”Gud bevare jer alle sammen,” sagde Dronningen som en lille kærlig overraskelse i sin nytårstale, inden hun traditionen tro sluttede af med at sige ”Gud bevare Danmark”. For herhjemme er kristendommen en så naturlig del af vores kultur, at de fleste formentlig ikke engang tænker over det. Andre steder i verden er sagen en helt anden. Op til jul frarådede forfatterforeningen Dansk PEN – igen i år – ligefrem sine medlemmer overhovedet at nævne ordet jul eller andre religiøse henvisninger, når man skrev ”sæsonhilsener” til fængslede forfatterkollegaer i lande med religiøs forfølgelse.
Forfølgelser af kristne er ikke noget nyt problem. Selv Paulus forfulgte de kristne, inden han fik sin berømte omvendelsesoplevelse på vejen til Damaskus. Sådan en oplevelse har Weekendavisens redaktionschef, Klaus Wivel, aldrig haft, og han ”kan heller ikke lige se for sig”, at han skulle møde Gud i den nærmeste fremtid. Men selvom han ikke selv tror på Gud, har han som journalist, forfatter og foredragsholder gjort meget for at sætte fokus på det oversete faktum, at kristne på verdensplan stadig er den mest forfulgte religiøse gruppe. Ifølge de spritnye tal fra organisationen Open Doors, der holder øje med forfølgelser af kristne, er 340 millioner kristne på verdensplan ramt af forfølgelse og diskrimination. Det er 30 millioner flere end for et år siden – og 90 millioner flere end for tre år siden.
Selv opdagede Klaus Wivel første gang, hvor pressede kristne kan være, da han – sammen med sin dengang kommende kone – boede et par år i Jerusalem, hvor han selv studerede mellemøstpolitik og jødisk filosofi på Det Hebræiske Universitet i Jerusalem i 1996-1998.
Samtidig skrev han sit speciale, der endte med at blive til bogen ”Næsten intet – en jødisk kritik af Søren Kierkegaard” (1999).
”Sådan opstod min interesse for kristendom også. Det var spændende at bo i Jerusalem, der jo er hjemsted for de tre store monoteistiske religioner, men det blev også klart for mig, at de kristne i byen blev klemt i opgøret mellem israelerne og palæstinenserne, der overvejende var muslimer. Og det begyndte jeg at skrive om, da jeg vendte hjem til Danmark og blev tilknyttet Weekendavisen som journalist,” siger Klaus Wivel, der ikke har sin journalistiske sans fra fremmede.
Faderen Peter Wivel har blandt andet været chefredaktør på både Berlingske og Weekendavisen, hvor også faderens bror Henrik Wivel, der i dag er kulturskribent her i avisen, var kulturredaktør i mange år. Deres onkel Ole Wivel var i øvrigt i mange år litterær direktør på Gyldendal. Og da Klaus Wivel kom til at skrive i Weekendavisen, begyndte vittige kolleger at kalde den ”Wivelavisen”. Klaus Wivel viste hurtigt sit eget avistalent som ung bogredaktør.
Siden er han steget i graderne, så han nu er redaktionschef på Weekendavisen som en del af avisens ledelse sammen med chefredaktør Martin Krasnik. Men som nyansat dækkede Klaus Wivel især Israel-Palæstina-konflikten under den anden intifada, der brød ud med en bølge af selvmordsbomber i efteråret 2000, efter fredsprocessen brød sammen. Og i 2002 var han selv i Betlehem, da byen blev belejret, så han måtte søge tilfulgt hos en kristen palæstinensisk kvinde.
”Hun fortalte mig, hvordan mange kristne palæstinensere allerede var flygtet fra byen. Og hvis det fortsatte på den måde, ville Betlehem være uden kristne ganske få årtier senere. Jeg syntes, at det var en kæmpe historie, at byen, der dannede ramme om kristendommens ophav, var ved at blive tømt for kristne, men af en eller anden grund blev den historie ikke beskrevet i vestlige medier. End ikke rigtigt da selveste Fødselskirken samme år blev besat af palæstinensiske militser, der tog munke og præster som gidsler.”
Det satte for alvor en undren i gang i Klaus Wivel, som de følgende år satte sig mere ind i, hvordan kristne ikke mindst i den arabiske verden, hvor de første kristne i sin tid havde bygget de tidligste kirker, nu blev forfulgt i stor stil. Og i 2011 skrev han i Weekendavisen et åbent brev til den daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) om at gøre noget ved den skandale, som oprullede sig for øjnene af os. Der kom intet svar.
Men det lagde i stedet kimen til Klaus Wivels måske vigtigste bog, ”Den sidste nadver” (2013), der er baseret på hans rejser blandt forfulgte kristne i Israel, Gaza, Egypten, Libanon og Irak, hvor han oplevede, hvordan præster blev dræbt og kirker brændt ned.
Klaus Wivels bog, der også er blevet oversat til amerikansk, var med til at rejse en debat herhjemme, som blandt andet førte til mere dansk forskning i forfølgelser af kristne, og selv er Klaus Wivel, der fylder 50 år i morgen, blevet en kær gæst i danske sognegårde, når han som foredragsholder fortæller om, hvordan kristne har det langt fra Danmark.