En legende inden for sit felt. Et forbillede for en hel generation af forskere i international politik. Dansk sikkerhedspolitiks grand old man . Sådan beskriver kollegerne Bertel Heurlin, der med sin årelange forskningsindsats har opnået koryfælignende status i statskundskabskredse – nationalt såvel som internationalt. I morgen fylder han 85 år.
Længe før Bertel Heurlins navn gav genlyd i de sikkerhedspolitiske gange, voksede han op som den yngste i en børneflok på tre drenge på en villavej i Vanløse i København. Forældrene var begge gjort af konservative og kristne grundsten, og – som han siger – var opvæksten tryg og kærlig.
”Vi var tre drenge, hvis forældre syntes, vi skulle skånes fra omverdenen, så villavejen blev en lille boble,” siger han.
Gennem barndomsværelsets åbne vinduer kunne man høre sporvognen gøre holdt på linje 13’s endestation, og lille Bertel fløjtede med og legede, at han var lokomotivfører. Som otteårig skrev han sine egne salmer i håbet om en dag at kunne begå sig i den præstelige gerning. Men det ønske lagde en personlig tragedie i graven, og det blev bekendt hverken til en karriere som lokomotivfører eller præst.
Da Bertel Heurlin var 15 år døde forældrene med et halvt års mellemrum. Begge to af kræft. Efterfølgende blev de tre brødre boende i barndomshjemmet, kun overset af et lejlighedsvist besøg fra deres værge, faderens søster. Som husstandens mest ansvarlige var det Bertel Heurlin, som hver måned, på et maskinskrevet ark, måtte redegøre for, hvor mange penge, der var blevet brugt og på hvad.
”Jeg blev voksen alt for tidligt, fordi min ungdom forsvandt med mine forældres død,” siger han.
Ungdommen kom til gengæld senere i professorens liv, da han simultant med de glade 60’ere vågnede op til en ny verden.
”For mig symboliserer 60’erne den vilde ungdomsudfoldelse, jeg var gået glip af tidligere i mit liv. Territoriet ændrede sig – for mig og for verden.”
Han kalder disse år, verdens 60’ere og 70’ere – sine egne 30’ere – for sin ”senpubertet”. Her omfavnede han sultent det altopslugende frisind, der som en steppebrand greb fat i masserne, og oprettede et kollektiv med hustruen og deres tre små børn, som i rap havde gjort deres entré i verden i løbet af de seneste år. Med kollektivet gik de fra at være 5 til at være 10. Fra egen til fællesøkonomi. Det var også i denne tid, at Bertel Heurlin meldte sig ud af Folkekirken.
”Jeg følte, at vi var en del af en ny tid. Det var som en gigantisk eksplosion, og jeg ville frigøre mig og følge med, men jeg bærer stadig kristendommens dybe kulturarv i mig den dag i dag.”
I kølvandet på kollektivets stiftelse blev parret skilt, men han forblev gode venner med hustruen til hendes død som 56-årig. Endnu en gang var det kræften, der tog et livsvidne fra Bertel Heurlin. I kollektivets sidste år fandt han sammen med Sonja, der var flyttet ind som en af de første. 13 års hektisk samliv senere, mens Bertel Heurlin var på et forskningsophold i Berkely, San Fransisco, ringede telefonen med en besked fra Danmark. Sonja havde taget sit eget liv.
”Det er et følelsesmæssigt voldsomt liv, jeg har levet,” lyder det fra professoren, der holder en kort pause i den anden ende af telefonen.
På trods af tab og sorg er det alligevel lykkedes Bertel Heurlin at opnå, hvad han ville med sit liv. Som fortællingen udfolder sig, bemærker han, at succesen ikke er kommet på trods, men nærmere i kraft af tragedien. Som en reaktion.
”Jeg har haft en urokkelig vilje til at vise, at jeg eksisterer. Jeg blev nødt til at tage mig sammen hele tiden,” lyder det fra professoren, der påpeger, at han også har været ”ekstremt heldig”, fordi han er fra en tid, hvor få fik studenterhuer og kom på universitetet. I Bertels Heurlins tilfælde faldt valget på Københavns Universitet. Han blev uddannet cand.mag. i 1962.
Kort herefter blev han ansat som sekretær ved Udenrigsministeriet, og sidenhen fulgte stillinger som lektor i samtidshistorie og senest i international politik, hvad der også kom til at præge resten af karrieren. Valget faldt på netop denne vej, fordi det sikkerhedspolitiske felt indebærer de ”dybeste og mest fundamentale konflikter”, som han i dag – med mere end 50 år i den akademiske verden bag sig – stadig nærer et ønske om at løse.
Med titlen som lektor i international politik fulgte et hæsblæsende arbejdsliv med rejser og forskningsophold over hele verden. Den stadigt åbne dør ud i verden er for Bertel Heurlin et billede på, at lykken trods alt har tilsmilet ham.
”Grundlæggende har jeg været ekstremt taknemmelig for at leve det liv, jeg har fået lov til at leve,” konstaterer han. Men hånd i hånd med taknemmeligheden har der været bekymringen.
”Når jeg ligger vågen om natten, tænker jeg på, hvordan vi kan løse verdens problemer.”