Troende videnskabsmand blev værdikriger

En stærk, indre ro gør, at klimaforskeren Jens Olaf Pepke Pedersen trives fint med modstand. Og den møder han ofte i sin kamp mod skråsikkerhed og de nemme svar. I morgen fylder han 60 år

For den troende klimaforsker Jens Olaf Pepke Pedersen er naturen en vigtig del af hans liv. Men naturvidenskaben har ikke alle svarene. Her er han fotograferet i skoven ved hjemmet i Allerød. –
For den troende klimaforsker Jens Olaf Pepke Pedersen er naturen en vigtig del af hans liv. Men naturvidenskaben har ikke alle svarene. Her er han fotograferet i skoven ved hjemmet i Allerød. – . Foto: Leif Tuxen.

Han ligner ikke umiddelbart en mand, man kan slå sig på. For Jens Olaf Pepke Pedersens udtryk er mildt, hans tale lavmælt og bevægelserne rolige. Han ligner det, han er: en videnskabsmand, der gerne indrømmer, at han er lidt til den nørdede side. Han er uddannet fysiker med ph.d. i atomfysik og med ansættelser ved universiteter i Californien, Colorado, Kansas, Aarhus og København.

Siden 2003 har han været ansat som seniorforsker på institut for rumforskning ved DTU, Danmarks Tekniske Universitet, hvor han har arbejdet med klimaændringer og Arktis og blandt andet leveret bidrag til FN’s seneste klimarapport.

Men den i morgen 60-årige forsker er ikke blot bredt anerkendt for sin høje faglighed, han har også gjort sig bemærket som en særdeles vedholdende og hårdtslående værdikriger. Især når det gælder klimaforskning og troens rolle i videnskabens verden.

Igen og igen tordner han imod den herskende fremlægning af klimaforandringernes omfang og menneskets andel i dem. Ikke at han vil kalde sig selv klimaskeptiker, hellere klimarealist. Og han insisterer på udelukkende at forholde sig til fakta.

I 2016 vandt han da også prisen for Årets Danske Forskningsresultat – med et klimaprojekt, der påviste, at den globale opvarmning har en selvforstærkende effekt. Men Jens Olaf Pepke Pedersen nægter blot at følge viljeløst med strømmen og stikker gerne til dem af fagfællerne, som han mener alt for ofte styres mere af frygt for udskamning end af fakta. Og når han føler sig holdt nede af flertallet, bruger han gerne udtryk som ”at være underlagt en moderne udgave af inkvisitionen”.

Det er ikke altid lige populært at tage den debat op. Det er det heller ikke, når han modsætter sig fagfællers spørgsmål om, hvorvidt man kan være troende og videnskabsmand på samme tid. For selvfølgelig kan man det.

Gennem Løgstrup har han lært, at tro også kan være rationel som videnskab og bruges som redskab til at åbne for en verden, hvor livet er en gave skabt af noget, der er langt større end mennesket. De to verdener har faktisk ofte inspireret hinanden gennem historien og har på sin vis brug for hinanden, mener han. Som han tidligere har formuleret det til denne avis:

”Vi har taget Gud ud af naturen og samtidig fjernet os fra Gud, og så har vi kun os selv tilbage. Det giver alt for simple erfaringer.”

Modet til aldrig blot at følge strømmen og tage de opgør, det medfølger, lærte han tidligt af især sin far. Automatreaktioner måtte bekæmpes, lød det ofte, og Jens Olaf Pepke Pedersen lyttede. Selvom det kan lyde paradoksalt, har denne insisteren på nuancer gjort, at han gennem hele livet er endt som en minoritet i mange sammenhænge, både i barndommen, på studierne og i arbejdslivet. Det har han det fint med, siger han.

Ifølge hans hustru, Kate Pepke Pedersen, som han mødte i 1980, skyldes det stor selvtillid. Selv kalder han det indre ro. Måske kan det også forklares ved, at han aldrig blot reduceres til kværulant, men nyder så udbredt faglig såvel som menneskelig respekt, at han er private venner eller i hvert fald på god fod med langt de fleste af de fagfæller, han er uenig med.

Privat trækker han vejret særlig frit i naturen, som han udtrykker det. Gerne gennem lange gåture og indimellem med jagt. Sammen med Kate Pepke Pedersen har han tre voksne børn.