Danske Kirkedages formand ville ikke skilles, da konen kom på plejehjem

Poul Kirk har oprettet tre efterskoler og stået i spidsen for både Frikirkenet, Bykirken i Odense og missionsprojekter i udlandet, ligesom han de seneste år har været formand for styrelsen for Danske Kirkedage, der arrangerer Himmelske Dage. I dag fylder han 70 år

Poul Kirk beskrives som en principfast primus motor i pinsekirken, og han har gjort en stor indsats for at styrke frikirkernes image. – Foto: Samuel Brøgger.
Poul Kirk beskrives som en principfast primus motor i pinsekirken, og han har gjort en stor indsats for at styrke frikirkernes image. – Foto: Samuel Brøgger.

Poul Kirks første kone, Anny Kirk, kom på plejehjem, kort efter hun ellers havde født en dejlig lille søn. Dengang var Poul Kirk selv lærerstuderende og ungdomsleder i pinsekirken i Herning. Parret havde glædet sig til at blive forældre, men så fik hun en fødselsdepression og blev efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun fik et medikament, hun var allergisk over for.

Hun var otte minutter uden ilt, inden det lykkedes lægerne at genoplive hende, men da var hun blevet så hjerneskadet, at hun måtte indskrives på et plejehjem i en form for varig komatilstand.

”Få dig et nyt liv. Find dig en ny kone. Lad dig skille,” sagde lægen til den dengang 27-årige Poul Kirk. For sådan kunne Anny Kirk overleve uden at leve rigtigt i mindst 20 år, vurderede lægen. Men Poul Kirk ville ikke lade sig skille. For fem år tidligere havde han stået i kirken og lovet hende, at han ville elske hende i medgang og modgang. Og derfor besøgte han hende dagligt. Hun sagde aldrig noget, men en dag fulgte hun parrets søn, Jens Henrik, med øjnene og begyndte at ryste:

”Da vidste jeg, at hun forstod, at vi var der. Og at ægteskabsløftet er visere end nogen læges råd. Ægteskabsløftet har holdt mig oppe midt i mørket og vist mig vej som en bøje, jeg kunne navigere efter,” har Poul Kirk forklaret i et tema-interview om troskab i frikirkernes magasin Domino.

Historien beskriver meget godt Poul Kirks karakter. Han står fast, når det gælder. Og han forblev også tro mod sin kone, indtil hun døde to år senere, og et nyt liv begyndte for Poul Kirk.

Han blev den første forstander for Mariager Efterskole, hvor han mødte en anden lærer, sin nuværende kone, Karen Margrethe Kirk, som han hurtigt blev gift med. Sammen har de fået tre døtre (Patricia, Catharina og Michaela) og startet yderligere to efterskoler i Mariager – Frydensberg Efterskole og missionær- og rejseefterskolen Alterna, inden de flyttede til Odense.

Her blev Poul Kirk præst i Bykirken i Odense, mens han samtidig også blev redaktør for pinsekirkernes daværende blad K.E., ligesom han hurtigt også kom til at stå i spidsen for det tvær(fri)kirkelige samarbejde som daglig leder af Frikirkenet – og som redaktør af frikirkernes magasin Domino og hjælpepræst i Herning.

Navnet ”Poul” betyder lille, og selv har Poul Kirk ydmygt glædet sig over sit navns betydning – en lille kirke. For det har han været, overalt han har virket igennem sin lange kirkelige karriere.

Som sådan har han gjort en stor indsats for at styrke frikirkernes image, så frikirker blev taget alvorligt i stedet for at blive betragtet som sekter. Han har taget afstand fra ”frikirker” som Faderhuset og Evangelist, ligesom han internt i pinsekirkerne i Danmark ofte er blevet brugt som præstementor for at hjælpe kirker på rette kurs.

Han har ligefrem ”apostelkvaliteter” som en slags ”hyrdernes hyrde”, mener flere i frikirkemiljøet.

Alligevel beskriver alle ham som ydmyg. For han har altid gået foran, hvad enten det handlede om fysisk eller åndelig rengøring af kirker eller opbygning af kirker herhjemme og i udlandet. Aldrig har han søgt anerkendelsen, men villigt har han taget de tungeste opgaver på sig – med en tro på, at hårdt arbejde og ærlige bønner passer godt sammen.

Poul Kirk blev opdraget i et hårdtarbejdende indremissionsk hjem, inden han selv blev ”pinseven”. Han gik officielt på pension for fem år siden, men han har siden markeret sig i styrelsen for Himmelske Dage, i borgerforening på Vestfyn og som kampagneleder for sin ældste søn, den tidligere efterskoleforstander Jens-Henrik Kirk, der er viceborgmester i Mariager Kommune for De Konservative, ligesom sønnen har været folketingskandidat for at kæmpe for de ”kristne værdier”.

I 2017 blev Poul Kirk tilmed formand for styrelsen for Danske Kirkedage, som har det overordnede ansvar for Himmelske Dage. Sidste år blev det afholdt med så stor succes i hans gamle hjemegn i Herning, at byen allerede har bedt om at få lov til at få besøg af Himmelske Dage igen.

”Politiet i Herning fortalte os endda, at byen aldrig har holdt så stort et arrangement med så få problemer. Der var mindst 25.000 deltagere, men kun et enkelt indbrud i byen undervejs,” fortæller den stolte frikirkemand, som også har fået nye tværkirkelige venner i arbejdet med Danske Kirkedage.

”I begyndelsen følte jeg mig lidt som en svigersøn i en ny familie. For når man er svigersøn, begynder man ikke med at kritisere sovsen og salaten til den første middag, men nu føler jeg mig som en del af familien med både folkekirkefolk og katolikker med en ydmyghed over for, at jeg ikke sidder med hele sandheden i mit eget lille kirkesamfund. Og jeg glæder mig allerede til de næste Himmelske Dage, som kommer til at foregå i Roskilde i 2022.”