Når 21 danske atleter i morgen indtager Maracanã-stadion i Rio de Janeiro i Brasilien i forbindelse med åbningen af De Paralympiske Lege, bliver det uden Karl Vilhelm Nielsen.
Den 71-årige formand for Dansk Handicap Idræts- Forbund har ellers været med hver gang siden 1976, hvor han selv var deltager. Og med 36 år på formandsposten har den netop pensionerede jurist brugt flere årtier med frivilligt arbejde på at forbedre mulighederne for, at fysisk handicappede unge landet over kunne udøve netop den sportsgren, de brændte for.
For ham selv begyndte interessen for sport og idræt på en minigolfbane i Randers i begyndelsen af 1950’erne. Her ejede Karl Vilhelm Nielsens farbror, som han i en tid boede til pleje hos, en minigolfbane, der grænsede op til det lokale stadion.
Stod man det rigtige sted, havde man, gennem et hegn, udsyn til fodboldbanen og de lokale klubkampe. Men en junidag i 1953 foregik der noget særligt. Den lokale klub, Randers Freja, skulle møde det italienske storhold Juventus, og det var for den unge skoledreng en unik mulighed for at få et glimt af de verdensberømte italienske stjerner. Det var en kæmpe oplevelse, husker han – også selvom italienerne bankede Randers Freja 6-0. Og kampen tændte en appetit på sport hos Karl Vilhelm Nielsen. Han drømte selv om at være med på banen.
Men efter at en polioinfektion som spæd havde givet ham gangbesvær og bundet ham til kørestol og stok, var sportsdeltagelsen med kammeraterne ikke så ligetil. Det stoppede imidlertid ikke den unge dreng, der nogle år senere, sammen med to venner lavede en minifodboldbane på 10 gange 10 meter i moderens have i Aalborg-bydelen Vejgaard. Her kunne han forlade posten som tilskuer og være med på banen på egne præmisser. En målsætning, han har forfulgt i sit sports- og foreningsliv lige siden:
”I begyndelsen var det min egen interesse for sporten, der fik mig til at engagere mig. Jeg havde så meget glæde af idræt, og når nu jeg ikke havde den samme mulighed for at udøve den som alle andre, så var det jo bare at være med at skabe den.”
Fodbolden skiftede han ud med bordtennis, og det var netop til en international bordtennisturnering i England, at den unge spiller så, hvilke mangfoldige muligheder der fandtes for sportsudøvere i kørestol:
”I England så vi jo, hvad der var på programmet, vi så, hvad der rent faktisk var muligt. Ud over bordtennis var der så forskellige discipliner som kørestolsrace og basket, og der sagde jeg til mig selv, at det måtte vi også skabe muligheder for herhjemme.”
I dag er han både kendt som den første dansker, der har gennemført et maraton i kørestol, og som manden, der har indført kørestols- basket som idrætsdisciplin i Danmark, hvor han selv har spillet flere end 60 landskampe.
Siden ungdommen er sportsbedrifterne blevet fortrængt af foreningsarbejdet, for Karl Vilhelm Nielsen vil gerne give de nye generationer af sportsudøvere med handicap bedre muligheder for at forfølge deres drømme, end han selv havde, da han var ung:
”Jeg laver det arbejde, jeg gør, for at skubbe på en udvikling, for at skabe flere muligheder for handicappede sportsudøvere, end jeg nogensinde selv har haft, for jeg har en stor glæde ved at se ting lykkes, se noget nyt vokse frem.”
Derfor skal formanden trods fraværet i Rio også følge sportsbegivenhederne tæt fra hjemmet i Hornbæk, og skulle man som læser spekulere over, hvorfor De Olympiske Lege indledes med præfikset ”para” er forklaringen simpel. Ifølge ordbogen betegner ”para” noget, der foregår ved siden af eller langs noget, som et supplement. Og personligt synes Karl Vilhelm Nielsen også selv, at De Paralympiske Lege” har en bedre klang end Handicap-OL, som begivenheden tidligere blev kaldt.J