Omar Tindano var præst i den protestantiske kirke i Burkina Faso. Han var også bidt af fodbold. Og det var, mens han så en fodboldkamp i fjernsynet i sit hjem i byen Seba i den ørkenprægede Sahel-del af det vestafrikanske land, at han hørte dem komme.
Jihadisterne var genkendelige på lyden af knallerter og andre køretøjer, der splintrede stilheden i den vestafrikanske nat. De drønede op foran gårdspladsen, og Omar Tindano vidste, at nu var turen kommet til ham.
Der havde været angreb mod andre kirker i regionen, hvor amerikanske missionærer fra forskellige karismatiske bevægelser siden 1970’erne havde missioneret og omvendt tusinder til kristendommen.
Og kristne er i de seneste år blevet terrormål for islamiske terrorister tilknyttet al-Qaeda og Islamisk Stat, som spreder død, frygt og ødelæggelse i den nordlige del af landet med angreb på kirker, men også på skoler og politifolk.
Den 10. februar trængte de ind på gårdspladsen hos Omar Tindano, bandt hans hænder på ryggen og tvang hans søn, Yemboiro, til at give dem nøglen til pastorens bil. I mellemtiden trængte andre ind i nabohuset, dræbte ejeren, en kristen prædikant, fangede hans søn Alphone og lagde beslag også på naboens køretøj.
Pastor Tindano, hans søn, hans to døtre og deres to fætre, der også befandt sig i huset, blev stoppet ind i bilerne og bortført sammen med nabosønnen. Dagen efter blev pigerne sluppet fri. Efter at have gået i nogle minutter, hørte de fem skud. Præsten og de fire drenge var blevet henrettet. De havde alle nægtet at afsværge deres tro og bekende sig til islam.
”Nu betragtes de som martyrer af områdets kristne. De var modige i troens navn,” siger Omar Tindanos ældste søn Elisée.
Han husker sin far som et kultiveret, nysgerrigt og åbent menneske, der ofte blev hidkaldt til at bilægge stridigheder blandt indbyggerne i Seba.
”Både muslimer og kristne respekterede ham, fordi han aldrig hidsede sig op, men lyttede til alle parter uden at tage parti,” fortæller hans søn, som læser jura i hovedstaden Ouagadougou.
Omar Tindano var født i den østlige del af landet i 1959 i en lille landsby, hvor befolkningen var muslimer og landbrugere som flertallet af Burkina Fasos befolkning. Men Omar var eventyrlysten og rejste ud for at arbejde i nabolandene. Først i Elfenbenskysten og derefter i Ghana. Han boede 10 år i dette engelsksprogede land, hvor han arbejdede på et apotek.
Foruden fransk og sit modersmål, moré, talte han også flydende engelsk.
”Han var åndeligt søgende. Han interesserede sig for forskellige religioner, også animistisk mytologi. Men det var, da han vendte tilbage til sin hjemegn for at blive gift med min mor og mødte den protestantiske tro gennem organisationen SIM, Société Internationale Missionnaire, at han fandt sin vej. Han konverterede i 1986. Det var ikke nemt, for hans familie brød sig ikke om, at han blev kristen,” fortæller Elisée Tindano.
Hans kone blev også omvendt, og i 1992 tog han springet, forlod sin landsby og begyndte i bibelskolen i en anden by, inden han kom på præsteskole i 1996. Han blev præst i Seba, hvor der tidligere havde været en amerikansk missionsstation. Da han blev henrettet af jihadisterne, var han lokalformand for den karismatiske kirke EESIM og præst for de omkring 250 protestantiske kristne i Seba og omegn.
”Kristne og muslimer lever fredeligt side om side i Seba. Min far besøgte imamen under ramadanen, og imamen kom til os og ønskede os glædelig jul. Problemerne er kommet med terroristerne og med den saudiarabiske wahabismes indtog i landsbyerne,” siger Elisée Tindano.
Han nød samtalerne med sin far, der var levende engageret i lokalsamfundet og for eksempel oplyste om farerne ved tidlige ægteskaber og omskæring af pigerne, som begge er forbudt i landet.
”Og så var der fodbolden. Han kendte alle de franske fodboldspillere, lige fra Michel Platini til Zidane og de nyere spillere. Han fulgte alle kampene, og han elskede at snakke fodbold,” siger sønnen.
Omar Tindanos lig blev fundet tre dage efter bortførelsen sammen med sønnen Yemboiro, Omar Tindanos to nevøer Jérémie og Assibidi Tindano og Alphonse Haro som blev bortført fra nabohuset.
”Vi savner ham, min bror Yembaoro og mine to fætre. Den eneste trøst er, at vi kunne have mistet hele familien, også mine søstre. Og så finder vi trøst i deres mod og deres styrke i troen,” siger Elisée Tindano.