Kunst og ikke mindst farver har fulgt Vibeke Klint siden barndommen i både København og Aarhus. Dengang tog hendes far, Gunnar Nielsen, der var redaktør på Aarhus Stiftstidende og senere på Nationaltidende, ofte den tegneglade pige med på kunstudstillinger. Vibeke Klint, der var den ældste i en søskendeflok på fire, satte stor pris på tiden alene med sin far og deres fælles interesse for kunst.
For Vibeke Klint voksede interessen sig til en passion, hun blev uddannet væver under Gerda Haaning, og i dag er det Vibeke Klints kunstværker, der sættes pris på i de udstillingslokaler, scener og officielle bygninger, de pryder.
Spejlsalen i Statsministeriet er udsmykket med røde silkepaneler af Vibeke Klint, og hendes tæpper findes hos adskillige danske ambassader samt på Marienborg og Jægerspris Slot. Hele vejen rundt er det Vibeke Klint, der som væver har stået for at designe, udvælge materialer og kombinere farverne.
Og netop et øje for farvespil er noget, hun er berømt for, og som fornemmes i hendes kreationer, der ofte er enkle, har rene linjer og tager udgangspunkt i geometri.
Også danske kirker har Vibeke Klint sat sit præg på. Foruden et tæppe i Københavns Domkirke har væveren skabt tekstiler til blandt andet Hornslet Kirke, Holbæk Kirke og Gentofte Kirke.
I sit voksenliv har Vibeke Klint, der kommer fra en traditionel religiøs familie, ellers selv taget afstand fra religion og også undret sig over, at det ene af hendes tre børn, datteren Le Klint, valgte teologistudiet og i dag er blevet sognepræst.
Traditionerne, og herunder religionen, lagde Vibeke Klint nemlig på hylden til fordel for en mere kunstnerisk og bohemepræget tilværelse, da hun mødte sin mand, den nu afdøde landskabsarkitekt Morten Le Klint, som hun blev gift med i 1954 og skabte et familieliv med i en villa på Strandvejen, nord for København.
Som ung drømte Vibeke Klint om at rejse ud og opleve den farverige verden, hvilket hun dengang skrev om i sin dagbog, for ligesom kærligheden til kunst har hun også arvet en kærlighed til det skrevne ord fra sin far.
Og drømmene er i høj grad blevet til virkelighed takket være karrieren som væver, der har ført hende til både Asien, Afrika, Mellemøsten og USA, ofte sammen med ægtefællen Morten Le Klint.
En begejstring for det visuelle og et særligt blik på, hvad verden rummer, har altid præget Vibeke Klints måde at gå til livet på, både som væver, som hustru og som mor. Og det kunstneriske blik har hun ikke bare givet videre til en hel generation af vævere, som er blevet uddannet under Vibeke Klint, men også til sine tre børn og ni børnebørn.
Vibeke Klints engagement for kunsten og håndværket har ikke kun vist sig ved, at hun har været med til at sikre videreførelsen af vævetraditionen til de næste generationer, men også ved, at hun har indtaget bestyrelsesposter i Dansk Designråd, Kunsthåndværkerrådet, World Crafts Council og Akademirådet. Anerkendelsen er dog også gået hendes vej, og hendes væverarbejde er gennem tiden blevet belønnet med en række danske og internationale priser, blandt andet en sølvmedalje ved Triennalen i Milano i 1954, Eckersberg Medaillen i 1972 og C.F. Hansen Medaillen i 1989.
Vibeke Klint, der fylder 90 år i dag, bor på et plejecenter i Virum og er ikke længere aktiv som væver. Hun er ramt af demens, men selvom hun har svært ved at huske, er hun stadig meget kærlig over for sin familie, og hendes intuition om, at hun engang har været væver, er ikke helt forsvundet. På 90-årsfødselsdagen får Vibeke Klint besøg af familiemedlemmer og en god veninde, mens hendes vævekunst i anledning af fødselsdagen udstilles på Gammel Dok i København.