Den største smerte i lidelse er ordløsheden. Ordene er den tyske teolog Dorothee Sölles (1929-2003). Salmedigter Svein Ellingsen vendte flere gange tilbage til Sölles ord, når han talte om sine salmer, for den norske salmedigter med de lange grå lokker og det milde blik var taknemmelig, hvis han kunne låne ord til mennesker og lindre ordløshedens smerte. Palmesøndag døde Svein Ellingsen på et plejecenter nær sit hjem i Arendal i det sydligste Norge, og Norden mistede en af nyere tids mest afholdte salmedigtere. Ellingsen blev 90 år.
Med Ellingsens død har mange mistet en ven. Sådan skriver den norske præst og forfatter Eyvind Skeie i et mindeord i den norske avis Vårt Land. Svein Ellingsen opbyggede et slags venskab med mennesker, fordi han tolkede de menneskelige livsvilkår med en fortrolig genkendelse. Skeie skriver:
”Svein gav os disse ord, og på forunderlig vis blev de også vores. Mennesker følte sig genkendt i Sveins salmepoesi. Som var han deres fortrolige ven, selvom de ikke kendte ham.”
Ellingsen havde også venner i Danmark. I sommeren 1945 blev han sendt til Danmark som feriebarn for at blive opfedet. Som kunstner fik han stipendier til ophold blandt andet i Løgumkloster og på Schæffergården i Gentofte. Og da Danmark i 2003 fik en ny salmebog, var han repræsenteret med 11 salmer, hvilket gjorde ham til den største samtidige udenlandske bidragyder. Mest kendt er dåbssalmen ”Fyldt af glæde over livets under”.
Et af de mennesker, der har følt sig favnet i Svein Ellingsens salmedigtning, er den norske kronprinsesse Mette-Marit. Hun har ved flere lejligheder valgt Ellingsens salmer som ved vielsen i 2001, hvor man sang to af hans salmer. En sommeraften i 2017 havde hun inviteret den aldrende kunstner til en salmeaften, som også indeholdt en samtale mellem de to.
”Jeg kommer hjem i dine salmer,” sagde kronprinsesse Mette-Marit til Svein Ellingsen den aften i Dybvåg Kirke nord for Kristiansand og reciterede en af Ellingsens salmestrofer, ’Herre, du bor i mørket”, og så tilføjede kronprinsessen:
”Den sætning kan jo bære et menneske gennem hele livet.”
Svein Ellingsen blev født i Kongsberg i 1929 som efternøler og enspænder. I hjemmet havde man en pragtudgave af H.C. Andersens eventyr, som han sled meget på, efter han som femårig havde lært sig at læse. Det var på samme tidspunkt, at han bad sine forældre om lov til at skifte søndagsskolen ud med deltagelse i gudstjenesten. Når han ikke læste, så tegnede han, og da han skulle vælge uddannelse, vaklede han mellem teologien og kunsten. Han valgte det sidste og blev uddannet på Statens Kunstakademi i Oslo.
Skønt han arbejdede med billedkunst, blev han ved med at skrive og fik trykt sin første salme, da han var 25 år. Han nåede næsten at blive 50 år, inden han fik udgivet sin første samling af salmer, og han anså et vist antal leveår som forudsætning for at lykkes som salmedigter. En anden forudsætning var den tætte tilknytning til kirke og bibel. Han har forklaret sin salmedigtning som en slags parafrase over salme 139 i Salmernes Bog:
”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”
Ellingsen stræbte efter at skrive lyset ind i mørket. Han skrev på sine tab og sit mørke. I perioder med depression tog han fat i salmebogen og læste Brorsons ”Her vil ties”. I en samtale med Kristeligt Dagblad sagde han om denne salmes betydning i en depression:
”Jeg har fået lov til at erfare, at der er noget, vi kun kan hente ved at vente.”
Ellingsen efterlader sig en betydelig produktion og et vidnesbyrd om tålmodighedens kunst. Mange af hans salmer var år undervejs. Enkelte skrev han på over årtier, men trods hans tab og kampe efterlader han en salmearv fuld af tillid og fortrøstning til lyset i mørket.