Aviserne ligger sirligt i to stabler på hver deres stol i den rummelige dagligstue. Et par dukker og tøjdyr fra det sidste besøg af oldebørn er til gengæld endt under bordet. Livet har stadig mange nuancer hos Niels Ersbøll, der blev Danmarks første ambassadør og chefrepræsentant ved EF efter indtrædelsen i 1973 og siden generalsekretær i EU’s Ministerråd fra 1980-1994. Den tidligere embedsmand og topdiplomat har set og oplevet mere end de fleste andre i løbet af de næsten 50 år, han havde sin gang i Udenrigsministeriet, og han indrømmer blankt, at han har et ”gammeldags” forhold til betjeningen af statsministre og ministre.
”Førhen sagde vi vores uforbeholdne mening til ministrene, også hvis det gik på tværs af det, de gerne ville høre. De opdagede hurtigt selv, at det også var det bedste,” siger Niels Ersbøll, der i morgen fylder 95 år, og som stadig er leveringsdygtig i såvel skarpe analyser som underholdende anekdoter.
”Alle mine politiske kontakter har fået samme behandling. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fulgtes med den socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard over Ridebanen ved Folketinget, og vi mødte en anden socialdemokrat, der undrede spurgte Nørgaard, hvordan han turde tale så fortroligt med mig. ’Det tør jeg,’ svarede Nørgaard, ’fordi jeg ved, at han vil sige præcis det samme til min efterfølger’.”
Niels Ersbøll ler lidt, men bliver hurtig alvorlig igen. For det er dybt alvorligt, at nutidens embedsfolk efter hans vurdering ikke længere tør sige deres ærlige mening til deres politiske chefer.
”Det er en katastrofe, at det er kommet dertil. Det undergraver vores demokrati. Det er systemet, der lærer af fortidens fejl. Embedsmændene er garant for, at erfaring og viden opsamles over tid. I dag er det blevet utåleligt dyrt at være uenig med sin politiske chef – og så bliver systemet aldrig klogere,” siger Niels Ersbøll.
Danmark har ellers i årtier været dybt respekteret ude i verden, og vi har meget at give fra os, mener Niels Ersbøll:
”Danmark er et enestående land. Blandt andet takket være Grundtvig, der fortalte os, at man skal lære noget, og hvis man intet ved, skal man gå i skole. Så vi fik tidligt en befolkning, der var uddannet, og det har resulteret i en enestående praktisk sans og en evne til at løse problemer uden at slås, som mange andre nationer misunder os.”
Det er de samme kvaliteter, han ser i det samarbejde, som de europæiske lande har opbygget i EU. Evnen til at løse problemer uden at slås. Senest har coronapandemien demonstreret, at uden samarbejde bliver det vanskeligt, mener han. Der er brug for samarbejde om vaccine, om vaccinepas, om rejseregler og grænser og så videre.
”Hvad skulle vi gøre uden den ramme, som EU giver os,” spørger han og erkender samtidig, at svaret ikke længere er entydigt positivt blandt medlemslandene.
Storbritannien har meldt sig ud af EU. Ungarn og Polen går deres egne veje og udfordrer i stigende grad det europæiske fællesskab. I en række medlemslande er der partier, der har EU-modstand som en central del af deres politik.
”Tiden har vist, at det kniber med at gribe ind, når unionen bliver udfordret af ekstreme nationalister, der afviser indflydelse udefra og derfor vender sig mod samarbejdet,” siger Niels Ersbøll med henvisning til EU’s vanskeligheder med at gennemføre sanktioner over for Ungarn og Polen, fordi landene kan nedlægge veto til fordel for hinanden.
Når man runder de 95 år, er født mellem to verdenskrige og har haft et arbejdsliv, hvor det falder lige naturligt at nævne den tidligere danske statsminister Jens Otto Krag (1914-1978) og den franske general og præsident Charles de Gaulle (1890-1970), er der basis for at mene noget om verdens gang. For Niels Ersbøll er der langt til de forhåbninger, som omgav genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig. Selvom han insisterer på, at han stadig er optimist, når det gælder det europæiske samarbejde.
”Det er bestemt ikke den samme verden. Den har været gennem adskillige krige mere, og vi har set udviklinger, som ingen havde ønsket eller drømt om. Senest nu i Myanmar. Det er frygtelig trist. Man kan spørge sig selv, om vi dog aldrig bliver klogere. Og nej, det gør vi desværre nok ikke,” siger han.
En af forklaringerne er, at menneskets hukommelse rækker så kort, når det kommer til stykket.
”Generationer afløser generationer, og det er kun nogle få af os, der får lov til at blive så gamle som mig og kan huske, hvordan det var, og hvordan det kunne være,” siger han og læner sig tilbage i en af de stole, der er næsten lige så ”historisk” som han selv.
The Chair – den danske stol, der blev berømt, da John F. Kennedy sad i den under en tv-debat mod Richard Nixon forud for præsidentvalget i 1962 – blev introduceret af den danske møbelarkitekt Hans Wegner i 1949, samme år som Niels Ersbøll begyndte i Udenrigsministeriet. Fem styk stod der rundt om et mødebord på hans kontor i Bruxelles. De står nu i havestuen i huset i Hørsholm. Mærket af tiden og fyldt med minder.