Den danske dykker Ivan Karadzic smed alt for at hjælpe de thailandske drenge

Den danske dykker Ivan Karadzic er en af de mange frivillige, der i disse dage hjælper med at få de thailandske drenge ud af den grotte, som de har siddet i siden 23. juni

Danskeren Ivan Karadzic er en af de mange friville dykkere, der de seneste dage har hjulpet til med redningsaktionen i Tham Luang-grotten i Thailand. – Panu Wongcha-um/Reuters/Ritzau Scanpix.
Danskeren Ivan Karadzic er en af de mange friville dykkere, der de seneste dage har hjulpet til med redningsaktionen i Tham Luang-grotten i Thailand. – Panu Wongcha-um/Reuters/Ritzau Scanpix.

En bælgmørk grotte er ikke et typisk sted at tage på arbejde. Alligevel er det dér, den danske dykker Ivan Karadzic befinder sig i øjeblikket.

Den 44-årige Ivan Karadzics far er serbisk, og hans mor er dansk. Selv er han vokset op i Danmark. Men intet andet land har optaget ham så meget som Thailand, som han flyttede til i 2007, skriver den bosniske avis Dnevni list. Siden 2012 har han været medejer af dykkerskolen Koh Tao Tec Divers på øen Koh Tao i Sydthailand. Han er også del af Koh Tao Rescue, ferieøens nonprofitnødservice, og lige nu er det netop frivilligt arbejde, Ivan Karadzic bruger sin tid på.

Han er en af de omkring 90 dykkere fra 13 forskellige lande, der forsøger at få de resterende drenge ud af den mørke Tham Luang-grotte i Nordthailand. Her har de opholdt sig siden den 23. juni, hvor de 12 drenge og deres fodboldtræner blev fanget i grotten af de enorme regnmængder på stedet.

Det er en kamp mod tiden, for i øjeblikket truer tunge regnskyer med at få vandstanden i grotten til at stige.

Den danske dykkers rolle i redningsaktionen er at fragte ilttanke ind i grotten til de dykkere, der skal hele vejen ind for at hente de strandede drenge. Han har derfor været halvvejs inde hos drengene, der befinder sig cirka fire kilometer inde i grotten.

Ivan Karadzic var på ferie i Krabi i Andamanerhavet endnu længere mod syd, da han hørte om drengene i grotten, skriver nyhedsbureauet Reuters. Han brugte nogle dage på at samle det nødvendige udstyr sammen på sin dykkerskole og rejste derefter til den anden ende af landet for at hjælpe til med redningsaktionen.

Ivan Karadzic har tidligere arbejdet i salgsbranchen, men i dag er det passionen for teknisk dykning, der fylder hans hverdag. I de dage, han har opholdt sig ved grotten, har han blandt andet bistået med råd til den thailandske flåde.

”De kommer en gang imellem og spørger om råd og huledykning. Vi sidder i fuldt udstyr og er klar til at rykke med få minutters varsel,” siger han til Ritzau.

Ivan Karadzic har erfaring med dyk i huler og ved efter mange år som dykkerinstruktør, hvilke udfordringer både drengene og dykkerne står overfor. Han er derfor også blevet interviewet til flere internationale medier de seneste dage. I går blev han interviewet i det amerikanske nyhedsprogram The Today Show på tv-stationen NBC.

”Vi grottedykkere synes, det er udfordrende og spændende at gå ind og udforske disse grotter,” siger Ivan Karadzic til NBC.

”Det er svært at navigere, der er bælgmørkt, og der er smalle passager derinde. Det er noget af det, vi grottedykkere nyder. Men vi har at gøre med unge drenge, der på ingen måde er trænet i grottedykning. Det er stadig udfordrende for selv de bedste grottedykkere,” siger han videre.

”Stort set alt, vi laver derinde, er farligt,” siger han også til Dagens Nyheter.

Men situationens alvor skræmmer ikke danskeren væk.

”Jeg er her frivilligt for at hjælpe, hvordan jeg end kan,” siger han til den thailandske nyhedsside Khaosod English.

Og det har tæret på Ivan Karadzics kræfter at deltage i redningsaktionen.

”Jeg er så træt, som jeg aldrig har været før, og har fået at vide, at jeg skal slappe lidt af,” siger han til Ritzau.

Mandag fungerede derfor som hviledag for ham, og planen er, at han tirsdag er klar til at hjælpe til igen. Mandag blev yderligere fire drenge reddet ud af grotten, og det betyder, at der stadig er fire drenge og fodboldtræneren tilbage at få ud. Og Ivan Karadzic håber, at de kan få dem ud tirsdag.