Den aktivistiske minister på rette spor

Efter et år som transportminister har Magnus Heunicke (S) overhalet ministerkollegerne i popularitet. Den aktivistiske tilgang til politik har ifølge flere kolleger gjort ministeren populær. I morgen fylder han 40 år

Transportminister Magnus Heunicke (S) er ude for at sætte ind over for dårlig opførsel i den kollektive trafik. Her er han på vej i metroen. -
Transportminister Magnus Heunicke (S) er ude for at sætte ind over for dårlig opførsel i den kollektive trafik. Her er han på vej i metroen. - . Foto: David Leth Williams.

Han har overnattet hos en beboer, der havde metrobyggeriet som nabo, for selv at opleve støjen. Han har taget de tørre tæsk på Københavns Hovedbanegård fra pendlernes frustrationer over rejsekortet. Og han har skældt ud på DSB, når togene har været forsinkede, eller internetforbindelsen har været ringe.

Transportminister Magnus Heunicke (S) har for længe siden besluttet sig for at være på borgernes side - ikke systemets. Magnus Heunickes aktivistiske måde at drive politik på er ifølge flere kolleger dét, der i målinger har gjort ham til landets mest populære minister.

For Magnus Heunicke, som i morgen fylder 40 år, har politik aldrig udelukkende været et skrivebordsarbejde, fortæller vennen Thomas Horn, der kender Heunicke fra deres tid sammen i DSU i starten af 1990'erne. Han mener, at det i starten var svært for sin gode kammerat at finde sig til rette på Christiansborg.

”Der er ingen tvivl om, at det tidligere har været vanskeligt for ham at finde sin plads i Folketinget. Men nu har han virkelig fundet sig selv, og det tror jeg, mange godt kan lide. Magnus har en naturlig indgang til folk og en aktivistisk tilgang til politik. For ham har politik altid været at komme ud og snakke med mennesker og diskutere løsninger. Sådan var han også i sin tid i DSU, og det har han nu genfundet som trafikminister,” siger Thomas Horn og fortsætter:

”Mange politikere har en tendens til at blive for teknokratiske og skrivebordsagtige. Det er lige præcis det, Magnus får ros for ikke at være. Han møder folk på gaden,” siger han.

I 2011 blev Magnus Heunicke valgt som ny politisk ordfører, og der skulle vise sig at gå noget tid, før den 40-årige politiker kunne sætte sig på en af de ombejlede ministertaburetter. Hele fem gange blev han forbigået i ministerrokader og måtte samtidig tage tæskene for regeringens løftebrud og vigende meningsmålinger. Men for cirka et års tid siden blev Magnus Heunicke endelig minister. Med fire år som transportordfører i bagagen var Transportministeriet hjemmebane for Heunicke, der også tidligere har arbejdet som trafikradio-reporter på regionalradioen i Næstved. Transportministeren, der oprindeligt er uddannet journalist, virker mere autentisk som transportminister, end han gjorde, da han var politisk ordfører for Socialdemokraterne, mener Ellen Trane Nørby (V), der flere gange har duelleret med Heunicke som politisk ordfører i Venstre.

”Han virker mere autentisk som transportminister, end den der meget kejtede facon, han havde som politisk ordfører. Her var det tydeligt, at han havde vanskeligt ved at navigere mellem regeringens mange løftebrud, og han lød mere som en citatoplæser end én, som virkelig troede på det, han sagde,” siger Ellen Trane Nørby, der ligesom Thomas Horn opfatter ministerens popularitet som et resultat af den tætte kontakt til borgerne:

”Magnus er let at tale med. Nogle ministre bliver så vigtige, at de har svært ved at tale med almindelige mennesker. Men der har Magnus bevaret dét at være nede på jorden og være en person, der godt kan grine sammen med alle mulige andre,” siger hun.

Magnus Heunicke er gift med direktør i Kvinfo, Nina Groes, og far til to døtre.