Deborah James brugte sin egen sygdom til at lære briterne at leve og dø med kræft

Britiske Deborah James blev 40 år. Hun ramte den britiske folkesjæl ved åbent at fortælle om sin kræftsygdom og nedbrød tabuerne om symptomerne på tarmkræft. Det handlede om at leve livet, uanset hvor kort det endte med at blive

Dame Deborah James formåede at få briterne i tale i stor stil med sin kampagne for at opdage kræftsymptomer i tide. Hun deltog i mange velgørenhedsevents og talkshows som her i morgen-showet "Lorraine" på tv-stationen ITV i september sidste år.
Dame Deborah James formåede at få briterne i tale i stor stil med sin kampagne for at opdage kræftsymptomer i tide. Hun deltog i mange velgørenhedsevents og talkshows som her i morgen-showet "Lorraine" på tv-stationen ITV i september sidste år. . Foto: Ken Mckay/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Intet emne i forbindelse med hendes kræftsygdom var tabu for Deborah James. Hendes begravelse fandt sted sidste onsdag under stor mediebevågenhed, hvor kameraerne kunne følge hendes båre lavet af pileflet til døren af Mariakirken i London-forstaden Banes. Hun sov ind som 40-årig den 28. juni efter en fem år lang kamp mod en tarmkræft, der blev opdaget for sent.

Efter diagnosen i 2016 opgav den 35-årige mor til to jobbet som viceskoleinspektør. Men det var ikke for resigneret at give sig hen til behandlingen. I stedet ville hun oplyse andre.