Det er sjældent, at et enkelt menneske i så høj grad tegner billedet af et så stort felt som menneskerettigheder. Men når Lars Normann Jørgensen i morgen runder 60 år, kan han se tilbage på et arbejdsliv, hvor han tillæges en meget stor del af æren for, at arbejdet med menneskerettigheder ikke bare anses som vigtigt, men også troværdigt af de fleste danskere. Siden han for 20 år siden blev generaldirektør i Amnesty International, har han strømlinet organisationen, skærpet dens retorik, men også åbnet den mere for den almindelige befolkning.
LÆS OGSÅ: Politikeren, der tør sige sin mening
At det er kommet dertil, lå tidligt i kortene. Allerede som 18-årig blev han medlem af Amnesty og var op gennem 1970erne og 80erne aktiv i lokalgruppen i Dragør. Det var dog en helt speciel oplevelse som 25-årig, der for alvor åbnede hans øjne og ændrede hans verdensbillede. Han var rejst til Filippinerne for at deltage i en FN-konference som repræsentant for Dansk Ungdoms Fællesråd, og på et besøg hos en lokal støttegruppe for pårørende til ofre for de lokale myndigheder mødte han en gruppe kvinder med udsparkede tænder og myrdede mænd. Gerningsmændene var militærpolitiet, som USA havde trænet og forsynet med våben.
I sin tid som generalsekretær har han netop markeret sig med hyppig og skarp kritik af USA og andre vestlige landets usikre hænder på det moralske kompas. Ikke mindst efter 11. september er han og organisationen gået til angreb på den dobbeltmoral, som blandt andet Guantanamo-basen på Cuba og Abu Ghraib-fængslet i Irak var udtryk for. Også den danske regering har fået prygl med den løftede pegefinger i forhold til behandlingen af asylsøgere. Af samme grund er han selv blevet kritiseret for at have for meget fokus på de vestlige lande frem for de lande, hvor de værste overgreb finder sted.
Lars Normann Jørgensen er egentlig uddannet biolog, men har aldrig fået brugt sin ekspertise. Studenterpolitik og ulandsarbejde optog i stedet hans tid, og her virkede hans speciale om frugtlegemers udvikling på rensdyrlav aldrig rigtig relevant, har han tørt konstateret. Alle udenomsaktiviteterne gjorde, at der gik 13 år på universitetet, inden han kunne kalde sig cand.scient. Herefter blev han først u-landskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd og derefter generealsekretær i miljøkampagnen Vor Fælles Fremtid, inden han i 1992 kom til Amnesty. Med sig har han dog hele tiden haft sin interesse for naturen. Og så snart det har kunnet lade sig gøre, har han kombineret sine mange rejser med fuglekiggeri.
Til trods for al alvoren understreger han gerne, at han helt grundlæggende er et meget positivt menneske, der er glad det meste af tiden. Når arbejdslivet slutter, vil han dyrke glæden ved naturen endnu mere og sætte øjet mod kikkerten på Stevns Klint og se trækfuglende passere over Danmark.