Når solen blev ringet ned i kirken ved Hanne Hjørlunds barndomshjem – en landsbypræstegård i Sønderup ved Slagelse – sad hendes far undertiden i sin gyngestol i stilhed. Som barn kunne hun godt lide at dele denne stund med ham, selvom hun først måtte snakke, når klokken tav. Denne tid kaldte hendes far for mørkningsstunden, og fornemmelsen af livets storhed midt i dagligstuen sidder stadig i hende i dag.
Det er familietider som denne, der er blevet en del af det fundament, tidligere sognepræst og provst Hanne Hjørlund, der i dag fylder 75 år, står på. Hun er ud af en præsteslægt, hvor begge bedsteforældre og forældre var præster.
For barnet Hanne Hjørlund var kirken et rart sted, hvor hun kunne falde ind i en rytme, dagdrømme og opleve et fællesskab. Derfor følte hun sig også hjemme, da hun som 20-årig selv begyndte at studere teologi på Københavns Universitet og efterfølgende blev præst i Sankt Clemens Sogn i Randers i 1973.
Hanne Hjørlund er et stort familiemenneske. Hun er opvokset med, at familien er en fast grobund, hvorfra man kan bevæge sig ud i verden og trygt vende tilbage. Og det er noget, hun gerne vil give videre til sine børn og børnebørn i dag.
”Jeg har et omsorgsgen fra mit hjem og min mor, men det selv at blive mor betød, at det gen udviklede sig meget. Jeg var helt sikkert en curlingmor. Livet føltes meget sårbart. Det var en kæmpe lykke fulgt af en stadig angst for, at der skulle ske børnene noget ondt. Men omsorgsgenet har også sat sit præg på mit arbejde,” siger hun.
Det kan hendes forhenværende kollega Peter Ulvsgaard, der i dag er præst i Spentrup Sogn ved Randers, skrive under på. Hanne Hjørlund var hans provst gennem 25 år, og han beskriver hende først og fremmest som omsorgsfuld og meget arbejdsom.
Hanne Hjørlund er da heller ikke bange for at tage fat. Hun blev i 1987 provst i Randers-Hadsten Provsti – og dermed den første kvindelige provst i Jylland. Dengang stod der ellers ældre mandlige præster med mere erfaring i kulissen, og udnævnelsen kom som en overraskelse for mange. I sine første år som provst var hun da også kendt for at gøre tingene meget korrekt, så ingen kunne sætte en finger på hendes præstationer.
Hanne Hjørlunds arbejdsiver kom især til udtryk på kirke-skole-samarbejdsområdet, hvor hun blev set som en pioner. Da hun hørte rygter om, at Kirkeministeriet havde nogle penge til en forsøgsordning, skyndte hun sig til København for at få finansieret sit hjertebarn – Folkekirkens Skoletjeneste.
Da hun efterfølgende befandt sig i Kastrup Lufthavn, hvorfra hun skulle flyve hjem, fik hun tilfældigvis øje på sin biskop. I stor glæde råbte hun tværs gennem terminalen, at hun havde fået en million kroner. I 1994 oprettede hun i samarbejde med de lokale menighedsråd ”Folkekirkens undervisning og Skoletjeneste i Randers” – det første skole-kirke-samarbejde i landet.
Arbejdet med skoletjenesten har også været et godt billede på, hvor rummelig og løsningsorienteret Hanne Hjørlund er, siger Peter Ulvsgaard.
”Dengang var det helt nyt, og derfor var der nogle lærere, som var skeptiske over for, hvad kirken skulle på deres arena. Men Hanne Hjørlund var god til at gå i dialog og til at sluse dygtige teologer og præster ud i embeder. Næsten moderlig. Nogen vil måske sige, at der var lidt rigeligt omsorg, men det har skabt et rigtig godt arbejdsmiljø. Når man taler med præster, der har været under hendes vinger, har de alle givet udtryk for den omsorg, hun gav. Hvis en præst havde en nærtstående, der var syg, var hun den type provst, der kom med blomster,” siger han.
Det er ikke tilfældigt, at Hanne Hjørlund gør meget ud af at være der for mennesker i sorg. Hun har selv haft sorgen tæt inde på livet, da hun mistede sin storebror, der døde af en hjernesvulst som 34-årig.
”Familien mødte stor omsorg i forbindelse med sygdomsforløbet, hvilket jeg ikke har glemt igen. Den kristne tro bar mine forældre gennem det forfærdelige forløb, og det gjorde stort indtryk. Tabet af min bror gjorde også, at jeg forsøger at tage vare på livet og gøre mig umage med det, mens jeg har det. Det er noget, man godt ved, man skal, men man ved ikke noget i denne verden, før man selv har erfaret det,” siger hun.
Trods pensionen har Hanne Hjørlund ikke har lagt omsorgen for sine tidligere kolleger på hylden. Hun trækker stadig ofte i præstekjolen for at afløse syge præster og er fortsat at finde på prædikestolen. Tiden med familien er dog stadig noget at det, hun sætter størst pris på.
”Med alderen prøver jeg at samle forråd af alt det gode, jeg har fået med i livet. Så kan jeg forhåbentlig tære på det, hvis der kommer mindre gode tider, og dem møder vi nok alle. Det er dejligt at blive ældre og klogere, og jeg føler mig meget taknemlig. Der har været mange mennesker på min vej, som jeg har været utrolig glad for, og som har betydet så meget i mit liv. Man kan pakke meget ind i venskaber, og så går tingene lettere,” siger hun.