Den beskedne biskop

Tidligere biskop Kristian Mørch påtog sig ofte den prestigeløse del af præstearbejdet. Folkelivet var vigtigere for ham end at gå foran i det officielle liv. Fangersønnen, der blev præst og senere Grønlands første biskop, fylder 75 år i dag

Kristian Mørch, inden han blev pensioneret, da han fyldte 65 år.  -- Arkivfoto.
Kristian Mørch, inden han blev pensioneret, da han fyldte 65 år. -- Arkivfoto.

Nationaldage i Grønland er forbundet med festligheder. Men i stedet for at deltage i den offentlige festivitas, sætter Kristian Mørch sig i sin åbne båd og sejler et par timer for at nå til en bygd i Godthåbsfjorden, hvor han er blevet bedt om at vie et brudepar.

Denne historie skulle efter sigende være typisk for Kristian Mørchs virke som biskop i Grønlands stift, hvor en stor del af jobbet også var at fungere som præst.

– Vi er ikke hævet over de andre. Vi er nok mere ligestillet med vore medarbejdere, end det er tilfældet i Danmark, har han tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, da han blev bedt om at at beskrive forskellen på sin egen og en dansk biskops hverdag.

Grønland fik først sit eget selvstændige stift i 1993, så allerede da Kristian Mørch blev udnævnt som første biskop i Grønlands stift året efter, var han klar over behovet for at definere den grønlandske kirke i forhold til den danske.

– Vi skal værne om vores tilhørsforhold til folkekirken. Men vi bliver samtidig nødt til at finde vores egen identitet i kirkelig henseende. Jeg tror, der i fremtiden vil komme flere grønlandsk betonede indslag i gudstjenesten. Indslag, der refererer til tidligere skikke og sædvaner, sagde Kristian Mørch dengang.

Indadvendt, beskeden og stille er blot nogle af de tillægsord, som venner og kollegaer har brugt til at beskrive den tidligere biskop, som blev født i 1930 på bopladsen Ukkusissat ved Umanak.

Men selv om Kristian Mørch er en mand af få ord, er der også blevet sagt om ham, "at når han endelig åbner munden, lytter man, for der er gods i det, han siger."

En af de ting, der fik ham til at åbne munden en del i hans studenterdage, var, at han mente, at unge grønlændere havde pligt til at vende tilbage til Grønland efter endt uddannelse i Danmark for at hjælpe med at opbygge landet. Han gik så vidt som til at advare sine landsmænd mod at gifte sig med danske piger, der ikke havde lyst til at bosætte sig i Grønland.

Selv rejste han tilbage til Grønland i 1958 straks efter den teologiske eksamen, som han tog i Danmark. Siden har han virket i en stor del af de grønlandske præstegæld (sogne), indtil han blev vicebiskop i Nuuk i 1984. Han fulgte også sit eget råd vedrørende valg af hustru, da han giftede sig med Elisabeth, der ligesom han selv var både født og opvokset i Grønland.

Selv om Kristian Mørch nu har været pensioneret i omkring 10 år, sidder han ikke og triller tommelfingre.

Da han overlod bispekontoret til sin afløser, forlod han samtidig hovedstaden Nuuk og flyttede til Ilulissat (Jakobshavn) med begrundelsen:

– Da jeg var barn og ung, søgte jeg liv og glæde i naturen. Det skulle undre mig, om ikke den længsel vågner igen. Som et rigtigt naturbarn kan man ikke helt lægge det bag sig, sagde han.

Og samtidigt forklarede han, at selv om han har måtte gennemgå store omvæltninger i både Grønland og under sit ophold i Danmark, er han rimelig vaskeægte inuiet.

Han er blevet beskrevet som en dygtig slædekusk og en habil fanger, og ifølge den tidligere kollega og ven Richardt Petersen, der var provst og arbejdede sammen med Kristian Mørch igennem 10 år, har Kristian Mørch stadig sin båd.

– Om sommeren, og når vejret ellers tillader det, kan han stadig finde på at sejle ud. Han går også ture ind i landet og skyder blandt ryper. Han er en god skytte, fortæller Richardt Petersen.

I dag har han stadig ikke helt sluppet interessen for teologien. Han rådgiver præstestuderende i Grønland, og af og til kan man opleve ham på de grønlandske prædikestole, når den lokale præst må melde fra.

lee@kristeligt-dagblad.dk