De kommercielle mediers forkæmper

Jesper Sehested Lund,50 år i dag, har haft fingrene i både radio- og tv-stationerog udgivet magasiner til blandt andet hundeejere

Fødselar Jesper Sehested Lund driver nu sin egen virksomhed med rådgivning, udvikling og investering inden for medier og e-handel. -
Fødselar Jesper Sehested Lund driver nu sin egen virksomhed med rådgivning, udvikling og investering inden for medier og e-handel. - .

Danmark har stærke public service-medier på radio- og tv-området, der med statsstøtte i ryggen er svære at konkurrere med for de kommercielle udbydere, som gennem årene har forsøgt sig.

Jesper Sehested Lund er en af de personer, der både på tv- og radiosiden ivrigst har forsøgt at finde en revne i Danmarks Radios og TV2's dominans. Uden den store succes.

Han var helt central, da det endelige slag om det DR-dominerede danske radiomarked for en halv snes år siden siden blev skudt i gang. Staten solgte under stor opmærksomhed på auktion to nye FM-stationer - 5 og 6 - til britiske Sky Radio og hollandske Talpa for store årlige koncessionsafgifter.

Talpa hentede Jesper Sehested Lund ind fra en etableret konkurrent for at blive en slags arbejdende bestyrelsesformand. Nu skulle det være.

Jesper Sehested Lund proklamerede, at en revolution af radiomarkedet var på vej.

”Der kommer to nye, stærke radiokanaler, og vi kommer til at se et helt nyt radiomarked,” sagde han til Børsen.

Men sådan skulle det ikke gå. Hverken Sky eller Talpa kunne få fat i de svære danske radiolyttere og trak sig efter nogle år og prøvede gennem retssager forgæves at få nogle af pengene tilbage fra staten.

Jesper Sehested Lund havde Talpa hentet fra en direktørpost i det amerikansk-ejede SBS Broadcast Danmark, der drev TvDanmark - kendt for blandt andet Big Brother-konceptet - og radiostationen The Voice.

Ved siden af formandsposten i Talpa etablerede Jesper Sehested Lund selvstændig rådgivningsvirksomhed, og i 2006 slog han sig også på magasinudgivervirksomhed i JSL Media.

Den fortsatte og udbyggede han i årene efter Talpa, så den omfatter magasiner om blandt andet hunde, golf, jagt og mad. I 2014 solgte han magasinerne til Nordjyske Medier. /ritzau/