Thorkild Grosbøll var typen, der altid havde en notesbog på sig. Han havde det ofte med at komme på små digte eller sproglige påfund i løbet af dagen, og når det skete, sørgede han for at notere dem ned, så de kunne blive gemt og husket.
Da den 72-årige tidligere sognepræst i sidste uge blev indlagt på Herlev Hospital, beholdt han notesbogen inden for rækkevidde og nåede derfor at nedskrive flere tanker om den sidste tid i den.
”Jeg føler mig vældig alene og fælles i dette vilkår med alle og bevæget ved vores forsøg på at overvinde dette vilkår. Det er håbløst og smukt og et mirakel,” skrev han blandt andet den 8. maj.
Søndag aften døde Thorkild Grosbøll efter kort tids sygdom. Dermed er en af de mest markante og omdiskuterede præster i nyere tid gået bort.
At Thorkild Grosbøll blev kendt, skyldtes dog ikke hans små digte. Det var derimod hans bog ”En sten i skoen” og hans udtalelser i forbindelse med den, der for 17 år siden gjorde ham til ”præsten, der ikke troede på en skabende Gud”.
Titlen fik han første gang i et interview til Weekendavisen i 2003 om bogen. Inden da havde sognepræsten i Taarbæk nord for København levet en rolig tilværelse, hvor han blev beskrevet som meget vellidt. Men da han i Weekendavisen blev citeret for hverken at tro på en skabende og opretholdende Gud, på en opstandelse eller på evigt liv, fik danskerne – og udlandet – for alvor øjnene op for Thorkild Grosbøll.
Bogen og udtalelserne i Weekendavisen resulterede i tjenstlige samtaler ved først biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, og senere den daværende Roskilde-biskop, Jan Lindhardt, samt en suspendering på næsten to år. Derudover skabte bogen røre blandt præster og teologer. Nogle fandt Thorkild Grosbølls teologi tynd og mente, at han skulle forlade præsteembedet. Andre talte for, at folkekirken burde kunne rumme holdninger som hans.
Skal man forstå Grosbølls betydning, må man forstå den tid, han var rundet af, mener Niels Henrik Gregersen, der er professor i samtidsteologi. Han har selv tidligere kritiseret Grosbølls teologi, men havde et godt forhold til ham personligt.
”Thorkild Grosbøll repræsenterede en sekulariseringsteologi, der opstod i forlængelse af 1968-oprøret, som han selv havde været en del af i studietiden. Men da han først delte sine tanker, var den form for teologi på vej væk. Så han var på en måde den sidste mohikaner for en teologi, som sagde, at Gud ikke er, men at det er vigtigt med Bibelens gode fortællinger om, hvordan vi skal leve livet,” siger han.
At Grosbølls budskaber både blev kendt i Danmark og udlandet skyldtes ifølge Niels Henrik Gregersen mediernes interesse for en præst, der ikke troede på Gud.
”Samtidig kom Grosbølls bog i en tid, hvor der var opstået klarere forventninger til, hvad kirken skulle stå for. Kirken skal ikke lukke døre og sige, at der for eksempel ikke er noget efter dette liv. Men Grosbøll forblev den frække dreng i klassen, som sad i sandkassen og kastede sand i øjnene på de andre,” siger han og tilføjer, at Grosbøll på en måde gjorde folkekirken en tjeneste ved at gøre den mere bevidst om, hvad troen på Gud indebar.
”Og så førte han til en diskussion om, hvor meget folkekirken kan rumme, og hvor minimalistisk teologi kan blive, før det bliver til ingenting.”
I et interview til Kristeligt Dagblad i 2018 fortalte Thorkild Grosbøll selv, at han mente, at han med sin bog bare havde udsat kristendommen for et kritisk religionshistorisk blik. Alligevel måtte han konstatere, at han 15 år efter sin bogs udgivelse var blevet et begreb inden for dansk teologi og kirkeliv.
”Jeg er vel nærmest blevet en skræmmefigur, som et fugleskræmsel eller Den Store Bastian,” lød det dengang.
At Thorkild Grosbøll blev et begreb er også den oplevelse, som præst i Københavns og Vartov Valgmenigheder Niels Grønkjær har. Han var en nær ven af Thorkild Grosbøll og har delvist forsvaret hans teologi.
”Thorkild Grosbøll var et menneske, der blev gjort til en sag. Men han har båret det faktum med lysende gavmildhed. Jeg tror, man med Jeppe Aakjærs ord kan sige, at han har båret med smil sin byrde. Han var meget inspirerende og havde en livsgnist, når man var sammen med ham,” siger han.
Livsgnisten blev ifølge Thorkild Grosbølls kone, Dorrit Færk Møller, bevaret til det sidste. På grund af coronakrisen kunne hun og familien først besøge ham på hospitalet i lørdags, men hun havde mange telefonsamtaler med ham inden da.
”Det var tydeligt, at han på en måde følte sig lykkelig over at kunne gennemtænke sit liv, men også over at kunne tænke over sit liv under den horisont, at han snart skulle dø. Han var næsten irriterende glad i sin taknemmelighed til livet og alt det, han følte livet havde givet ham,” siger hun.