et sted at lave kirke. Da han fik det, så han det som en dør, Gud åbnede, så han kunne fortsætte sit kald,” fortæller sønnen.
En anden søn fortæller, at Maronko Kagigi klarede omstillingen til livet i Danmark ved at have Bibelen som sit holdepunkt. Når hans børn spurgte ham til råds om noget, slog han altid op i Bibelen og fandt svar på deres spørgsmål der, og han understregede, at ingen kulturelle traditioner – hverken congolesiske eller danske – skulle overtrumfe Bibelens ord.
Maronko Kagigi blev født i 1950 i en landsby i det daværende Fransk Ækvatorialafrika, en sammenslutning af de franske kolonier i det centrale Afrika. Familien, der var tilknyttet pinsekirken, flyttede til Uvira i den nordlige ende af Tanganyika-søen, hvor Maronko Kagigi voksede op med bøn i hjemmet og jævnlig kirkegang. Han blev døbt som 15-årig, og to år senere blev han gift med Susan Nyaribagiza, kaldet Susanne, med hvem han fik seks børn, hvoraf det ene døde under familiens ophold i en flygtningelejr i Burundi.
Efter studentereksamen kom han i lære som guitarbygger og blev siden ansat inden for administration af skibstransport på Tanganyika-søen, hvor han arbejdede i mange år. Sideløbende rejste han rundt som prædikant og havde stor succes med at samle folk i landsbyerne omkring evangeliet. Han blev gentagne gange opfordret til at blive præst, men afviste længe tanken. I 2000 lod han sig dog overtale og blev indviet til præstetjenesten. Kort efter måtte familien flygte fra Congo til Burundi på grund af krigshandlinger, og de opholdt sig flere år i en flygtningelejr, hvor Maronko Kagigi fortsatte sit virke som præst.
I august 2004 blev flygtningelejren ramt af voldsomme uroligheder, og under en massakre blev adskillige af Maronko Kagigis familiemedlemmer dræbt. En teenagesøn blev såret af skud i ryggen, og det var baggrunden for, at Maronko Kagigi, hans hustru, den sårede søn samt en datter og hendes barn fik tilbud om at komme til Danmark som kvoteflygtninge. De blev placeret på et flygtningecenter i Skive, hvor Maronko Kagigi en kold vinterdag mødte en ældre, kirkeligt engageret mand på gågaden, som venligt spurgte til hans og familiens velbefindende.
Det blev begyndelsen på et mangeårigt venskab – og på realiseringen af Maronko Kagigis drøm: at etablere en menighed i Skive, hvor han kunne fortsætte sit virke som præst. Den ældre mand fik nemlig på Maronko Kagigis forespørgsel arrangeret, at congoleserne kunne samles i byens missionshus. Da det siden skulle rives ned, flyttede menigheden til Egeris Kirkes sognegård, hvor de fortsat samles om bøn, prædiken og lovsang på swahili i fællesskabet The Living Water Church. Hvem der skal overtage præstehvervet i migrantmenigheden efter Maronko Kagigi, er ikke afgjort. Men han bad på sit dødsleje sin hustru og sine børn om at sørge for, at hans danske drøm kunne leve videre.