Dansedommer har altid været en "pæn pige": Måske sker mit ungdomsoprør på plejehjemmet

Anne Laxholm er opdraget til at være en pæn pige, der ikke ”skaber sig”, og selvom hun og hendes mand har vundet et utal af mesterskaber, ville hun gerne have troet lidt mere på sig selv. I morgen fylder hun 70 år og svarer i den anledning på en række store spørgsmål

Anne Laxholm begyndte selv at danse som kun fire-årig. Hendes råd til andre, der gerne vil ind i branchen lyder: ”Gå ikke ind i det for pengene, men for passionen. Man skal nyde processen og det at øve hårdt hver eneste dag. Hvis man kun er optaget af res Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Beskriv en scene fra din barndom

Min morfar byggede Humlebæk Biograf i 1939. I dag hedder den Humle Bio, men det er stadig den samme hvide funkisbygning med adresse midt på Strandvejen, og med årene er det gået op for mig, hvor meget det sted har betydet for mig. Morfar stod for det hele selv, så min mor hjalp en gang imellem til, og så tog jeg tit med, for jeg elskede lærredets magi. Da jeg var ti år, døde min morfar, og mor overtog biografen, og så var jeg der selvfølgelig endnu oftere. Noget af det første, jeg hjalp med, var at tage imod billetterne ved indgangen til salen. Senere fik jeg lov til at sælge slik, og det helt store var, da jeg fik ansvaret for billetsalget. Som 15-årig mødte jeg så Hans-Henrik, som både blev min faste dansepartner og min mand, og vi fik også et særligt forhold til biografen. Vi havde en danselærer i København, og efter timerne tog vi toget til Humlebæk og låste os ind i biografen og satte gardiner op foran glasdørene i foyeren. Hvad man på den måde ikke kunne se udefra, var to unge mennesker, der øvede valsetrin og lige netop dér indledte den rejse ind i dansens verden, der blev vores i så mange år.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på de ”70.000 favne”?

Det må være, da Hans-Henrik og jeg i februar 1974 sad i vores meget lille Morris Mascot på vej til London. Vi havde fået lovning på et job derovre, men vi anede ikke, hvor vi skulle bo, eller hvor vi skulle træne. Året før var vores danseinstruktør Freddie Petersen død, en måned inden vi blev gift, og vi var faktisk lige ved at opgive dansen. Men vi ville lige overholde en tidligere aftale om at tage til en turnering i Østtyskland samme efterår, og her mødte vi et par, der dansede i London og begejstret omtalte byen som ”dansens Mekka”. Hans-Henrik mente, at vi skulle give det en chance og sagde så de berømte ord til mig: ”Giv mig et år af dit liv. Så får du resten af mit.” Vi blev i England i 28 år og kom først til Danmark igen i 2001.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst varme og glæde?

Da jeg fødte min datter i 1989, mens vi var i England. Jeg var 38 år, og det at blive mor er helt klart det største øjeblik i mit liv. Vi stoppede også som professionelle dansere, da vi blev forældre. Men hvis jeg lige må nævne en enkelt episode mere, så var det, da min mand og jeg dansede sammen i 2014 til ”Vild med dans knækker cancer”. Vi havde ikke danset sammen i 25 år og var begge blevet nok 10 kilo tungere, men pludselig var vi sammen på dansegulvet igen, og det føltes fuldstændig fantastisk. Som om dansen næsten aldrig havde været bedre, selvom tyngdekraften var og er en større modstand – av, av.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At vores datter er flyttet tilbage til Danmark. Efter studentereksamen her i landet rejste hun tilbage til England, hvor hun jo er født, og siden var hun også en periode i Californien. Nu bor hun heldigvis i Valby, så vi kan se hinanden noget mere.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

I de sidste mange år er det nok især min datter. Via hende ser jeg pludselig ting gennem den unge generations øjne og er derfor blevet meget mere bevidst om, at det jo er dem, der skal overtage den verden, vi efterlader. Jeg prøver at spise mindre kød, bruger ikke plasticposer og er mere opmærksom på at slukke lyset rundt omkring. Det er selvfølgelig helt små ting i det store regnskab, men jeg håber, det kan gøre en lille forskel.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min mor havde en imponerende livsenergi og meget hurtige bevægelser. Det kan jeg godt genkende, for jeg foretrækker helt klart at løbe i stedet for at gå. Jeg elsker at have travlt. Hun var usædvanlig for sin tid, hvor de fleste kvinder var hjemmegående, for mor havde to jobs, både biografen og en kiosk på Sletten Havn. Min far var mere tavs og tilbagetrukket. Han var politiassistent, men blev sendt til kz-lejren Neuengamme under Anden Verdenskrig, og selvom vi aldrig talte om det, så var det tydeligt, at han bar præg af det resten af livet.

Hvad tror du på?

Jeg tror på, at det, man sender ud i universet, kommer tilbage til en. Derfor må man hellere opføre sig ordentligt.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg er meget genert og er opdraget til at være en ”pæn pige”, at opføre mig ordentligt, og som min mor sagde: ”du skal ikke skabe dig.” Så der var altid mere fokus på, om man gjorde, som der blev sagt end på at anerkende den, man var. Selvkritik kom derfor til at fylde mere end selvtillid, og jeg tror, at en bedre blanding ville have været godt, så jeg havde troet mere på mig selv. Som ”pæn pige” har jeg derfor heller aldrig haft et ungdomsoprør, men jeg plejer at advare mine venner om at komme på plejehjem sammen med mig, for hvem ved – måske er det der, det store oprør kommer.