”Danskhed er ikke nogen statisk størrelse”

Gitte Hougaard-Werner er ny formand for Sydslesvigsk Forening. Hun advarer det danske mindretal mod at efterstræbe ”et glansbillede af Danmark, som det så ud for 20 år siden”

Den 48-årige Gitte Hougaard-Werner vil blandt andet bruge sin nyvundne formandspost i Sydslesvigsk Forening til ”sikre mindretallets plads i bevidstheden nord for grænsen”. – Foto: SSF/Tim Riediger-nordpool.
Den 48-årige Gitte Hougaard-Werner vil blandt andet bruge sin nyvundne formandspost i Sydslesvigsk Forening til ”sikre mindretallets plads i bevidstheden nord for grænsen”. – Foto: SSF/Tim Riediger-nordpool.

Den 9. november blev der skrevet historie i byen Husum syd for den dansk-tyske grænse. Her blev den 48-årige Gitte Hougaard-Werner som den første kvinde i Sydslesvigsk Forenings 100-årige historie valgt til formand for det danske mindretals kulturelle paraplyorganisation.

Men selvom den læreruddannede formand i mere end 20 år har været engageret i et utal af aktiviteter i mindretalsregi, var det faktisk lidt af et tilfælde, hun overhovedet havnede i Sydslesvig.

”Jeg er født i Lemvig, og da jeg som niårig blev præsenteret for idéen om at flytte syd for grænsen, syntes jeg godt nok ikke, det var nogen fantastisk idé,” fortæller hun leende.

”Men min far havde fået job som lærer i Egernførde, så der var ikke noget at gøre. Og hurtigt fandt jeg også ud af, at jeg stadig kunne tale dansk og gå i dansk skole og lave de samme ting, som jeg gjorde før, og så blev jeg god igen. Og lige siden har jeg engageret mig i så mange dele af foreningslivet, jeg har kunnet komme i nærheden af.”

Gitte Hougaard-Werner tog studentereksamen på mindretallets gymnasium i Flensborg, og efter en afstikker til jurastudiet i Kiel vendte hun tilbage til Egernførde. Nu med mand, barn og et job som lærer på mindretallets skole i Vestermølle.

Samtidig blev hun aktiv i Sydslesvigsk Forening, SSF, først lokalt, senere regionalt og nu som formand for 16.000 medlemmer og 68 lokalforeninger, der hvert eneste år er med til at arrangere kulturtilbud for mindretallets medlemmer.

”Min ambition er at gøre foreningen mere moderne og levende. Både SSF, mindretallet og samfundet har jo udviklet sig kolossalt de seneste 100 år, og det er bare ikke de samme ting, der efterspørges i dag. Jeg har længe ønsket, at vi skulle lytte mere til folk og være villige til at bevæge os i nye retninger. Og fordi jeg selv har været med fra bunden i det folkelige arbejde og samtidig er skoleleder hernede, så har jeg god føling med, hvad vores unge familier og de nye generationer efterspørger. Den viden og kontaktflade, jeg kommer med, tror jeg på kan bringe vores forening og mindretallet rigtig godt ind i fremtiden,” siger Gitte Hougaard-Werner.

Hvad er det for udfordringer, mindretallet og SSF står over for i disse år?

”Du kan ikke længere bare tage for givet, at folk dukker op til arrangementerne. Der er så mange tilbud fra både tysk og dansk side, og tidsånden tilsiger, at folk vælger til og fra, som det lige passer. Mange har måske heller ikke behov for, at det absolut skal være de danske traditioner, man mødes omkring, og så bliver fællesskabet skridt for skridt mindre og mindre forpligtende,” siger hun.

”Derfor skal vi vise styrken ved at holde det danske ved lige – at det faktisk er vigtigt, at man har mulighed for at komme i en dansk fodboldklub eller gå til dansk gudstjeneste – og at det kræver, at man engagerer sig, hvis man fortsat vil have den mulighed. Det er hele tiden en balance mellem bevidstheden om, hvad vi skylder vores forfædre, der har kæmpet for at overleve som dansk mindretal, men samtidig også at møde folk der, hvor de er i dag. Vi skal ikke udvande vores formål, vi skal ikke begynde at tale tysk og mødes om hvad som helst. Kulturen skal være dansk, det er klart, men når man har fundamentet på plads, kan man godt følge med tiden. Det må godt være sjovt at opleve det danske, det behøver ikke være stift,” siger hun og understreger, at nutidens mindretal er anderledes sammensat end førhen:

”Min egen familie afspejler ret fint de mange forskellige indgange, folk i dag har til mindretallet: Jeg blev mere eller mindre kastet ind i det, min mand blev gift ind i det, og vores søn blev født ind i det. Og min kommende svigerdatters forældre valgte aktivt mindretallet til for to generationer siden. Den mangfoldighed er vi også nødt til at medtænke i vores arbejde.”

Du har udtalt ønske om at ”styrke båndene til Danmark” – hvordan skal det foregå?

”Vi skal være mere synlige; fortælle om den her levende og aktive del af befolkningen, som hver eneste dag gør Danmark lidt større sprogligt og kulturelt. Vi skal være stolte af vores fælles historie, men vi skal også huske på, at kultur og traditioner ikke er statiske – vi skal passe på med at arbejde ud fra et glansbillede af Danmark, som det så ud for 20 år siden. Danmark forandrer sig jo også, og selvom vi skal værne om traditionerne, er det ikke et krav, at vi absolut skal være mere danske end danskerne. Der må vi mærke efter, hvad tiden er til,” siger hun.

”Og så skal vi være bedre til at sætte fokus på den helt særegne situation hernede, der jo illustrerer, at man godt kan leve fredeligt i et grænseland med to sprog og to kulturer. Det er et forbillede for sameksistens, der ud over at være et gode for det dansk-tyske forhold også er en model til inspiration for resten af verden.”

Hvordan ser du mindretallets fremtid?

”Vi skal ride videre på den bølge af bevågenhed, som genforeningsjubilæet næste år allerede har sat i gang. Gryden skal holdes i kog, så vi sikrer mindretallets plads i bevidstheden nord for grænsen. Det er afgørende, at vi ikke bliver glemt – men det kræver lidt mere arbejde end førhen,” siger Gitte Hougaard-Werner.

”På en måde var det nok lettere at holde fast i det danske, dengang man havde en tydeligt defineret fjende. Det er sværere at hævde sig selv uden et modbillede og en modstand – selvom vi selvfølgelig ikke ønsker noget sådant. I dag er vi både danske og tyske, ikke enten-eller. Og hvor snittet præcist skal lægges, det skal vi i fællesskab bruge det næste år på at finde ud af.”