Idrættens nye formand har maraton-genet

Charlotte Bach Thomassen er ny kvinde i spidsen for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. Hun har været medlem af idrætsorganisationen i en stor del af sit liv og tror på, at foreningslivet har en uerstattelig rolle

Charlotte Bach Thomassen til DGI’s årsmøde i weekenden, hvor den ivrige løber og vinterbader blev valgt til formandsposten. –
Charlotte Bach Thomassen til DGI’s årsmøde i weekenden, hvor den ivrige løber og vinterbader blev valgt til formandsposten. – . Foto: Mikkel Bjerg Pedersen/Ritzau Scanpix.

Den nye formand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, Charlotte Bach Thomassen, har smøget ærmerne op og har allerede en lang liste af projekter, hun skal i gang med, og som hun gerne fortæller om.

42-årige Charlotte Bach Thomassen, der er tidligere næstformand i idrætsforeningen og gymnast, blev i weekenden valgt til formandsposten på DGI’s årsmøde i Aarhus. Som den første kvinde på posten står hun nu i spidsen for den landsdækkende idrætsorganisation med over 1,5 millioner medlemmer.

”Jeg vil gerne sørge for, at alle børn har lige muligheder for at deltage i foreningslivet, og dermed også, at endnu flere deltager,” siger hun som det første, og man fristes til at tilføje: som sagt, så gjort.

På årsmødet i lørdags blev det nemlig besluttet at afsætte 70 millioner kroner til at sikre, at børn og unge i hele landet har lige adgang til idræts- og foreningslivet.

Selv har Charlotte Bach Thomassen haft stor glæde af idrætten. Hun dyrkede gymnastik i mange år og var også hjælpeinstruktør i den lokale forening, da hun blev ældre. Hun ved derfor fra sig selv og fra sine tre børn, hvor stor en rolle, idræts- og foreningslivet kan spille.

”Jeg mener, at foreningerne har en uerstattelig rolle. De er et samlingspunkt, og jeg tror inderligt på, at det fællesskab, man kan opleve her, skaber sammenhængskraft og er med til at skabe det samfund, vi ønsker at leve i. I foreningerne er man sammen af lyst og med nogle, der deler ens interesse, men som man ikke nødvendigvis bor op og ned ad,” siger hun og understreger, at der ligger en stor opgave i at fastholde de unges interesse.

”Vi skal gøre os umage med at imødekomme de unges behov. Der sker store skift i deres liv, og de oplever at være pressede på tid og på deres mentale sundhed. Derfor er der også en tendens til at tabe dem i overgangsperioder, som vi skal have meget fokus på,” siger hun.

Fra tiden som næstformand i DGI har Charlotte Bach Thomassen, der er uddannet i statskundskab fra København Universitet, opnået en indsigt i organisationsarbejdet, og hun ser derfor også frem til den politiske del af arbejde, som handler om, at få politikerne på Christiansborg til anerkende foreningslivets betydning.

Og det arbejde kan man trygt overlade til hende, lyder det fra tidligere kollega David Hansen, spejderchef i Det Danske Spejderkorps, hvor Charlotte Bach Thomassen var generalsekretær i fire år.

”Man var altid tryg ved hende, også i arbejdet på det politiske niveau. Hun er ordentlig og loyal, og arbejdede også dengang for, at så mange som muligt skulle få lyst til foreningsarbejdet. Mens hun var hos os, oplevede vi en vækst i antallet af medlemmer på over 10 procent. DGI får også en hjertevarm formand, som er meget omgængelig, men også har et maraton-gen, der gør hende villig til at løbe den ekstra kilometer,” siger han og fortæller, at de sommetider indledte møderne i Det Danske Spejderkorps med at fortælle, hvilket energiniveau, de befandt sig på.

Charlotte Bach Thomassen var altid en 10’er. Og det overskud hentede hun i høj grad hjemme hos manden, Martin Thomassen, der er AC-medarbejder ved institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet, og børnene på Islands Brygge og hos kollegaerne, mener David Hansen.

Hårdt presset af spørgsmålet, om der virkelig ikke er noget, som den kommende formand ikke kan finde ud af, kommer der en enkelt historie frem:

”Det var da lidt sjovt, da hun skulle med på stor spejderlejr for første gang. Hendes evner til at begå sig på lejr krævede lige lidt træning, og for eksempel besnøringer ved jeg faktisk ikke, om hun nogensinde fik lært.”

Hun tager over efter Søren Møller, der har siddet på posten i 17 år.