De tøver et par sekunder, Lars Larsen og hans hustru, Kristine Brunsborg, mens de ser på hinanden og griner lidt. De er netop blevet spurgt, hvad der står stærkest for dem ud af alt det, de i deres ægteskab har opbygget sammen.
”Familien,” svarer hun.
”For mig er det firmaet,” siger han.
Scenen optræder i en DR-dokumentar, ”Sådan blev jeg Lars Larsen” fra 2016.
Blandt Lars Larsens nærmeste venner er en nær medarbejder, får læserne at vide i et andet interview bragt i Kristeligt Dagblad i 2009. Det er smart, synes han, for så kan arbejde og venskab lægges sammen.
”Næh,” svarer Lars Larsen på spørgsmålet, om venskabet med hans medarbejder aldrig nogensinde handler om andet end arbejde.
I folkemunde kaldes han Dyne-Larsen. Det er selvfølgelig ham med ”et godt tilbud” fra Jysk, imperiet med 2700 butikker og 23.000 medarbejdere i 52 lande, og hvor det er chefen selv, som optræder i reklamerne. Han er som besjælingen af sin kæmpestore virksomhed, det er vanskeligt at sige, hvor livsværket slutter, og mennesket begynder, og det indtryk styrkes af udtalelser, hvor selv familie og venskaber er underordnet købmandsskabet – nøgleordet i Lars Larsens liv.
Eller hvad? For nu er Lars Larsen alvorligt syg. Han har leverkræft og udsendte i fredags en pressemeddelse, hvor han bekendtgjorde, at han vil bruge ”min tid og mine kræfter på familien”, og at sønnen Jacob Brunsborg overtager formandsposten i Jysk Holding for at ”videreføre Jysk og Lars Larsen Group som en familieejet virksomhed.”
Det sidste var ellers årsag til en del virak i medierne for et par år tilbage. Dengang var Lars Larsen offentligt i tvivl, om sønnen var den bedst egnede til at tage over efter ham:
”Jysk er også mit barn. Den skal også have sin del af arven. Og den får langt den største del. Det er i fuld forståelse med mine to børn. De skal nok få, så de lever godt, det er der ingen problemer i,” sagde han blandt andet dengang.
Forretningen først. Alt andet efter.
Han blev født den 6. august 1948 i Arnborg mellem Herning og Brande. Han voksede blandt andet op i den lille by Hurup i Thy, hans far døde, inden Lars Larsen blev født, og hans mor led i perioder af psykisk sygdom og fik fire børn på omtrent det samme antal år.
”Det er kun de største og de stærkeste, der overlever. Det er vel noget fra min barndom, hvor jeg havde det benhårdt. Fattig-Lars dér, han blev set ned på. Jeg skal fandme vise dem, skal jeg,” tolker Lars Larsen betydningen af dén opvækst i DR-dokumentaren.
Han er ”selfmade” som selve sindbilledet på den amerikanske drøm: Fik realeksamen, men arbejdede sig derefter frem som købmand, indtil han stiftede Jysk Sengetøjslager A/S i 1979. Nedarvede privilegier løftede ikke Lars Larsen til hans eksalterede position, det gjorde knofedt og et kompromisløst blik på målet.
”Vi har ikke været så meget sammen, så vi kunne nå at blive skilt,” som han siger igen-igen om afvejningen mellem arbejde og privatliv, her om ægteskabet med Kris i DR-dokumentaren.
Men det skal de altså være nu. Måske er blod alligevel tykkere end dyner.