Den snart tiltrådte generalsekretær ved KFUK mener ikke, vi kan leve et godt liv alene

Ann-Sofie Bech von Hielmcrone er fra januar generalsekretær ved KFUKs Sociale Arbejde. Kimen til hendes nye job blev lagt i en sjælden pause i hendes arbejdsliv

Ann-Sofie Bech von Hielmcrone er generalsekretær i FKUFs Sociale Arbejde fra januar 2022.
Ann-Sofie Bech von Hielmcrone er generalsekretær i FKUFs Sociale Arbejde fra januar 2022. Foto: Martin Dam Kristensen.

Hvad tror du på?

Jeg tror på meningen med livet. Jeg tror, at alle mennesker har styrken og kompetencen til at leve et godt liv, men jeg tror ikke, at man kan gøre det alene. Vi har alle brug for fællesskab og støtte. Jeg tror ikke, man kan sige, at jeg er troende nu, men jeg havde en meget stærk barnetro. Min mormor lærte mig at bede aftenbøn, og det gjorde jeg i mange år. Jeg er stadig glad for at gå i kirke og gør det meget. Det er et utroligt smukt rum, ikke bare at se på, men også at være i. Det er fredfyldt. Jeg kan godt lide salmerne. Det er lidt banalt, men min yndlingssalme er ”En rose så jeg skyde”.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

Man skal gå ind i socialt arbejde, hvis det er det, man brænder for. Det giver ikke en særligt høj løn, ligesom det heller ikke er et felt, hvor alle ens projekter vil lykkedes, så det er vigtigt, at man brænder for det, hvis det skal være meningsfuldt. Jeg tror til gengæld ikke, det er så vigtigt, hvilken uddannelse man har.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Da jeg var elleve år, var jeg meget syg. Jeg var indlagt i to måneder. Min mavesæk sprang, og jeg blev opereret flere gange. Jeg vidste godt, jeg kunne dø. Jeg mindes ikke, jeg var dødsangst, jeg husker, jeg var tapper, det blev jeg i hvert fald rost for at være. Men selvfølgelig har jeg jo været bange på en eller anden måde. Jeg tror, den oplevelse sidenhen har været afgørende for min holdning til livet: Jeg vil have noget ud af det.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

I de seneste fem år er det vigtigste, at jeg besluttede mig for at stoppe med at arbejde og holde en pause med min familie. Vi tog tre måneder ud af kalenderen og var på Mallorca. Min mand kunne arbejde hjemmefra, og jeg arbejdede slet ikke. Det var en stor oplevelse og en måde at stoppe op og beslutte, om vi som familie havde det liv, vi gerne ville have. Jeg indså noget, der har ført til det job, jeg nu skal have. Jeg vil gerne have større bevægelighed i mit arbejde. Jeg vil gerne være tættere på de mennesker, vi arbejder med, og beslutningerne, og det kan man i en mindre organisation.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

At begynde et liv med min mand og det at vi blev forældre. Vi blev gift i 2002, efter vi havde været sammen i næsten fire år. I 2010 fik vi vores søn, da han var fire. Han er adopteret fra Burkina Faso. Det med at ønske sig så længe at blive forældre og så blive det, var en meget stor oplevelse. Det tog lige præcis fem minutter, fra jeg mødte min søn, til jeg følte mig som hans mor. Det kan man jo ikke vide, om man vil. Da han skulle i seng den aften, kunne han ikke sove og græd, fordi alt var så uvant. Jeg tog ham op, og gik ud på gaden, hvor der var lyde og lugte, som han kendte. Jeg gik med ham i en time og sang ”Vem kan segla förutan vind” for ham. Derefter blev vi en familie.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg er glad for mine søskende, men de er henholdsvis fem og 10 år ældre end mig, så de mest gennemgående mennesker i mit liv har været mine forældre. De har givet mig rigtig meget.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg har min pragmatisme og min evne til at se det gode og tage ting oppefra og ned fra min mor. Fra min far har jeg viljestyrke, ambition og evnen til at sætte alt ind på, at noget skal lykkedes. En sjælden gang imellem kan mine kollegaer måske godt synes, den entusiasme er en lille smule overvældende.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

At gifte mig med den rigtige person, min mand, Stig. Vi mødtes på studiet. Det var mig, der tog initiativet. Det kan godt være, han følte sig en smule jagtet, men det kom han sig hurtigt over. Det er afgørende at have en god livsledsager. Vi har meget til fælles, men er også meget forskellige. En gang imellem siger en af os ”Jeg har tænkt, at vi skal gøre sådan og sådan” om arbejde eller vores søn, og så griner den anden og siger ”det havde jeg allerede tænkt”. Vi er aktive og går lange ture, men vi kan også ligge på sofaen og se Netflix – både sammen og hver for sig.