Den klassiske musiks renæssancemand har aldrig glemt mors ord

Guitarist og lutenist Lars Hannibal har eksperimenteret mere end de fleste og har altid hjulpet, når der var brug for det. Det stammer fra hans opdragelse. Torsdag fylder han 70 år

Lars Hannibal spiller i øveværelset i hjemmet på Frederiksberg i København. I baggrunden hænger hans samling af lutter.
Lars Hannibal spiller i øveværelset i hjemmet på Frederiksberg i København. I baggrunden hænger hans samling af lutter. Foto: Leif Tuxen.

Selvom den akustiske guitar og den klassiske musik i dag er blevet Lars Hannibals kendetegn, er der nærmest ikke den genre, som han ikke har forsøgt sig med. Gennem en lang karriere, som har været drevet af en nysgerrighed og en sjælden vilje til at eksperimentere, har han spillet sig igennem alt fra modal jazz til traditionel kinesisk musik. Selv den noget gammeldags rennæsance- og barokmusik har han dyrket helhjertet gennem sin kærlighed til lutten.

Musikken spillede dog ingen nævneværdig rolle i Lars Hannibals barndom. Han voksede op i Aarhus V som søn af en møbelsnedker og en husmor, der var formand for Kvindelige Missions Arbejderes lokale afdeling. Fra hende lød mantraet, at man skulle opføre sig ordentligt og behandle andre med respekt, og Lars Hannibal tog ordene til sig. Men som så mange andre børn af opbruddets 1960’ere antændte rockmusikken en gnist i den unge Lars Hannibal.

Den første guitar købte han som 15-årig for 50 kroner af kammeraten Lars Ole Gotfredsen. De mødte hinanden som knægte på Møllevangsskolen i Aarhus og var uadskillelige i deres ungdomsår, hvor alt drejede sig om musikken. Det var gennem dette venskab, at Lars Hannibal lærte sine første akkorder og for første gang stillede sig op på en scene. Og med undtagelse af en enkelt episode, hvor Lars Ole Gotfredsen kom til at træde på Lars Hannibals guitar, har deres venskab været ubrydeligt lige siden.

Da Lars Ole Gotfredsen i 1971 vendte hjem efter tre år til søs, måtte han dog erkende, at Lars Hannibals musikalske kunnen havde oversteget hans egen. Derudover havde Lars Hannibal skiftet Bob Dylans rytmiske guitarspil ud og fundet sig en ny muse i den klassiske musik.

Han studerede først klassisk guitar på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og drog senere til Haag i Holland for at studere lut. Det var også musikken, som kom til at fylde mest i Lars Hannibals tid som lærer på Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Socialpædagogiske Seminarium fra 1972 til 1991. I samme periode dannede han par med psykologen Lil Wittrup, som han stadig ser jævnligt, og hvis tre børn han opfatter som sine egne.

Den brede musikalske anerkendelse opnåede Lars Hannibal i ”Duo Concertante” med violinisten Kim Sjøgren i 1980’erne og senere internationalt i samarbejdet med blokfløjtenisten Michala Petri. De blev gift i 1992, og siden da har det meste af deres professionelle virke fungeret i fællesskab. Ægteskabet med Michala Petri kom der to børn og ét pladeselskab ud af, og selvom parret gik fra hinanden i 2010, har de stadig et tæt professionelt bånd.

Michala Petri beskriver Lars Hannibal som en person med et enormt nærvær, der som den første gav hende plads til at finde sin identitet ved siden af musikken.

”Han gør altid, hvad han synes, der skal gøres, i alle situationer. Han har en slags medfødt ansvarsbevidsthed og en meget stor loyalitet over for sine nærmeste.”

Mest af alt ser hun ham dog som et stort familiemenneske.

”Han tog i sin tid altid det fulde ansvar for børnene i vores forhold, og det samme gælder hans tre ’bonusbørn’ fra det tidligere forhold. Alle hører med i hans familiebillede,” siger hun.

Foruden Michala Petri optræder Lars Hannibal blandt andre med skuespillerinden Ghita Nørby. Sammen har de to gennem 20 år rejst land og rige rundt med deres forestilling ”I ord og toner”. Lars Hannibal spiller guitar, mens Ghita Nørby læser eventyr og digte, og indimellem er der improviserede samtaler, der kan omhandle alt mellem himmel og jord. Sammen besidder de en sjælden evne til at improvisere, fortæller Ghita Nørby, der sætter stor pris på venskabet med Lars Hannibal.

”Han er en mandsperson, som ejer en sjælden maskulin gave. Han er omsorgsfuld. Han tænker på dig, før han tænker på sig selv. Så han er en sjælden ven, og jeg holder forfærdeligt meget af ham,” siger Ghita Nørby.

Omsorgsfuldheden, rummeligheden og loyaliteten er noget, som alle Lars Hannibals nære bekendtskaber lægger vægt på. Men viljen til at tilpasse sig andres behov kan også blive for meget af det gode.

Da Lars Hannibals hustru, designeren og kunstneren Annette Meyer, lærte ham at kende efter skilsmissen fra Michala Petri, blev hun samtidig lukket ind i hans store familie. Selvom hun i dag har et godt forhold til både ekskone og bonusbørn, har der også været visse udfordringer.

”Jeg kan måske ikke rumme lige så meget, som han kan. Så på den måde kan det godt være krævende at få hele puslespillet til at gå op, hvis jeg en gang imellem lige skal have lidt ro,” fortæller Annette Meyer om det travle liv, der i hendes øjne både har været en udfordring og en berigelse.

Men Lars Hannibal holder fast i sin filosofi om, at der altid kan findes en løsning. I sidste ende falder han tilbage på sin mors ord:

”Du skal opføre dig ordentligt og være god ved andre. Og det gælder også, når tingene bliver svære,” siger Lars Hannibal.