Da Khaterah Parwani gik ned med stress, lærte hun at gøre det mest frygtindgydende

Hun kæmper i sit arbejde og den offentlige debat imod social kontrol. I morgen fylder integrationsdebattør og direktør Khaterah Parwani 40 år

Først for nyligt har Khaterah Parwani lært at holde de pauser, hun har brug for.
Først for nyligt har Khaterah Parwani lært at holde de pauser, hun har brug for. . Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Da familien flygtede fra Afghanistan, ændrede hendes far muligvis fødselsdatoen i hendes papirer. Derfor er det ikke helt sikkert, hvor gammel hun er. Faderen mener, at hun er født i 1984, men ifølge CPR-registeret fylder Khaterah Parwani altså i morgen 40 år.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg har lært at hvile i mig selv. I 2019 gik jeg ned med stress. Min krop brød sammen, jeg havde hjertebanken og jeg tabte endda hår. Der lærte jeg at gøre det mest frygtindgydende. At sidde alene i et rum uden nogen som helst forstyrrelser. Jeg sad en aften, lukkede øjnene og gav op. Jeg sagde “jamen, så kom med jer” til alle de angstfulde tanker og så mine dæmoner i øjnene. Jeg havde en form for spirituel snak. Jeg ved ikke om man kan sige, at det var med Gud. I virkeligheden tror jeg mere, at det var med min mor, der gik bort i 2013. Jeg har altid følt, at hun har fulgt mig. Fra 2013 til 2019 var det som om, at hun engang imellem brød ind i mit liv for at fortælle mig, at jeg var for hård ved mig selv. Og det er sandt. Jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv. Både i det private og arbejdsmæssigt. Den dag i 2019 kunne jeg så fortælle hende, at jeg omsider havde indset det.

Det føltes som et spirituelt øjeblik. Ikke fordi der skete noget overnaturligt, men noget rykkede sig i mig.

Det betyder ikke, at livet stopper. Men det gav mig et værktøj. Jeg mediterer hver dag. På samme måde ved at sidde i et rum uden nogle forstyrrelser.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Mine forældre. De har altid været meget engagerede mennesker, og jeg plejer at sige, at vores familie var som et græsk bryllup. Der var højt til loftet, og vores far lærte os, at der skulle ikke være noget, der hed elefanten i rummet hos os. Han spurgte direkte ind til, hvordan vi havde det. Om vi havde haft sorg eller smerte eller noget helt andet.

Mine søskende har også betydet meget. Vi har haft en hård opvækst med krigen i Afghanistan, som vi flygtede fra. Men samtidig har vi været ekstremt elskede af vores forældre.

Hver eneste dag arbejder jeg med kvinder, der er udsat for social kontrol, hvor fædre og brødre begrænser deres døtre og søstre. Det har jeg aldrig selv oplevet. Der har været social kontrol udefra med rygter og min mor, der var bange for, at der ville ske mig noget baseret på de rygter. Og jeg har oplevet den sociale kontrol i en privat relation udenfor familien.

Men internt i familien har der aldrig været den slags. Hvis jeg sagde derhjemme, at jeg gerne ville bo alene, så lød min brors svar, at “du skal bo alene, og du skal rejse ud i verden.” Det skulle være endnu vildere. Han tilføjede til min min i stedet for at begrænse den.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

De må være, at jeg sprang ud i den offentlige debat. For jeg vidste ikke, hvad det indebar. Jeg fulgte lidt med i nyhederne, men eller vidste jeg ikke meget. Jeg skrev bare en status på Facebook, hvor jeg var sur på Inger Støjberg, og så blev jeg kontaktet af en journalist fra Politiken og spurgt, om de måtte printe den. Og så stod jeg op til en shitstorm den dag, den kom ud. Det var i øvrigt den samme dag, som min mor døde. Det var helt vanvittigt, og der var ikke noget åndehul i mellem.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg har min fars modige elsker i mig. "Hvorfor skammer du dig over, at elske så stort, når andre ikke skammer sig?", spurgte min bror mig for nyligt, og det tog jeg ind til mig. For det er sådan, jeg er, selvom jeg har haft svært ved at rumme det.

Fra min mor har jeg temperament og min utålmodighed. Min mor brød sig ikke om smalltalk, og det gør jeg heller ikke. Jeg undgår fine receptioner, og er altid den første, der går fra dem. Jeg er der maksimum en time, eller så længe jeg er nødt til det, så skrider jeg.

Hvad tror du på?

Jeg tror ikke på, at der sidder en langskægget mand deroppe. Og jeg tror heller ikke på nogen Gud, der kun har mandlige profeter. Jeg tror ikke på de bibelske eller koranske tekster. Jeg lærer af dem og tager de gode elementer til mig.

Og jeg tror på, at der er en verden inde i os, der er forbundet til en verden udenfor os. Og jeg tror, at det er sundt for mennesket ikke at få storhedsvanvid og ikke at tro, at vi er alt.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg kørte sammen med min mor, kørte forbi den gamle Paladsbygning på vej til sprogskole. For en lille afghansk pige lignede den med sine mange farver noget helt vildt.

“Wauw. Det her må være et slot,” tænkte jeg.

“Jeg tror, at prinsessen bor der,” sagde jeg til min mor. Og jeg sagde til min mor, at sådan et sted, ville jeg gerne bo en dag. “Ja, men du behøver ikke en prins for at bo i sådan et hus. Ikke i det her land, min skat,” svarede hun. Det har siddet fast i mig lige siden.