Niels Hausgaard – den utilpassede vendelbo

I snart 50 år er Niels Hausgaard trådt frem på scenen med guitar, fyndig tale og sang. Danskerne elsker ham, fordi han får dem til at grine ad sig selv. Lørdag fylder han 75 år

Niels Hausgaard har dyb respekt for sit publikum, og tillader ikke sig selv at genbruge sit stof. Når han hvert år ved nytårstid begynder sin turné rundt til omkring 60 koncertsteder, er det altid med friske ”varer”, som han har skabt henover efteråret. –
Niels Hausgaard har dyb respekt for sit publikum, og tillader ikke sig selv at genbruge sit stof. Når han hvert år ved nytårstid begynder sin turné rundt til omkring 60 koncertsteder, er det altid med friske ”varer”, som han har skabt henover efteråret. – . Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix.

Niels Hausgaard er en mand, der mestrer flere håndværk. Han er smed, sangskriver, hesteopdrætter og klovn. Blandt andet.

Det er alvorligt ment, når han har foreslået, at en håndværkeruddannelse bør være adgangskrav til universitetet. Ikke fordi han selv har haft akademiske ambitioner. Så langtfra. Men simpelthen fordi det gør mennesker klogere at kunne andet end det, man kan læse sig til i en bog. Hans kongstanke er, at mennesker sagtens kan have en meget høj intelligentskvotient uden at være særlig kloge, ja, måske vil han ligefrem betegne dem som dumme. Klogskab har i hans optik at gøre med at være dygtig til at leve. Og når Niels Hausgaard ser på sit nu snart 75-årige liv i bakspejlet, registrerer han, at han selv er blevet dygtigere til den disciplin.

”Jeg oplever med årene, at der åbner sig døre, som jeg ikke anede, eksisterede. Først og fremmest er jeg kommet til at holde mere af folk. Jeg forstår mere og mere, hvorfor de er, som de er, og det er blevet meget lettere for mig at tilgive. At forstå alt er at tilgive alt. Det er nærmest en guddommelig tilstand, som man ikke kan regne med at opnå, men jeg kan mærke, at der ikke længere rigtig er noget, jeg ikke kan lide eller i hvert fald er hadefuld over,” har han sagt i et interview her i avisen.

Man kan sige, at det samme er sket med danskernes forhold til troubadouren fra Vendsyssel. Til at begynde med, da han i 1974 bragede igennem Dansktop-æteren med sangen ”Først en halv time på den ene side så en halv time på den anden”, sunget på vendelbomål, virkede han på mange lidt latterlig – eller i bedste fald eksotisk.

Nu, i 2019, fylder han Tivolis Koncertsal og 59 andre koncertsale over hele Danmark til allersidste plads, når han hvert forår drager på turné. Danskerne har lært at elske hans helt særlige måde at optræde på: en blanding af egne sange, nu mest på rigsdansk, og en guitar, der altid er en lille smule ustemt mellem numrene, så han har et sted at gøre af fingrene, mens han fortæller anekdoter og spidder tidsånden. Til det sidste vedkender han sig at tage klovne-håndværket på sig: ”Klovnen er en, der går ind og bruger sig selv til at udstille en fælles ubevidsthed og får os til at grine af det. Det er o.k., for det er sund motion for sindet at grine.”

Humor er for Niels Hausgaard ikke en måde at skøjte hen over livets alvorligheder på, men mere en metode, hvorpå også det svære kan fordøjes. Sådan ”kommer vi alle sammen ud med ansigterne intakte. For det hele er jo ikke så slemt, vel?”, har han sagt med det berømte glimt i sine venlige øjne.

Det svære har Niels Hausgaard selv erfaringer med. Da han var 10 år, stod der pludselig to alvorligt udseende damer fra børneværnet og bankede på døren til hans barndomshjem. De tog ham med til Himmelbjerggården ved Ry i Midtjylland. Forældrene, der var medlemmer af Indre Mission, havde svært ved at styre deres utilpassede dreng og hans trang til oprør. Derfor var det blevet besluttet, at han skulle væk hjemmefra.

På nær korte ferier hjemme i Hirtshals boede Niels Hausgaard på Himmelbjerggården, indtil han nåede 14-årsalderen. Retrospektivt har han forstået, hvor meget det ophold har betydet for hans menneskesyn. Han, der selv havde en tryg opvækst som ballast, har fortalt, at han der mødte børn, der ”aldrig havde fået en chance for at føle ansvar for noget som helst”.

Efter konfirmationen besluttede børneværnet, at han skulle ud at tjene på en gård. Det blev et sted, hvor der var heste, og som ligger tæt på landsbyen Hundelev, hvor han bor i dag og driver sit eget stutteri med 30-40 heste. Der skulle dog gå en del år, før han genoptog arbejdet med hesteavl. Først kom han i isenkræmmerlære, men skiftede hurtigt til en læreplads som smed på Hirtshals Havn og kom derefter ud at sejle. Med sig ombord havde han en guitar, som han øvede sig flittigt på i de ledige stunder. En kunstnerisk ambition var vakt. En kort overgang gik han også på Kunstakademiet og er til stadighed optaget af at male. De fleste af illustrationerne til hans musikalbum har han selv kreeret.

Vejen ind i showbusiness gik via DR’s regionalradio i Aalborg, hvor han i begyndelsen af 1970’erne blev huspoet og skrev sange på vendelbomål. Da det første album, det med sangen om de halve timer, udkom, var det slut med kun at være kendt i Nordjylland, og Hausgaard begyndte at køre de danske landeveje tynde i sin gamle Mercedes for at nå frem til koncertstederne.

Dertil kom tv-arbejde, blandt andet med københavnermakkeren Erik Clausen i programmerne ”Der kan man se” og i serier som ”Nana” og ”Taxa”. Hausgaard har også fundet tid til at være politisk aktiv i Folkebevægelsen mod EU og i JuniBevægelsen.

Entertaineren fra Vendsyssel går ikke op i mærkedage og har ingen planer om en særlig fødselsdagsturné. Han var dog glad for at blive fejret af musikalske kolleger og samarbejdspartnere på sidste weekends Tønder Festival.

Niels Hausgaard er gift med Gitte Hausgaard. Sammen har de en voksen datter og et barnebarn.