Efter mindesammenkomsten for nu afdøde 88-årige Ivan Katic i slutningen af forrige uge stod især en ting mejslet i granit: Han var en videnskabens mand.
”Mit legeme skal gå til forskningen og skænkes til universiteterne,” havde han ladet sine nærmeste forstå, og sådan blev det.
Ivan Katic var kroatisk født, og allerede i en ung alder stod det klart, at han i høj grad ønskede at vie sit liv til forskningen. Først som dyrlæge, som han uddannede sig til i den kroatiske hovedstad, Zagreb, og et år senere i 1957, da han kom til Danmark.
Efter års arbejde med det veterinære blev Ivan Katic, som døde den 4. september, ansat ved Landbohøjskolens Bibliotek, hvor han i mange år også underviste i bibliotekskundskab.
Imens det stod på, undersøgte Katic bibliotekets håndskriftssamling, hvor han fandt breve fra talrige danske dyrlæger i Rusland, hvilke han udgav i flere bind. Det førte til en veterinærhistorisk doktordisputats i 1982 om de dansk-russiske veterinære forbindelser siden 1796. Det var medvirkende til, at han senere blev hædret ved det estiske veterinærfakultet i Tartu, hvor han modtog den veterinærvidenskabelige æresdoktorgrad. Et af flere eksempler på, at det ikke blot var her til lands, at Katic gjorde sig bemærket.
Personligt var det også af stor interesse for ham at have fokus på alverdens kulturer. For i en tidlig alder levede han i Jugoslavien, som på daværende tidspunkt var befolket af alt fra tyskere og ungarere til rumænere. Han så det som sin pligt at forstå dem, han omgav sig med, og det kom også venner, bekendte og kolleger til gode. Som medlem, næstformand og dernæst æresmedlem i Dansk Veterinærhistorisk Samfund var han medarrangør af adskillige rejser for og sammen med organisationens medlemmer til Paris, Polen og andre steder. Her kom det bag på flere, at han pludselig kunne tale med det polske folk, fortæller en nær ven af Katic. Det udenlandske udsyn var vigtigt for ham, og indtil hustruens, Ulla Katics, død i 2008 rejste han gerne op mod fem gange årligt. Ud over de mange rejser delte parret også interessen for det veterinære, for i 1955 tog hun veterinæreksamen som en ud af fire kvinder på årgangen. Tre år efter blev de gift og boede i mange år i Viby på Sjælland. Efter Ulla Katic blev pensioneret, virkede hun som medicinsk tolk på asylcentre og sygehuse, især når kvindelige, bosniske flygtninge skulle til læge eller tandlæge. Derudover var hun i to perioder medlem af menighedsrådet for Syv Sogn på Midtsjælland. Hustruen var også en stor hjælp for Ivan Katic, når han forfattede udgivelser som ”Historia Medicinae Veterinariae” og ”Bog på bog”, for han var en omhyggelig mand, som mente, at han altid kunne gøre det bedre. Så hvis redigeringen trak ud, trådte hun til.
Da han i 2002 henvendte sig til en nær ven, stod det atter klart, at Katic var omhyggelig, men samtidig en herre, der ville opnå anerkendelse.
”Du skal skrive mine mindeord, når jeg en dag ikke er her,” fortalte han sin ven og gjorde ham i selvsamme samtale opmærksom på, at han selv for år tilbage havde udformet sine egne mindeord på engelsk og taget 10 kopier af dem. De skulle bruges til at orientere udenlandske kolleger om hans død. Det er slet ikke utænkeligt, at der i mindeordene stod, at Ivan Katic havde interesseret sig indgående for forskningsverdenen og ikke mindst litteraturen. Det stod nemlig også lysende klart i hans sidste leveår, hvor han boede i en beskyttet bolig. Det ene værelse var stopfyldt med bøger og papirer, og blot en smule plads tilfaldt sengen.
Sammen med Ulla Katic fik han fire sønner, men parret oplevede det tragiske at miste to af sønnerne, da de var henholdsvis 10 og 18 år.