Når man for nogle årtier tilbage ringede for at få fat i overrabbineren i Danmark, var det typisk Lilian Melchior, der tog telefonen. Ofte måtte hun meddele, at hendes mand, Bent Melchior, ikke var hjemme, men af sted på en rejse eller travlt optaget af møder hele dagen. Men samtalen stoppede aldrig der. For hvis overrabbinerfruen selv kunne hjælpe, så gjorde hun meget gerne det.
Gennem tiden har Lilian Melchior derfor taget sig af mange samtaler og besøg i det tidligere rabbinerhjem i København. Når flygtninge kom til byen, brugte hun nogle gange flere dage på at ringe rundt og gennempløje avisernes boligannoncer. Og når det endelig lykkedes hendes at finde dem et hjem, begyndte hun at lede efter møbler.
Hun var det, Bent Melchior vil kalde en travl præstefrue.
”Hun var jo ikke ansat nogen steder, men klarede alligevel en stor del af mit arbejde. Hun var præstekone på den gammeldags facon, men i en ustyrlig travl præstegård,” siger Bent Melchior, der var overrabbiner fra 1969 til 1996.
For en uge siden sov Lilian Melchior stille ind på sit værelse på det jødiske plejehjem Deborah Centret i København, hvor hun har boet de seneste fem år. I dødsannoncen blev hun af familien beskrevet som en elskelig mor, svigermor, farmor og oldemor og af Bent Melchior som en uforlignelig hustru.
”Hun var noget helt for sig selv. Hun var en smuk kvinde og havde en fantastisk tillid til mig,” siger han.
Lilian Melchior blev født i 1931 i København af forældre, der selv var flygtet til Danmark som børn efter forfølgelser i tsartidens Rusland. Hun kom fra et stilfærdigt hjem, hvor faderen var skrædder, og familien lige havde til dagen og vejen. Efter krigen blev hun aktiv i forskelligt foreningsarbejde inden for Det Jødiske Samfund, og her lærte hun blandt andre Bent Melchior at kende.
De første mange år var de kun venner, hvilket ændrede sig i foråret 1949, da Bent Melchior kom hjem efter at have gjort tjeneste i krigen i Israel. Han var lidt modvilligt taget med sin far til en revy afholdt af Jødisk Ungdomsforening, og på scenen optrådte Lilian Melchior. Da der bagefter var kaffe, spurgte han hende, om hun var ledig den følgende lørdag aften.
Da de blev forlovet i sommeren 1950, arbejdede Lilian på menighedens kontor, hvor formanden lykønskede den kommende ægtemand med ordene:
”Hun er alt for køn til Dem.” Og det havde han ret i, siger Bent Melchior.
”Hun var en smuk kvinde. Som lille lignede hun skuespilleren Shirley Temple, og hun blev klædt i kjoler a la dem, barnestjernen ville gå med.”
Ved forlovelsen vidste Lilian Melchior ikke, at hun engang skulle blive rabbinerfrue som sin svigermor. Men hun tog opgaven på sig og blev en stor støtte for sin travle mand, som løbende fik gæster. Heriblandt oboist Henrik Goldschmidt.
”Deres hjem var åbent for alle mennesker og alle trosretninger på en helt usædvanlig vidunderlig måde. Lilian skabte en stemning af imødekommenhed og gæstfrihed. Hun tog ikke verdens smerte på sig, men stod for alt det vidunderlige og positive i jødedommen. Glæden over at være til. Og hun formåede at have styr på det hele. Hun var en krumtap i rabbinerhjemmet. Og så lavede hun fantastiske småkager,” siger han.
Til begravelsen på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København var Henrik Goldschmidt blevet bedt om at spille sangen ”A jiddische mame”. Og ifølge ham er der ikke nogen bedre betegnelse for Lilian Melchior.
”Det er sangen om den altfavnende moder, som har store vinger, man kan kravle ind under uanset hvad. Det er nok den største kompliment, man kan give en mor.”
At Lilian Melchior var en beskyttende og kærlig mor, kan hendes ældste søn, Michael Melchior, bekræfte. Det eneste tidspunkt, hvor hun ikke holdt med sønnerne, var, når de var uenige med deres hustruer.
”Med svigerdøtrene fik hun endelig nogle piger, og dem holdt hun ofte med. Det var nok ikke mindst, fordi hun vidste, at de passede godt på hendes sønner. Ud over at beskytte, beundre og forsvare sine børn, viste hun også altid omsorg for andre mennesker, der havde brug for hjælp. Det lå i hendes natur, og det menneskesyn er jeg vokset op med,” siger han.
Derudover finder Michael Melchior kærligheden mellem sine forældre unik.
”De havde et særligt forhold og en særlig kærlighed, som alle vi børn og børnebørn har set på som forbilledlig. Der er noget smukt i at se, at mennesker efter 67 års ægteskab stadig kan flirte med hinanden,” siger han.
Bent Melchior finder det også uforligneligt, at hans hustru kunne holde ham ud i alle de år. Efter at Lilian Melchior i 2011 blev ramt af to blodpropper, blev det efterhånden sværere for hende at bo hjemme, og siden hun kom på plejehjem i 2015, har Bent Melchior forsøgt at besøge hende dagligt og kom med blomster til hende hver fredag.
”Ved min sidste afsked med hende var der ingen tvivl om, at det var et kærligt kys og blik, jeg fik. Kærligheden holdt sig i en anden form end på bryllupsrejsen, men det var nok så inderlig en kærlighed. Selvom hun flyttede ud, var vi stadig gift – og jeg håber, hun har følt, at jeg levede op til løftet om at være der i medgang og modgang,” siger han.