DDR-præsten, som fik tyskerne til at tro på deres præsident igen

Præst og systemkritiker Joachim Gauck blev det genforenede Tysklands første østtyske statsoverhoved. Han har været et moralsk fyrtårn, men også en kontroversiel skikkelse. I morgen fylder han 80 år, og han har ikke skruet ned for aktiviteterne

Joachim Gauck blev Forbundsrepublikken Tysklands første præsident med østtysk baggrund. I morgen fylder han 80 år. – Foto: Anke Waelischmiller/Picture Alliance/Ritzau Scanpix.
Joachim Gauck blev Forbundsrepublikken Tysklands første præsident med østtysk baggrund. I morgen fylder han 80 år. – Foto: Anke Waelischmiller/Picture Alliance/Ritzau Scanpix.

Da Tysklands daværende forbundspræsident, Joachim Gauck, for cirka fire år siden sagde, at han ikke ville genopstille til posten, lød hans begrundelse, at han nok ikke kunne leve op til det påkrævede niveau af energi og vitalitet. I dag fristes man til at sige, at den 80-årige fødselar tog fejl. Trods den fremskredne alder har Joachim Gauck en kalender pakket med foredrag og forelæsninger, han er gæsteprofessor ved Ruhr-Universität Bochum og skriver bøger. Da Kristeligt Dagblad sidste år mødte den tidligere præsident sammen med andre udenlandske journalister, talte han engageret i halvanden time om blandt andet tyskernes behov for at kunne være stolte – til trods for nazisternes forbrydelser.

”Som præsident var det vigtigt for mig at lære tyskere at tro på, at vi ikke kun er en del af det, vores forældre og bedsteforældre gjorde under Hitler, men også en del af et demokratisk vidunder,” sagde Joachim Gauck.

”Vi er frie og bevidste demokratiske borgere, og så må vi også godt have tillid til, at vi ikke længere er en trussel for andre. Så må vi godt have en vis stolthed,” sagde han.

Joachim Gauck blev født i Ro-stock, et halvt år efter at Hitlertyskland indledte Anden Verdenskrig, og voksede op i den nordtyske havneby, som blev en del af DDR. Hans egen familiehistorie afspejler de smertefulde konsekvenser af den tyske deling og det kommunistiske diktatur: Som 11-årig så han sin far blive slæbt væk af Stasi, hvorefter faderen blev sendt til Sibirien, og hans foragt for regimet betød, at han ikke kunne studere andet end teologi.

Opvæksten i DDR har gjort frihed til hans mærkesag og samtidig givet ham en vis skepsis over for politik, og han var ikke alene Forbundsrepublikkens første præsident med østtysk baggrund, men også den første uden tilknytning til et politisk parti.

I DDR benyttede han som luthersk præst prædikestolen i Mariekirken i Rostock til at sammenligne det østtyske styre med nazismen. Kirkerne i DDR var i 1989 blevet arnested for folkelige protester mod det østtyske diktatur, og Gauck holdt flammetaler om frihed og demokrati. Han har sagt, at det var hans kristne tro, der fik ham til at blive i DDR, selv da hans børn fik udrejsetilladelse på et tidspunkt, hvor adskillelsen blev opfattet som endegyldig.

”I øst var det de kristne, som fastholdt deres værdier og også deres modstand mod diktaturet, mens de fleste indbyggere allerede havde affundet sig med deres skæbne,” har han sagt.

Han gjorde sig også bemærket, da han efter Berlinmurens fald blev chef for Stasi-arkivet og dermed var øverste ansvarlige for det genforenede Tysklands historiske opgør med DDR-styrets forbrydelser. En beslutning om at ansætte tidligere Stasi-medlemmer var kontroversiel.

Da han i 2012 tiltrådte præsident-embedet, havde tyskerne ikke høje tanker om posten. Hans kristeligt demokratiske forgænger, Christian Wulff, valgte efter mindre end to år at træde tilbage efter mistanke om korruption, og Wulffs forgænger, Horst Köhler fra samme parti, gik ligeledes af i utide efter kontroversielle kommentarer om Tysklands mission i Afghanistan.

Forbundspræsidenten har på mange måder samme ceremonielle funktion som den danske dronning, men Gauck lagde fra begyndelsen op til, at han ville være en ”ubekvem præsident”. Han levede op til ordene og skabte ofte ærgrelser blandt politikere og diplomater. I 2015 vakte han Tyrkiets vrede, da han omtalte osmannernes massakre på armeniere under Første Verdenskrig som et folkedrab. I 2014 vakte han russernes ærgrelse, da han i en tale i Polen i anledning af 75-årsdagen for Anden Verdenskrigs udbrud undlod at nævne russernes lidelser. Og i 2012 lagde han sig ud med muslimer ved at sige, at han godt forstod ”dem, der spørger: På hvilken måde har islam præget Europa, har islam oplevet oplysningstiden eller blot en reformation?”.

Men for mange tyskere markerede han sig som en stærk offentlig figur, en uafhængig tænker og en begavet taler – og ikke en karrierepolitiker. Han formåede at genoprette respekten for Tysklands øverste embede, ved hans bebudede afgang ønskede to tredjedele af befolkningen, at han skulle genopstille, og den politiske elite tiggede ham om at blive, som om det tyske monarki stadig fandtes, skrev Der Spiegel spydigt.

I sin seneste bog fra 2019, ”Toleranz: einfach schwer” (Tolerance: ganske enkelt svært), plæderer han for en ”kæmpende tolerance” også over for det politiske højre.

Han har også forsvaret folk i det tidligere DDR, som 30 år efter Murens fald stadig ikke har taget demokratiet til sig:

”Når man over årtier og ikke kun i 12 år under Hitler tilpasser sig et diktatur og inderliggør denne tankegang, så har man vanskeligere vilkår end dem, der i årtier har været så heldige at inderliggøre frihed og demokrati.”

Hans største svaghed er hans forfængelighed, selvsikkerhed og overlæreragtige tone, har Tübingen-professor Gabriele Abels sagt her i avisen:

”Men han har altid mindet tyskerne om værdien af frihed og borgerrettigheder.”