Den lille nobelpris til diabetesforsker

Jens Juul Holsts diabetesforskning har ført til bedre sundhed og livskvalitet for et stort antal mennesker verden over. Nu har han fået Jahreprisen 2013

Jens Juul Holst har i årtier forsket i type-2-diabetes, og nu har hans indsats udløst en fornem pris. –
Jens Juul Holst har i årtier forsket i type-2-diabetes, og nu har hans indsats udløst en fornem pris. –. Foto: Kbh. Universitet.

Anders Jahres store medicinske pris for 2013 på en million norske kroner er tildelt professor Jens Juul Holst, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, for hans banebrydende bidrag til behandling af type 2-diabetes.

Efter lægeuddannelsen arbejdede han som kirurg og efter datidens mavesårsoperationer så han, at en gruppe patienter efterfølgende fik problemer med blodsukkerreguleringen. Derfor indledte han jagten på tarmhormoner, der kunne påvirke insulinudskillelsen. I 30 år har Jens Juul Holst forsket i mave-tarm-hormoner og er nu en af landets fremmeste forskere.

Igennem sin karriere har han stået bag flere store internationale gennembrud. Han står således bag forskning i hormonet GLP-1, som er grundlaget for to af de mest brugte lægemidler til behandling af folkesygdommen type 2-diabetes.

LÆS OGSÅ: Chefen er både ny og hjemmevant

Nu er Jens Juul Holst blevet belønnet for sine enestående forskningsresultater med den prestigefulde medicinske pris, den norske Anders Jahrepris, også kendt som den lille nobelpris.

Han modtager prisen for sit samlede pionerarbejde inden for medicinsk forskning, og i begrundelsen for tildelingen af prisen til Jens Juul Holst skriver komitéen bag blandt andet: Professor Holst har vist, at GLP-1 og metabolitter af hormonet kan bruges til at stabilisere glukose-niveauerne i blodet hos patienter med type 2-diabetes, og hans forskning har ført til udvikling af nye lægemidler, som er af stor betydning ved behandling af denne folkesygdom.

Også dekan Ulla Wewer fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet ser Holsts forskning som særdeles vigtig: Jens Juul Holst er blevet hædret for sine imponerende forskningsresultater, som har ført til intet mindre end to blockbuster-lægemidler til behandling af type 2-diabetes, siger hun.

Med den globale fedmeepidemi følger et stigende antal patienter med type 2-diabetes og deraf afledte følgesygdomme såsom hjerte-kar-, nyre- og øjensygdomme. Type 2-diabetes har store sundhedsmæssige konsekvenser for den enkelte og er af allerstørste samfundsmæssige betydning.

Tildelingen af Jahreprisen er ikke den første hæder, der tilfalder Jens Juul Holst. Han har tidligere modtaget for eksempel NovoNordisk Prisen, Paul Langerhans Pris og the Claude Bernard Award of the European Association of the Study of Diabetes.

Han er medlem af the Royal Society of Science and Letters og har en meget omfattende publikationsliste bag sig.