Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Arbejdet med ”Camus’ ansigt” og muligheden for at arbejde sig helt ind i et ansigt. Der har altid været tre motiver for mig: Ansigtet, landskabet og stillebenet. Som barn så jeg ansigter for mit indre blik, før jeg skulle sove og havde fornemmelsen af at male ansigtet frit for mit indre øje. Allerede dér tror jeg, jeg betragtede ansigtet som et landskab. Men den franske filosof Emmanuel Levinas har også sagt: ”Ansigtet er et løfte om betydning.” Og der er en fælles grund, for vi kan alle se et ansigt. Det er ikke et billede, jeg trækker ud af mig selv, som de mentale landskaber jeg maler.
Derudover er det mine voksne børns entre i arbejdslivet. Hvis børnene, ligegyldigt hvor voksne de end bliver, ikke har det godt, er det svært at trække sig ind i maleriet. Og nu er de færdige med deres uddannelser: To kandidater og en kunstner, der har arbejdet som frontpersonale under hele Covid19. Det er fantastisk.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Da børnene var små, og vi var en taknemmelig familie. Og så min egen barndom i 1960’erne og 1970’erne.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Mine forældre og alle malere, levende som døde.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område/i samme profession som dig?
Gå efter kernen i dit udtryk og arbejd videre med det, uafhængigt af alt. Det er ikke i overfladen, man er en kunstner, men i dybden. Tålmodighed, vedholdenhed, arbejdsdisciplin. Den bedste formel i en usikker tid er nogle gange: Bliv ved.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Stået op om morgenen, arbejdet, frasagt mig mange flygtige ting. Jeg er ikke den store materialist, jeg ejer kun min bil og bor til leje både i mit hjem og mit atelier, men jeg ejer hele min forestillingsverden og tiden. Tiden går hele tiden, og man må sørge for at være med på den, få et forhold til den.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Tabet af min mand for fem år siden, Mogens.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg fik børn, og da jeg lagde mit eksamensbevis ned i en skuffe og frasagde mig økonomisk sikkerhed. Efter at have været au pair i Frankrig tog jeg en kandidatuddannelse i fransk fra Aarhus Universitet. Jeg stod med en fuldstændig afsluttet uddannelse, men jeg har hele tiden vidst, jeg ville være kunstner. Jeg mener også, at man springer ud, når man beslutter sig for at få børn. Det er et helt utroligt stunt, der kræver mod. Jeg kan godt forstå, naturen presser lidt på med det, for hold da op!
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min mors jordnærhed, hvordan man klarer hverdagens kedelighed, og samtidig hendes stærke interesse for kultur og det at læse. Og min far: overvældende beskyttende lægefar med stor diagnostisk dygtighed og psykologisk intelligens. Fra ham kommer det visuelle nok mest: Min far har drømme og kan se billeder.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Undgået skilsmissen. Jeg blev skilt i 2004 fra Thomas, der er faderen til mine tre børn. Jeg vil gerne lære andre, at de skal tage at lade være med at blive skilt. Jeg er optaget af kontinuitet i tilværelsen, og det kan man nok godt fornemme i mine malerier. Jeg vil gerne have sammenhæng i livet, men den sammenhæng brydes i en skilsmisse, og den kommer aldrig igen. Det er en sorg af dimensioner. Jeg vil ikke være moralsk dommer over nogen, men har man en chance i et ægteskab for at få det til at fungere, så er det værd at prøve.
Tre år efter jeg blev skilt, mødte jeg Mogens. Og jeg havde jo ikke fået et liv med ham, hvis ikke jeg først var blevet skilt. Alle de steder, jeg stadig er knyttet til, kommer jeg nu til på en anden måde - med skilsmissen og tabet i baggagen. Og der er en stemme, der siger: Hvor mange liv kan man få? Det handler vel også om at blive ældre. Jeg har haft et liv med Thomas og et liv med Mogens. Så kommer man også til et sted, hvor man tænker: Nu skal jeg ikke begynde på ny?
Hvad tror du på?
Det er heldigvis nemt. Gud.
Beskriv en scene fra din barndom.
Det er en religionstime i 2. klasse, og læreren er ved at fortælle om Det Gamle Testamente, men hun roder rundt i fortællingen om Kain og Abel. Den kender jeg hjemmefra og bliver forarget over, at hun ikke kan finde ud af det. Så jeg rækker hånden op. ”Man skulle tro, at De havde en skrue løs!” siger jeg til hende. Hun siger: ”Vibeke! Du skal vist ud og køle lidt af.”
Samme aften er der forældrekonsultation. Jeg er på mit værelse og kan høre mine forældres trin op ad trappen og er meget bange. Men jeg får ikke skældud.