Den grænseoverskridende besserwisser

Hans Engell har som politiker og journalist brudt med konventionerne inden for begge fag. I dag fylder han 70 år

Som tidligere aktiv konservativ politiker og partileder kender Hans Engell det politiske spil på nærmeste hold. –
Som tidligere aktiv konservativ politiker og partileder kender Hans Engell det politiske spil på nærmeste hold. – . Foto: Ole Steen/Ritzau Scanpix.

Sent torsdag aften gjorde han det igen. Efter dagens lange åbningsdebat i Folketinget blev Hans Engell i TV 2 News bedt om et bud på, hvornår folketingsvalget kommer, og gættet lød på ”midt i marts næste år”.

Den tidligere forsvarsminister, justitsminister og chefredaktør fylder i dag 70 år, og han har som politisk kommentator aldrig holdt sig tilbage fra at skyde på valgdatoer. Især i 2011 blev det til rigtig mange forkerte gæt, inden daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 26. august omsider udskrev valget.

De fleste andre kommentatorer og analytikere kvier sig ved at komme med den slags forudsigelser, fordi det indtil meget få dage før et valg faktisk udskrives, reelt kun er statsministeren, der kender datoen – og han er måske endda selv i tvivl. Hans Engell ved, at chancen for at gætte rigtigt er minimal, men det holder ham ikke tilbage, formentlig fordi han ved, at den offentlige hukommelse alligevel er usædvanlig kort, og fordi han historisk set ikke har tabt troværdighed på sine skud i tågen.

Det hænger sammen med, at han som tidligere aktiv konservativ politiker og partileder kender det politiske spil på nærmeste hold og fortsat har gode forbindelser til de inderste cirkler på Christiansborg. Men også til internationale forsvars- og sikkerhedskilder, der tilbage i 2009 gav de nødvendige informationer til på et meget tidligt tidspunkt at forudsige, at den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) virkelig var kandidat til posten som generalsekretær for Nato.

Dertil kommer en god portion kynisme og mod. Netop de egenskaber har gennem årene ført ham frem og tilbage mellem journalistikken og politikken. Han var i 1970’erne journalist på Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion, indtil han i 1978 blev ansat som pressechef for Det Konservative Folkeparti af den daværende gruppeformand Poul Schlüter. Da Schlüter dannede sin første regering i 1982, blev den militær- og forsvarsbegejstrede Hans Engell som blot 33-årig gjort til forsvarsminister, og to år senere valgtes han til Folketinget.

I kølvandet på den senere Tamilsag blev Hans Engell i 1989 justitsminister frem til den borgerlige regerings fald i 1993.

Han overtog ledelsen af De Konservative efter et hårdt opgør med partifællen Henning Dyremose og stod som en mulig leder af det borgerlige samarbejde, indtil den berygtede spirituskørsel på Helsingørmotorvejen i februar 1997. Det blev indledningen til den flere år lange konservative borgerkrig og nedtur, som endte med, at han helt trak sig ud af politik.

For et konservativt grundsyn var det selvfølgelig grænseoverskridende, at en lov og orden-politiker og tidligere justitsminister kørte bil med spiritus i blodet. Næsten lige så grænseoverskridende har man formentlig oplevet hans næste karriereskridt – chefredaktørposten for det i princippet kulturradikale Ekstra Bladet i 2000, en post, som han bestred i syv år. Siden har han fungeret som flittigt brugt foredragsholder og kommentator, blandt andet på TV 2-programmet ”Besserwisserne”. Her optræder han ofte med skarpe, nogle vil sige unuancerede, kommentarer til den aktuelle politik, men han er meget bevidst om, at politik og underholdning i dag går hånd i hånd, og at de enkle budskaber har større gennemslagskraft end de mudrede.

Der er gennem årene skrevet flere bøger af og om Hans Engell, der blandt andet i en portrætbog af Birgit Eskholm fra 2005 blev afbildet som en brutal person, der ikke skyede mange midler for at sikre sig magten i sit parti. Også hans tidligere hustru Annette Engell har udgivet en meget kritisk bog om sin eksmand, men bogen blev taget ilde op af de fleste anmeldere, der primært læste den som et personligt hævntogt.

På Christiansborg i dag bliver Hans Engell beskrevet som rar og indsigtsfuld, med årene lidt mere rund, også i overført betydning. Han har i et større interview med Kristeligt Dagblad tidligere på året talt om sin kristne tro, der er kommet til at fylde mere for ham.

Her fortalte han også om sine teologiske inspirationskilder, som tæller afdøde pastor Paul Honoré fra Sorø Kirke, Københavns tidligere biskop Erik Norman Svendsen og sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn i København Flemming Pless, som Hans Engell og hans hustru, Pernille Kongsø, har løst sognebånd til. Hans Engell beskriver sig selv som optimist, men verdens udvikling bekymrer ham alligevel, især på børns og børnebørns vegne. Det handler blandt andet om konflikter mellem lande, EU’s opløsning og klimaproblemerne. Emner, som han også tager op i nogle af de mange foredrag, han stadig holder.