Den røde tråd er et opgør med det perfekte

Anna Mejlhede sætter spørgsmålstegn ved det perfekte menneske og liv. Præster skal ud over rampen, selvom de risikerer nogle knubs, mener sogne- og orlogspræsten i Holmens Kirke i København. I dag fylder hun 50 år

”I dag kan man forkynde og formidle gennem mange kanaler. Dem skal vi bruge,” siger præst Anna Mejlhede, som selv skriver bøger, klummer og optræder i medierne. –
”I dag kan man forkynde og formidle gennem mange kanaler. Dem skal vi bruge,” siger præst Anna Mejlhede, som selv skriver bøger, klummer og optræder i medierne. – . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Anna Mejlhede stikker gerne næsen frem. Faktisk mener hun, at det er en præsts ansvar at meddele sig ad de kanaler, der er tilgængelige. Også selvom man til tider får én over snuden. I dag fylder forfatter og sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke i København 50 år.

Anna Mejlhede er opvokset som den yngste af fire søskende i Måløv på Sjælland. Faderen var flyverofficer, og moderen gik hjemme. Eller rettere arbejdede hjemme. Hun er nemlig forfatter til godt 40 børnebøger, og Anna Mejlhede husker, hvordan hun ikke måtte forstyrre, når hun kom hjem fra skole.

”Shh! Du klipper tråden over!”, råbte hendes mor. En tråd, som Anna Mejlhede selv har samlet op.

I barndomshjemmet var tro noget, man talte om, men ikke betvivlede. I dag ser Anna Mejlhede sig som rundet af barnetroen, Grundtvig og Løgstrup. Af en urokkelig tillid til, at Gud findes, og at han elsker os. Allerede som 26-årig fik hun eksamensbevis i teologi fra Københavns Universitet, og i 1997 fik hun sit første faste embede som sognepræst i Sædder og Ingelstrup Kirker ved Køge.

I 2002 satte hun præstegerningen på pause for i stedet at virke som projektleder i det private erhvervsliv, men efter fire år vendte hun tilbage til embedet, først i Sankt Andreas Kirke i hovedstaden og Københavns Domkirke, og siden 2010 som sogne- og orlogspræst ved Holmens Kirke i København.

Sideløbende har hun også selv markeret sig ved at skrive bøger og klummer og på andre måder optræde i medierne.

”I dag kan man forkynde og formidle gennem mange kanaler. Dem skal vi bruge. Jeg mener, at man som moderne præst skal turde stikke næsen frem. Alle præster har en rød tråd. Min er blandt andet et opgør med tanken om det perfekte menneskeliv. Men det koster også at dele ud.”

Hendes budskaber handler ofte om ægteskabet. Hun har selv oplevet fem skilsmisser, hvilket hun har talt offentligt om, og det har fået en blandet modtagelse i det kirkelige Danmark. Vielsesritualet er, indskyder hun desuden, noget, som vi mennesker, ikke Gud, har opfundet. Og både den kirkelige og den borgerlige vielse kan noget, siger hun.

Hun beskriver det derfor også som en ”bevægende oplevelse”, da hun i august blev gift med kommandørkaptajn Lars Holbæk på Frederiksberg Rådhus i København. De to mødte hinanden i Søværnet, hvor Anna Mejlhede som orlogspræst to gange har været med på piratjagt i Adenbugten.

Forfattertråden fra sin mor har hun spundet flittigt på. Hun har udgivet en stribe bøger, blandt andet en børnebog og en bog om ægteskab og skilsmisser. Og udgivelser er der flere på vej af.

I mellemtiden skal Anna Mejl-hede fejre den fødselsdag, hun selv beskriver som en milepæl. Det bliver i ro og mag i københavnerhjemmet med hendes 19-årige datter, mand og øvrige familie.