Prøv avisen

Den finurlige forfatter

Peter Mouritzen er fascineret af saften og kraften i Det Gamle Testamente. -- Foto: Scanpix.

Peter Mouritzen er en litterær grænse-overskrider. I dag fylder han 60 år. Fødselsdagen markeres blandt andet ved, at han udgiver en ny bog i BibelStærk-serien

AF CLAUS GRYMER

En finurlig historie der får læseren til at gyse. Ordene gælder Peter Mouritzens "Det usynlige", en ganske lille bog som forlaget Høst & Søn udsender i anledning af, at han i dag fylder 60 år.

Ordene har imidlertid også gyldighed for en række andre af den nordjyske forfatters mange bøger for både voksne, børn og unge. Gruen, jaget af angst, indgår ofte i den virkelighed, som han konfronterer sine læsere med. At forsøge en forklaring på, hvorfor han har det med at stille skarpt på denne side af tilværelsen, ville være for vidtløftigt. Men han har måske selv givet en antydning af en forklaring, når han henviser til tre voldsomme indtryk, han fik som barn og ung: at han ramtes af børnelammelse og blev indlagt på et hospital langt hjemmefra. Mødet med en gyserfilm, Alfred Hitchcocks "Psycho", som chokerede ham. Samt Cubakrisen i 1962. Hans far, der ud over at være sparekassebestyrer i Nørresundby var hjemmeværnsmand på højt niveau, havde næsten sat klokkeslet på, hvornår atomkrigen kunne tænkes at bryde løs. I det hele taget var Peter Mouritzen i disse år dybt påvirket af atomtruslen. Hvordan leve som ungt menneske med den viden, at verden når som helst kunne udslettes? I denne umulige situation havde det stor betydning for ham at opleve de absurde dramatikere, som blev spillet på Aalborg Teater under Karen Marie Løwerts ledelse i 1960'erne. En lettelse – og en slags trøst – at erfare, at tanker som dem, der plagede ham, hos de pågældende dramatikere havde fået en kunstnerisk form.

Formidlere kan blive forskrækkede over Peter Mouritzsens litterære grænseoverskridelser, som – med hans egne ord – "kan synes at krænke den hellige og almindelige pædagogik og didaktik – og etik". Men han oplever, at børn og unge ytrer sig taknemmeligt.

– En klog læser sagde for nylig om en af mine ungdomsbøger, at den var krævende, men den gjorde sig ikke klog på sin læser. Det var positivt ment, og jeg er meget glad for den karakteristik, som jeg finder præcis og dækkende for min holdning og praksis. Jeg erfarer i øvrigt det samme, når jeg er ude blandt mine unge læsere, og det har jeg været ofte de sidste mere end 20 år. Jeg har vel været hos tusinder af skolebørn og på mange hundreder skoler over det meste af landet.

Bøger som "Haltefanden", "Monstermail" og "Dødningedukken" vil være kendte af mange i denne del af Peter Mouritzens målgruppe.

Nysproglig student blev Peter Mouritzen i 1965 fra Aalborg Katedralskole. "Skolen var", har han bemærket, "fremragende, blot ikke for melankolikere". Den efterfølgende periode som studerende på Silkeborg Seminarium forekom han ikke mindre absurd end gymnasietiden. Han afsluttede sin læreruddannelse på Hjørring Seminarium i 1971 og har blandt andet haft ansættelse på skolen i Tårs. Siden 1979 har han næsten udelukkende været forfatter på fuld tid.

Peter Mouritzen er bosat i Vrå, men om sommeren bor – og arbejder – han i det sommerhus, som han og hans kone siden 1967, lærer Anna Birgit Mouritzen, har i Blokhus. En by han er nært forbundet med. Huset ligger netop i et område, hvortil hans barndomserindringer fra stedet knytter sig.

Lyrikken prægede første fase i Peter Mouritzens forfatterskab. Efter nogle undergrundsudgivelser udsendte han i 1973 sin første "rigtige" bog, digtsamlingen "I den blå time". Han prosadebuterede i 1980 med "En stærk mand og andre fortællinger". Et nyt spor i forfatterskabet er Mouritzens gendigtninger af beretninger fra Det Gamle Testamente, begyndende med "Kraftkarlen og den dejlige dame" fra 2003. Hans fjerde bog i "BibelStærk"-serien, "Det tossede tårn", udkommer i dag – med tegninger af Otto Dieckmeiss.

– Det er saften og kraften i Det Gamle Testamente, der fascinerer mig, siger Peter Mouritzen, der blandt andet er hædret med Kulturministeriets Børnebogspris (1985) og Det Danske Akademis børnebogspris, Silas-prisen (2003).

grymer@kristeligt-dagblad.dk