Som barn elskede Jean Petersen at sidde på trappeafsatsen foran huset i den støvede afrikanske landsby sammen med de andre børn og høre sin bedstemor fortælle historier. Og netop den tætte kontakt til bedstemoderen er ifølge den 69-årige plejehjemsassistent Jean Petersen en af de vigtigste årsager til, at hun siden blev bidt af arbejdet i den danske ældrepleje.
Da Jean Petersen for 30 år siden blev ansat som plejehjemsassistent på Kirsebærhavens Plejehjem i Valby i Københavns Kommune, var hun den eneste medarbejder med afrikansk baggrund. I dag har hver femte elev på landets sosu-skoler ikke-vestlig baggrund, og Jean Petersen har som tillidsrepræsentant, aktiv i fagforeningen FOA og mentor for yngre kolleger været en af pionererne i forhold til at få skabt debat om, hvordan ældreplejen tager godt imod de mange nydanskere, der søger ind i faget. Men i slutningen af maj går Jean Petersen på pension.
Jean Petersen voksede op i en middelklassefamilie i en landsby i Malawi. Hendes far var landbrugskonsulent, og familien var meget religiøs. Begge Jean Petersens bedsteforældre var præster i den skotske presbyterianske kirke i Afrika. Hendes mor samlede hver søndag et halvt hundrede børn i landsbyens søndagsskole.
Efter secondary school blev Jean Petersen ansat i et reklamebureau og blev siden stewardesse i det nationale luftfartsselskab, Air Malawi. I slutningen af 1960’erne mødte hun sin første mand, der var udsendt af Danida i Malawi. Jean Petersen tog til Danmark for at blive gift, og allerede da hun landede i Københavns Lufthavn, vidste hun, at hun ville skabe sit eget liv og ikke være afhængig af sin mand.
”Når et ungt par bliver gift i min stamme, er der tradition for, at familien flytter til hustruens hjem. På den måde er der indbygget et socialt sikkerhedsnet for kvinden og børnene i tilfælde af skilsmisse,” fortæller hun.
Jean Petersen flyttede ind hos sine svigerforældre i Tølløse nær Holbæk. De kunne ikke et ord engelsk, og Jean Petersen lærte blandt andet dansk ved at se tv-reportager om Vietnamkrigen og følge et lokalt kursus for ordblinde. I 1978 blev hun optaget på diakonskolen på Kolonien Filadelfia og uddannede sig til diakon og plejehjemsassistent.
Ud over at være tillidsrepræsentant er Jean Petersen også medlem af integrationsrådet i Holbæk Kommune. Desuden er hun aktiv i gruppen Verdens Kvinder, der holder foredrag, og hun er mentor for flygtninge og kolleger.
Jean Petersen har blandet sig i debatten om nydanske hjemmehjælpere, siden de første historier kom frem om danske ældre, der ringede til kommunen og forlangte en ”hvid hjemmehjælper”. I dag er den diskussion ifølge Jean Petersen forstummet.
Jean Petersen understreger, at det er helt nødvendigt, at ældreplejen tager godt imod de nydanske medarbejdere, fordi der ifølge prognoser kommer til at mangle flere tusind sosu-ansatte de kommende år. Men de nye medarbejdere skal også tilpasse sig. For det duer ikke, at der skal tages særhensyn til for eksempel muslimske kvinder, der ikke ønsker at vaske mænd eller servere flæskesteg, for ældreplejen handler først og fremmest om at give borgerne den bedste pleje på et højt fagligt niveau.
Gennem sine snart 47 år i Danmark har Jean Petersen bevaret tilknytningen til Malawi. Hun har næsten dagligt e-mailkontakt med sine søstre i hjemlandet og tager på besøg hvert andet år.
”Når jeg er i Malawi, er jeg malawianer, og når jeg er i Danmark føler jeg mig dansk. Det er for mig helt ukompliceret,” siger Jean Petersen, der understreger, at hun altid er blevet taget godt imod af de ældre på plejehjemmet.
Den 29. maj har Jean Petersen sidste arbejdsdag som plejehjemsassistent. Hun planlægger et aktivt pensionistliv og fortsætter arbejdet i integrationsrådet i Holbæk Kommune. Desuden skal haven passes i landejendommen nær Tølløse, hvor hun bor sammen med sin mand. Og så skal der naturligvis bruges tid med familien, der blandt andet tæller to voksne sønner og et barnebarn.