Den vilde og nu knapt så unge

Claus Carstensen var en af frontfigurerne i ”De unge vilde”. Det nyeste værk, han har skabt, er til det kommende fængsel på Falster. Han skriver også lyrik og har ambitioner om at udgive en bog om året. I dag fylder han 60 år

Dødens nærvær er en drivkraft for Claus Carstensens energiske produktivitet.
Dødens nærvær er en drivkraft for Claus Carstensens energiske produktivitet. Foto: Mathias Svold/ritzau

Det første, der møder de indsatte, der i efteråret flyttes til det snart færdigbyggede fængsel i Gundslev på Falster, er fem bronzeskulpturer forestillende midaldrende mænd i 1:1-størrelse. Kunstneren bag er Claus Carstensen. Han har udført en af skulpturerne som et selvportræt, mens de fire andre er personer i hans bekendtskabskreds. Titlen på værket er ”Doing Time”, og billedkunstneren kan godt lide tanken om, at der i fængslets ellers så lukkede verden også er mennesker udefra. Mennesker som ham selv.

I dag fylder Claus Carstensen 60 år, og han, der var en af de absolutte frontfigurer i den generation af kunstnere, der fik tilnavnet ”De unge vilde”, kan dårligt kaldes ung længere.

Til gengæld er han lige vild. Og vildt produktiv på flere forskellige fronter.

Den 1. juni udkom et 550-siders stort værk, hvor han udforsker sin egen store samling af andre kunstneres arbejder. Kunstsamlingen har været udstillet flere gange under titlen ”Shibboleth”, som er det hebraiske ord for løsen eller kodeord.

Sidste år udkom hans digtsamling ”F.T.”, der har morbroderen, maleren Alfred Friis’, død som omdrejningspunkt. Lyrikken fylder efterhånden lige så meget som billedkunsten, og det er hans ambition at udgive en digtsamling om året og i hvert fald udgive en, hver gang et familiemedlem dør. Skulle han tage vennerne med i den forbindelse, ville det blive helt uoverkommeligt. Han kan opregne i hvert fald 30 dødsfald i omgangskredsen, og mange er døde i en tidlig alder.

Døden har altid indtaget en central placering i Claus Carstensens liv og arbejde. Ikke at han sidder i et hjørne og vemodigt begræder de døde, tværtimod er dødens nærvær en drivkraft for hans energiske produktivitet. De senere år har han haft store udstillinger herhjemme, dels på ARoS Aarhus Kunstmuseum og dels på Esbjerg Kunstmuseum.

I begyndelsen af 2018 er han klar med en stort anlagt udstilling med titlen ”Becoming Animal”, der åbner på Den Frie i Købehavn og senere flytter til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Emnet for den udstilling er med hans egne ord ”tom transcendens og dyreblivelser”, for Carstensen er eksistentielt optaget af, hvad vi mennesker skal fyldes med, når vi ikke skal blive til dyr igen, men til noget andet.

Han er, med egne ord, født syd for den sproglige stødgrænse. Det var i Sønderborg, hvor faderen var prokurist på Danfoss, og moderen arbejdede som lægesekretær. ”Det var rigtig dansk middelklasse og mine forældre stemte borgerligt,” fortæller han.

Som 20-årig flyttede han et halvt års tid til Paris, men kom så ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Her studerede han i nogle år sideløbende på Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Ti år efter at han forlod kunstakademiet, vendte han tilbage som underviser og var her en højt skattet professor i malerkunst frem til 2002, hvor han valgte udelukkende at beskæftige sig med sin egen kunst.

Claus Carstensen har atelier i Valby og bor på Frederiksberg ved København. Meget rammende på en gade, der hedder ”Ved grænsen”, fordi den adskiller den gamle kommunegrænse mellem Frederiksberg og Vanløse.

Han er gift med Ute Pichert, der er bibliotekar. Sammen har de datteren Zoe på 25 år.