Voldborg fylder 80: Jeg laver stadig prognoser for familie og venner hjemme fra computeren

I syv årtier har vejret været Henrik Voldborgs hobby, undervejs blev det også hans job og livsværk. I dag fylder han 80 år

Henrik Voldborg er født den 7. april 1936 på Frederiksberg. Han havde sin debut som vejrvært på tv i 1963 og blev kendt for både sin formidlerevne og sine strikkede sweatre.
Henrik Voldborg er født den 7. april 1936 på Frederiksberg. Han havde sin debut som vejrvært på tv i 1963 og blev kendt for både sin formidlerevne og sine strikkede sweatre. . Foto: Scanpix.

1947 var et mærkeligt år vejrmæssigt. Mandag den 20. januar blev Danmark lagt i et jerngreb af frost, der holdt fast i to fulde måneder, inden sne og tø endelig kom i marts. Vinteren er den dag i dag den femte koldeste, der er målt i Danmark – og den blev afløst af alle tiders varme sommer, der varede helt fra maj til september.

En lille dreng på ti år følte vejret på en måde, han ikke havde følt det før. Han var for nylig flyttet fra Frederiksberg til Nærum langt ude på landet, og dér var man tættere på elementerne. Han var fascineret, og fascinationen blev til en livsvej, for den lille dreng var Henrik Voldborg, som i årtier både på og bag skærmen i Danmarks Radio forudsagde vejret for danskerne og var med til at gøre tv-vejret til en institution i tv, indtil han gik på pension i 2001.

I dag fylder Henrik Voldborg 80 år og griber et citat fra Ludvig Holberg, da han over for Kristeligt Dagblad opsummerer, hvordan han har fyldt tilværelsen ud ikke mindst i rollen som meteorolog:

”Han døde roligt, for han vidste, at han havde været sit land en nyttig borger,” siger han og fremhæver, at han var blandt de drivende kræfter i at få det system for glatførevarsel på plads, der ved hjælp af mere end 400 stationer over hele landet sladrer om vejtemperaturer, luftfugtigheder – og potentielt farlige forhold for bilisterne.

Dengang i 1947 fik Henrik Voldborg en bog i julegave, der cementerede hans nye interesse for vejr: ”Hvordan bliver vejret”, hed bogen. Siden undersøgte han, hvordan man kom til at arbejde med det spændende vejr, og han fandt meteorologuddannelsen på universitet.

Meteorolog Henrik Voldborg.
Meteorolog Henrik Voldborg.

Under studierne fik Henrik Voldborg job på Meteorologisk Institut, der forudsiger rigsfællesskabets vejr – og fandt hurtigt ud af, at han allerede vidste betydeligt mere om vejr og prognoser end de fleste af sine færdiguddannede kollegaer, hvoraf de fleste havde læst matematik eller fysik og, da de blev ansat, end ikke vidste, hvad et lavtryk var.

Men Henrik Voldborg skulle møde langt mere dilettanteri, inden kompetent formidling omkring vejret blev den selvfølgelighed i danskernes liv, som det er i dag.

Vejrudsigter med uddannede meteorologer blev sløjfet fra tv i 1965, da TV Avisens værter i stedet begyndte at læse meteorologernes prognoser op. På det tidspunkt havde Henrik Voldborg været vejr-vært på tv i to år. Den største fejl, en værtsjournalist begik, fandt ifølge ham sted i julen 1978. Her havde Henrik Voldborg forudsagt den værste snestorm nogensinde i Sønderjylland. Men værten havde kun tid til at læse prognosen for Nordjylland, der lød på ingen sne.

Meteorologen Henrik Voldborg.
Meteorologen Henrik Voldborg.

I 1988 kom meteorologerne til Henrik Voldborgs lettelse tilbage på skærmen, og i en periode lå vejrudsendelsene lige før børnetime. Det var et skæbnespil, der fik betydning for populariteten: Børnene fik tit vejret med, mens de ventede på børneudsendelserne, og vejr-værterne blev kendisser for de nye generationer, mens vejret i højere og højere grad blev integreret og prioriteret i sendefladen.

Henrik Voldborgs passion for vejret er ikke drevet over endnu. I dag stiller nettet så meget information til rådighed, at han kan lave stort set professionelle prognoser hjemme fra computeren, og det gør han gerne for familier og venner, som for eksempel skal ud at rejse.

Det skal hans to døtre og fem børnebørn i dag, hvor de tager fra deres bopæl i Sydfrankrig for at fejre deres fars fødselsdag i hans hjem i Holte. Henrik Voldborg har desuden to sønner og yderligere fire børnebørn med sin belgiskfødte hustru gennem mere end 50 år, Anne-Marie Voldborg.

Meteorolog Henrik Voldborg.
Meteorolog Henrik Voldborg.