Prøv avisen

Døde

Forhenværende sølvsmed, fodboldspiller og træner, Erik Dennung, Frederiksberg, er død, 82 år. Erik Dennung havde sin egen sølvsmedeforretning, først på Jagtvej og i de seneste mange år på Nyelandsvej på Frederiksberg. Siden 1990 har sønnen Steen Dennung været med i forretningen. Dennung er et kendt navn i fodboldens verden. Som aktiv var han en elegant fløjhalfback for KFUM i København, hvor det blev til flere end 300 divisionskampe. Han spillede desuden et stort antal kampe på forskellige udvalgte hold, deriblandt 31 kampe for fodboldsammenslutningen Alliancen. Det var også for Alliancen, at han i Leningrad oplevede at spille for 120.000 tilskuere. Efter spillerkarrieren havde Erik Dennung en glorværdig karriere som træner i klubberne FB, B1903 og B93. Hans største triumf kom i 1976, hvor han førte B1903 til et dansk mesterskab og i 1982, da han var træner for B93, og hvor østerbroklubben opnåede at vinde sin eneste pokaltitel. Erik Dennung var træner for B93 i i alt 10 år. Som træner var han kendt som den snu taktiker. Han var en type, der aldrig hidsede sig op, men stille og roligt ordnede sagerne.

Tobakkens fjende nr. 1., fhv. overlæge, dr.med Tage Egsmose, Gentofte, er død, 80 år. Tage Egsmose blev læge i 1948 og arbejdede en årrække i udlandet for WHO. I 1961 blev han tilknyttet Hygiejnisk Institut ved Københavns Universitet. Otte år senere forsvarede han en disputats om vaccinationsstrategier. Tage Egsmose var lungemediciner og meget optaget af sygdomsforebyggelse. Mange vil huske hans glødende kampagner mod tobaksrygning og for et røgfrit miljø. Han var allerede i 1970 fortaler for oprettelse af et tobaksskaderåd og stod bag OBS-spots i DR mod rygning. To år senere var han ophavsmand til en pjece til skolerne mod rygning. Tobaksskaderådet blev først en realitet i 1988. Han trak sig tilbage som lektor i hygiejne ved Københavns Universitet i 1992 og var senest knyttet til Institut for Social Medicin, men fortsatte med at undervise i epidemiologi læren om sygdommes årsager og udbredelse. Tage Egsmoses indsats blev blandt andet påskønnet med et æresmedlemsskab af Norske Landslaget mod Tobaksskader i 1976 og ved hans afgang i 1992 af Den Danske Landsforening for Røgfrit Miljø. I 1990 fik han Astragruppens pris.