Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
”Det er, at jeg er blevet skilt, og at jeg i forlængelse af skilsmissen har taget en beslutning om at fordele mig fifty-fifty mellem Danmark og Israel. Jeg har en lille bolig i København, hvor jeg er, når jeg har mine børn, og en bolig der er næsten magen til centralt i Tel Aviv. Jeg er halvt israeler, og min far flyttede tilbage til Israel for 12 år siden. Indtil for tre uger siden, hvor Israel virkelig lukkede grænserne, også for israelske statsborgere som mig, har jeg kunnet rejse frem og tilbage. Det kan godt være lidt stressende at bytte sig selv ud med en ny stemning, ny energi og nyt vejr hele tiden, men jeg prøver at bruge det positivt.
Hvilken fase i dit liv ser du tilbage på med størst glæde og varme?
Det er helt klart nu, hvor jeg har taget beslutningen om at gå over en helt ny bro og tænke over, hvad resten af mit liv skal indeholde. Det er også en periode fyldt med sorg, men jeg har fået en spirituel vejleder i Israel, og det giver nogle forløsende oplevelser. I det spirituelle ligger mest en form for erkendelsesrejse. Men jeg lever og dør for det jødiske.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
På trods af at de har været så elendige forældre, er det i sidste ende min mor og far. Ser jeg tilbage og tænker efter, ville jeg jo ikke have haft andre forældre. Min mor døde for otte år siden, vi havde et meget kompliceret liv sammen, hun var misbruger og var en vanskelig person. Hun havde stor intellektuel kapacitet, et stort hjerte og var meget arbejdsdygtig. Verden fik en masse af hende, det var bare mig, der ikke fik. Men da døden kom med sorgen, smerten og forløsningen ved at slippe det menneske, der havde fyldt alt for meget på den dårlige måde, kunne jeg se, at hun alligevel er et forbillede for mig, blandt andet med hensyn til at have blik for minoriteter. Hun inspirerede mig til at være et tolerant menneske. Gennem sin psykiske sygdom og sin manio-depressive personlighed mindede hun os også om, at vi ikke var som de fleste andre. Der var ikke noget mainstream over min mor. I min fars liv har der været mange brud, jeg har to halvsøskende, og han har været spændt ud mellem to kulturer, han var indvandrer fra Tunesien til Israel i 1961, og så kom han til Danmark. Det, der inspirerer mig fra ham, er, at han er så ekstremt entreprenant, og så har vi genfundet hinanden i Israel.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Den største sorg er, når jeg mister mig selv. Det sker med jævne mellemrum, måske på grund af det, jeg lige har fortalt om mine forældre. Den største sorg er, når jeg kan mærke, at jeg bliver desperat efter kærlighed.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det gjorde jeg den dag, jeg sagde, at nu skal vi skilles, og jeg flytter til Israel.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg kan mærke, at det gør ondt, når du spørger. For jeg har den livssætning, at jeg er ansvarlig for de valg, jeg har taget, derfor er det næsten ikke muligt for mig at sige, at jeg ville have gjort noget anderledes. Men der er relativt tit situationer, hvor jeg synes, at jeg kunne have udvist mere tålmodighed. Det fortryder jeg, og det ville jeg gerne gøre anderledes fremover.
Hvad tror du på?
Jeg tror på menneskets unikhed. I synagogen sagde rabbiner Bent Lexner engang: ”I er allesammen sat her på jorden med et formål – gå ud og led efter det.” Jeg kan mærke, at det er en retning, jeg følger – og som jeg forsøger at markedsføre over for mine børn.
Beskriv en scene fra din barndom.
Den kommer her: Min far og jeg er på besøg hos min farmor i Sydisrael. Når jeg kom derned, var jeg pigen fra det kolde nord – jeg var meget lyshåret dengang. Jeg satte mig på et stendige, hun havde foran sin have. Det var sommer og måske 40 grader varmt, og i løbet af den næste time havde jeg hele nabolagets børn siddende ved siden af mig. Og så sad vi der og legede, der var ikke nogen af os, der havde andet end vores formål: at være børn. Det billede står meget stærkt for mig med lugte, farver, bare tæer og det hele.