”De tre tenorer” mødes i eftermiddag ved Folkemødet i Allinge på Bornholm. Det er nu ikke operastjernerne Carreras, Domingo eller Pavarotti, men derimod en nuværende, en tidligere og en måske kommende statsminister, som stiller op i samme telt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har nemlig indvilliget i at deltage i en større fødselsdagsfejring for Poul Nyrup Rasmussen, der i dag fylder 75 år.
Den tidligere statsminister skjuler ikke, at det er en fin mulighed for gennem den enorme folkemødekakofoni at skabe opmærksomhed om det, der er hans egen store passion – indsatsen for unge psykisk syge. De tre toppolitikere skal i Det Sociale Netværks telt diskutere, hvad man kan gøre ved den stigende mistrivsel blandt børn og unge.
Fødselaren stiftede Det Sociale Netværk i 2009, var frem til 2015 formand og er i dag protektor for det. Selv opdeler Poul Nyrup Rasmussen sit liv, siden han i 1993 blev socialdemokratisk statsminister, i tre faser af hver otte-ni års varighed. Den første var statsministeropgaven, som han mistede, da Socialdemokratiet tabte valget i 2001.
Han kastede sig derefter over europæisk politik, og blev medlem af Europa-Parlamentet i 2004, hvor han sad frem til 2009. Han nåede også at blive formand for De Europæiske Socialdemokrater, en post han beholdt frem til udgangen af 2011, og siden 2009 har Nyrup altså været optaget af unges psykiske problemer.
Engagementet trækker tråde tilbage til den personlige katastrofe, han oplevede blot syv måneder efter at være tiltrådt som statsminister. Hans datter Signe havde siden teenageårene haft det psykisk dårligt, og som 24-årig tog hun sit eget liv, mens faderen var på officiel rejse i Grønland i august 1993.
Han overvejede at trække sig som statsminister, men besluttede alligevel at fortsætte – især fordi det ville have været datterens ønske.
Politisk gjorde han det til sit mål at nedbringe den meget høje arbejdsløshed gennem regeringsprogrammet ”Gang i 90’erne”, og det lykkedes. Men selvom han fik vristet regeringsmagten tilbage til Socialdemokratiet efter 11 års borgerligt styre og bevarede den helt frem til 2001, har Nyrup aldrig fået den udelte interne heltestatus i sit parti.
Hans vej til magten gik gennem det voldsomme formandsopgør i foråret 1992 med Svend Auken, som trods en meget stor valgsejr i 1990 ikke kunne få midterpartiernes støtte. At udfordre en siddende partiformand blev af nogle i bevægelsen betragtet som helligbrøde, og fløjkrigen kom til at trække spor langt ind i nullerne.
Det blev set som en meget personlig konflikt, men i virkeligheden handlede den mere om den politiske kløft, som har været i partiet i årtier. En splid, der til dels bunder i det til tider anstrengte forhold mellem parti og fagbevægelse.
Som søn af arbejdsmand Oluf Nyrup Rasmussen og rengøringsassistent Vera Nyrup Rasmussen kom han ud af økonomisk trange kår i Esbjerg og arbejdede sig op i fagbevægelsen, hvor han som økonom i 1970’erne og 1980’erne fik stadigt mere betroede stillinger, kronet med jobbet som direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond fra 1986 til 1988.
Samme år blev han valgt til Folketinget første gang, og hans midt- og kompromissøgende linje banede vejen til Statsministeriet, efter at den konservative Poul Schlüter havde smidt håndklædet i ringen på grund af Tamilsagen.
Der kom styr på både økonomi og beskæftigelse, men den helt store udfordring for Nyrup og Socialdemokratiet viste sig at blive udlændingepolitikken. Den splittede partiet, og Nyrup kom til at indskrive sig i citathistorien med sit hårde angreb på Dansk Folkeparti ved åbningsdebatten i Folketinget i 1999. DF havde kort forinden foreslået, at hele familier skulle kunne udvises, hvis en anden- eller tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begik alvorlig kriminalitet. Det fik Nyrup til at konkludere, at ”uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!”.
Når man i dag spørger fødselaren, hvordan han ser på sit partis tætte samarbejde med netop Dansk Folkeparti, og om han har noget pænt at sige om det parti i dag, lyder det mere forsigtigt:
”Jeg har sagt til Mette (Frederiksen, red.), som har lagt linjen om samarbejdet med Dansk Folkeparti, at i en situation, hvor velfærdssamfundet har brug for en bedre retning og ny fremgang, må man tage det flertal, man kan få.”
Og så kan man i øvrigt regne med, at selvom han for længe siden har passeret den officielle pensionsalder, har han ingen planer om at gå på pension. Meningen med livet er at arbejde, fastslår han.