Den blottede succesforfatter

Gennem sine romaner indfører forfatter Morten Ramsland læserne i sin egen livshistorie. Som tak for det gav læserne ham i går på BogForum Danmarks største litteraturpris

Morten Ramsland står nu for alvor i forgrunden i dansk litteratur, efter at han i går modtog Danske Banks Litteraturpris og 300.000 kroner for sin roman "Sumobrødre". De to andre nominerede, Maria Helleberg og Ib Michael, måtte nøjes med 50.000 kroner hver. --
Morten Ramsland står nu for alvor i forgrunden i dansk litteratur, efter at han i går modtog Danske Banks Litteraturpris og 300.000 kroner for sin roman "Sumobrødre". De to andre nominerede, Maria Helleberg og Ib Michael, måtte nøjes med 50.000 kroner hver. --. Foto: Leif Tuxen.

"Med romanen 'Sumobrødre' har Ramsland for alvor slået fast, at han er en fortæller af stort format og en forfatter, som ikke leverer det forudsigelige."

Sådan lød begrundelsen fra den sagkyndige jury bag Danske Banks Litteraturpris for at nominere den danske succesforfatter Morten Ramsland til Danske Banks Litteraturpris 2010. Herefter har det været op til læserne at afgøre, om Morten Ramsland, Ib Michael eller Maria Helleberg skulle modtage den prestigefyldte pris og de tilhørende 300.000 kroner. Blandt flere end 31.000 læsere var der ingen tvivl om, at Ramsland var favoritforfatteren.

I sin takketale sagde Ramsland, at han var beæret over at få prisen foran to så stærke forfattere. Men han mindede samtidig om, at litteratur ikke er en konkurrence.

Trods de sympatiske ord er det langtfra første gang, at Ramsland ligger nummer ét i det litterære kapløb. Hans roman "Hundehoved", der er blevet solgt i 250.000 eksemplarer og er oversat til 20 sprog, er blandt andet blevet tildelt De Gyldne Laurbær, Læsernes Bogpris, P2 Romanprisen og en række internationale priser.

Det var den succes, der gav Ramsland muligheden for at sige jobbet som handicaphjælper op, læne sig økonomisk tilbage og dedikere sig fuldt og helt til forfatterkarrieren. Den succes, der gav ham tid og mulighed for at rejse verden rundt med ægtefællen, Trine Dupont, og deres tre små børn. Men det var samtidig også den succes, der placerede ham i mediernes utrættelige søgelys og gjorde ham til en af landets absolut mest omtalte forfattere. Og det efter bare to romanudgivelser.

Efter succesen med "Hundehoved" udtalte han ganske vist, at den store opmærksomhed, der var omkring hans forfatterskab, ikke affødte et præstationspres. Han bliver ofte beskrevet som en mand med et roligt gemyt og en tilbagetrukket eftertænksomhed. Men det var nu alligevel en glad Ramsland, der i går blev præmieret for sine litterære bedrifter.

"Det er en meget personlig bog, hvor jeg har sat mig selv i spil. Jeg har følt mig nøgen og sårbar i forbindelse med arbejdet med den," sagde han.

I både "Hundehoved" og "Sumobrødre" blotter Ramsland sit liv. Førstnævnte fortæller familiens historie og sidstnævnte hans egen barndomshistorie set fra det rækkehuskvarter i Næsby i udkanten af Odense, hvor Ramsland voksede op. Han fortæller om skamfulde og pinlige dele af barndommen, der mest af alt handlede om overlevelse midt i en krigszone af drengestreger og bøllebank.

Oplevelserne gav ham ikke alene store dele af indholdet til romanen, men gjorde ham også til det menneske, han er, har han tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad.

Ramsland holdt selv op med at give andre børn flade lussinger, hvilket gjorde ham mere indadvendt. Det tvang ham ind i hans helt egen forestillingsverden. Den forestillingsverden, som han i dag åbner for sine mange læsere.

holtze@k.dk