Danmarks dejligste diva

I dag fejrer Ghita Nørby sit 50-års skuespiller-jubilæum med en folkefest på Frederiksberg Allé og Betty Nansen Teatret. Passende for en skuespillerinde, der forlængst er folkeeje

Ghita Nørbys kunst er præget af en vidunderlig usnobbethed, hvad enten hun er Regitze, der danser på bordet i kolonihaven, eller er fru Levin i den seneste store klassikerrolle i "Indenfor murene" på Det Kongelige Teater.  -- Foto:
Ghita Nørbys kunst er præget af en vidunderlig usnobbethed, hvad enten hun er Regitze, der danser på bordet i kolonihaven, eller er fru Levin i den seneste store klassikerrolle i "Indenfor murene" på Det Kongelige Teater. -- Foto:.

Der er ikke mange skuespillere i dette land, der kan få selve Det Kongelige Teater til at svaje så foruroligende, at teaterchefen er nødt til at forklare sig og teatret forsvare sig – bare på grund af et interview i Berlingske Tidende. Men når det interview er med Ghita Nørby, og samtalen går på det jubilæum, Det Kongelige ikke formåede at holde for hende – scenens mest elskede, mest hengivne datter – og på de roller, de ikke ser sig i stand til at finde til hende – kvinden, der får billetlugerne til at blafre af stress, når hendes forestillinger går i salg – ja, så vågner Danmark op.

For det fascinerende i hele den ballade, Ghita Nørby startede med interviewet, var faktisk mest bekræftelsen af, hvilken magt Ghita Nørby har over danskerne. Teatret var dømt til at tabe den kamp fra starten af, for Ghita – hun er en af vore. Hende holder vi med, hende elsker vi, hende skal ingen sige noget på.

Ghita Nørby er en virkelig diva i dansk teater, og når hendes 50-års-skuespillerjubilæum bliver fejret i dag af Betty Nansen Teatret, er det med god grund gjort til en folkefest, hvor alle er indbudt til at møde op foran teatret på Frederiksberg Allé kl. 17 og fejre hende med fakler, sang, taler – glögg og æbleskiver.

For selv om hendes baggrund er virkelig ægtefødt og blåblodet datter af Det Kongelige Teater, som var hendes fars, operasanger Einar Nørbys, arbejdsplads og datterens andet barndomshjem, selvom den baggrund kunne have ført hende frem til at blive en fornem, fjern og forfinet klassisk skuespillerinde, så blev Ghita Nørby i stedet fest, farver og folkelig. Det skyldes selvfølgelig især, at hun er af den første helt store generation af filmskuespillere. Hvor mange lørdag aftener har vi ikke holdt sammen med hende og genudsendelserne af det hav af danske film, hun har indspillet med Dirch Passer, Axel Strøby og Ebbe Langberg især, der blev hendes faste makker i 1960'ernes danske folkekomedier? Filmkarrieren fortsatte over i tv-spillene, hvor hun gav sikre portrætter af 1970'ernes frustrerede, privilegerede kvinder i blandt andet Leif Panduros tv-dramatik.

Og nu sidder vi der igen, lørdag efter lørdag, sammen med hende i glansrollen som Ingeborg Skjern i "Matador". Kvinden, utallige danske kvinder i deres sjæls inderste ønskede, de lignede. En vidunderlig, varm, intelligent, fintfølende kvinde, som får os til til sidst at hade Mads Skjern lidt – alene fordi han ikke formår at passe bedre på hende.

Ghita Nørby er folkeeje. Ikke kun fordi vi har fulgt med i hendes skilsmisser, kærester, private skærmydsler og alt det, der er så befriende hverdagsagtigt, gennem ugebladene i årtier, men mest fordi hendes sprudlende livsglæde, hendes smittende tilstedeværelse og hendes ikke mindst helt formidable, unikke kunst har bragt hende lige ind i vores blodbaner med kurs mod hjertet.

Det har hun forstået at værne om, blandt andet ved igennem mange år som en af de få af de store karakterskuespillere at turnere landet tyndt med forestillinger eller oplæsninger. Kongens Nytorv er måske nok hendes udgangspunkt, men hele Danmark har været hendes arbejdsplads. Lige nu er hun på vej af sted igen med en forestilling, hun laver sammen med sin mand, Sven Skipper.

Hendes kunst er præget af en vidunderlig ligetilhed og usnobbethed, hvad enten hun er Regitze, der danser på bordet i kolonihaven, eller er fru Levin i den seneste store klassikerrolle på Det Kongelige Teater. Ghita Nørby formår at give en forståelse, en menneskelighed til sine karakterer, som åbner dem for os, og som får dem til at sætte sig i kødet på os. Hun er en ualmindelig intelligent skuespillerinde, men samtidig også så meget krop, hjerte og tilstedeværelse, at man næsten tror, hun bare henter det frem fra de inderste følelsesdepoter, når hun står der på scenen.

Det blev Betty Nansen Teatret, der tog teten og fejrer hendes jubilæum. Det teater, hun er tættest knyttet til udover Nationalscenen. For hvem det stadig er for pinligt og sigende, at de ikke formåede at gøre noget for den skuespillerinde, der er deres største aktiv. Fordi hun har en styrke og en særlighed, der rækker langt ud over, hvad man kan håbe på at få lov til at opleve i generationer. Og det skal man hylde, når man har chancen for det.

kultur@kristeligt-dagblad.dk