Den jyske professor er et hit hos Københavns teologistuderende

Jesper Tang Nielsen, studieleder og teologiprofessor ved Københavns Universitet, blev i 2008 kåret som årets underviser. Han lægger i de kommende uger meget hjerte i at tage ordentligt imod de nye studerende

Studieleder og professor Jesper Tang Nielsen har blandt andet gjort sig bemærket ved at gennemgå bibeltolkningen i TV 2’s julekalender ”Jesus og Josefine”. I næste uge byder han de nye teologistuderende velkommen. –
Studieleder og professor Jesper Tang Nielsen har blandt andet gjort sig bemærket ved at gennemgå bibeltolkningen i TV 2’s julekalender ”Jesus og Josefine”. I næste uge byder han de nye teologistuderende velkommen. –. Foto: Leif Tuxen.

Når Jesper Tang Nielsen, studieleder på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, i næste uge skal byde velkommen til nye studerende, vil hans tale bære præg af en vis respekt for tidens unge. For da han selv stod som ung og genert rus-studerende på teologistudiet i Aarhus i 1991, var situationen en anden. Dengang var presset for at blive til noget i en fart knap så stort. Derfor vil han lægge vægt på, at de studerende får det, han selv fandt i teologien: Et trygt, fagligt fællesskab om de spørgsmål, der betyder allermest.

LÆS OGSÅ: Kritik fra teologer: Sløk og Løgstrup giver ikke svar på nutidens udfordringer

Posten som studieleder er gerne en opgave, der forbindes med sure pligter og en masse administrativt bøvl. Men Jesper Tang Nielsen bærer sin kasket med glæde.

Han har undervist og forsket som adjunkt og lektor og siden som professor i bibelsk eksegese på fakultetet i København siden 2003. Her er han kendt for sin rolige, jyske facon og en ifølge de østdanske kolleger medfølgende tør humor, der kan virke afvæbnende, når konflikter blusser op. Men han har også en vilje til at lede og sætte foden ned og hader, når følelserne forstyrrer de rationelle argumenter ved forhandlingsbordet.

41-årige Jesper Tang Nielsen er født og opvokset i Vendsyssel som præstesøn. Han har ad flere gange omgange opholdt sig i udlandet, blandt andet i Thübingen i Tyskland, hvor hans faglige netværk fik international tyngde ved mødet med teologer fra hele verden. Studierne har cirklet om Johannesevangeliets tekster og deres åbenhed for fortolkning.

Teologiprofessoren har blandt andet gjort sig bemærket ved at gennemgå bibeltolkningen i TV 2s julekalender Jesus og Josefine, og det er hans kæphest at bringe teologien i øjenhøjde med andre humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner som filosofi, sociologi og medievidenskab. De studerende sætter pris på hans formidling og forståelse for, at teologi og nutid skal spille sammen. Men hans teologiske standpunkt og mål for forskningen opfattes til gengæld som mere uklart. Det er et symptom på hans generation af teologer, siges det. Kirken har han et kærligt, men kritisk forhold til, og han betegner sig selv som hverken mere eller mindre kristen end resten af Folkekirkedanmark.

I 2008 kårede Det Teologiske Fagråd på Københavns Universitet Jesper Tang Nielsen som årets underviser i en afstemning blandt de studerende, der lægger vægt på, at de ved, hvor de har ham. Onde tunger på fakultetet påstår, at Jesper Tang Nielsen går lidt vel meget op i sin frisure, og da han optrådte i et stort farveudtag på studiebladets midtersider i 2010, erklærede flere ældre kolleger på fakultetet sig misundelige. Men de holder i bund og grund af hans selvbevidste og dog beskedne natur.

Når han ikke er at finde på fakultetets gange, holder han af at gå i teatret og løbe ture i Roskilde, hvor han bor. I hans garage holder en højt elsket mørkeblå BMW af ældre model, som ifølge ham selv sluger enormt meget benzin. Derudover er han fast redaktør på Dansk Teologisk Tidsskrift og meget optaget af den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce. Tolkningen af Johannes-evangeliet afbrydes i disse uger af arbejdet med at indsluse de nye studerende. Men han holder meget af opgaven med at give dem den samme oplevelse af at være indtrådt i et uvurderligt akademisk fællesskab, som han selv havde. Og derfor er studielederposten langt mere end en sur pligt.