”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor heldig Kristeligt Dagblad er. Tænk at have sådan en ung fyr, der har foden på beatet, fingeren på pulsen og ved så meget om sit stof. Det, at han kom til jeres avis, kan sammenlignes med dengang, da Maradona kom til Napoli,” erklærer Kjartan Arngrim, forsanger i bandet Folkeklubben.
Genstanden for denne sammenligning er rocksangerens gamle klassekammerat fra Risskov Amtsgymnasium i de ubekymrede 1990’ere Johannes Henriksen, som har været ansat på Kristeligt Dagblad siden 2014, de seneste tre år som debat- og kronikredaktør, og som i dag fylder 40 år.
Han erkender, at det måske er at bruge lovlig store armbevægelser at sammenligne med den dengang 24-årige argentinske fodboldstjernes debut på det indtil da kun moderat succesrige italienske serie A-hold i 1984. Men det er netop heller ikke de små retoriske og analytiske armbevægelser, der kendetegner Arngrim, Henriksen eller deres mange litterære forbilleder.
”Johannes er en sjov blanding af en meget elitær og en meget folkelig fyr. Han kan både sin Kim Larsen, sin Bob Dylan, sin Michel Houellebecq, sin ’Emil fra Lønneberg’ og sin Tolstoj. Han er på en gang meget tilbagelænet, meget energisk og meget disciplineret. Han er en rigtig rock’n’roller. Efter en masse tilsyneladende retningsløse år, som er gået med at drikke øl og diskutere emner som samfundets indretning, politik og musik, ser han nu – halvsent i livet – ud til at have fundet den helt rette hylde,” siger Kjartan Arngrim, som er forblevet gode venner med Johannes Henriksen i alle årene siden gymnasiet.
Kjartan Arngrim bruger betegnelsen ”usynlig kapital” om denne tilsyneladende retningsløshed, som man måske også kunne kalde almen dannelse. Alt det, vi læser, lytter til og lever, som ikke umiddelbart kan bogføres som oplagte karrieretræk. Men som pludselig, når man vågner op en dag og er 40 år, kan vise sig at give rigtig god mening.
Johannes Henriksen voksede op i et præstehjem i Vejlby ved Aarhus, hvor de store Aarhus-teologer Sløk, Lindhardt og Løgstrup havde deres gang. Det samme havde den tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm, som er hans gudfar. Og faderen, provst emeritus Jens Ole Henriksen, havde på et tidspunkt en forhåbning om, at hans belæste søn – der med faderens ord ”æder bøger, som vi andre drikker bajere” – skulle fatte interesse for at studere teologi. Det skete imidlertid ikke.
”Man siger jo om præstebørn, at de er de værste. De bliver nødt til at markere, at de ikke er hellige, ved at deltage i alle de almindelige fester og diskussioner som andre unge mennesker,” fortæller Jens Ole Henriksen.
Sønnens interesse gik mere i retning af litteratur og retorik, som han blev kandidat i efter universitetsstudier i Aarhus og København. Særligt studieårene i København under professor Erik A. Nielsen var ifølge faderen lidt af en åbenbaring udi det litterære og retoriske.
”Men efter at have studeret to brødløse fag handlede det jo om at finde noget at leve af, og det fandt han så på Kristeligt Dagblad,” konstaterer Jens Ole Henriksen.
Inden det kom så vidt, var han en tur omkring journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i Odense, arbejdede to år som presse- og kommunikationsmedarbejder i Københavns Stift samt for blandt andet dagbladet Information og Højskolebladet. På Kristeligt Dagblad begyndte han som skrivende journalist på kirke og tro- redaktionen, inden han overtog posten som leder af debatredaktionen.
Internt på avisen karakteriseres han som en flittig, vidende, velskrivende og analytisk skarp redaktør, der har mere blik for de store linjer og armbevægelser end den lavpraktiske planlægning og de finere detaljer – og som opretholder en klar skillelinje mellem jobbet og det private. Han er fraskilt og far til tre børn.
Hvad angår kirkeligt tilhørsforhold, er der ingen større konflikter forbundet med, at Johannes Henriksen er vokset op i grundtvigske kredse. Langt flere interne disputter er der blandt Kristeligt Dagblads redaktører om, hvilket musiknavn der er størst – The Beatles eller Bob Dylan. Her udgør Johannes Henriksen sammen med kulturredaktør Michael Bach Henriksen en stærk angrebsduo på Bob Dylan-holdet. I bedste Maradona-stil.