Christian Mejdahl: Der er ingen grund til at stoppe som 80-årig

Venstrepolitiker og tidligere formand for Folketinget, Christian Mejdahl, arbejder stadig på den gård, han købte i 1965, selvom hans søn for længst har overtaget den. I morgen fylder den tidligere formand for Folketinget 80 år

Det er ikke en del af Christian Mejdahls 2020-plan at stoppe med at hjælpe til på gården i Vindblæs. Her er han fotograferet i landsbyen Suldrup i Himmerland. – Foto: Nicolas Cho Meier/Nordjyske.
Det er ikke en del af Christian Mejdahls 2020-plan at stoppe med at hjælpe til på gården i Vindblæs. Her er han fotograferet i landsbyen Suldrup i Himmerland. – Foto: Nicolas Cho Meier/Nordjyske.

Det lå ikke i kortene, at Christian Mejdahl skulle få den politiske karriere, han har haft.

Han var nemlig ikke mere end syv år, da han besluttede, at han skulle være bonde. Selvom han levede sine fem første år på Færøerne, fordi hans far, Erik Mejdahl, havde et hjælpepræsteembede i byen Tverå, flyttede familien efterfølgende hjem til Himmerland, efter faren fik embede i Næsborg og Kornum. Her kom Christian Mejdahl i en form for lære hos præstegårdsforpagter Edmund Thomsen og tog sig af gårdens høns og kaniner. I 1962 blev han uddannet landmand, og tre år efter købte han en gård i Vindblæs. En gård, som hans søn, Morten Mejdahl, siden 2000 har drevet.

”Jeg kommer stadig hver morgen alle ugens dage og sørger for, at båsene er rene og tørre til køerne. Det tager en time til halvanden. Det kan jeg lige så godt gøre, så jeg kan holde mig i gang og gøre lidt nytte,” siger Christian Mejdahl.

Efter han købte gården i 1965, blev han formand for leverandørudvalget i Vindblæs. Han kom også i Brugsens bestyrelse og menighedsrådet. I 1970 fik han plads i kommunalbestyrelsen i Løgstør, efter han var taget til et møde i Venstres vælgerforening for at lægge et godt ord ind for en bekendt. Det endte med, at han selv fik interesse for politik og meldte sig ind i partiet. Dermed begyndte hans næsten 38 år som folkevalgt politiker for Venstre, hvis landsmøde han også deltog i i efteråret. Her blev der efter Christian Mejdahls udsagn taget en værdig afsked med både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, som han nød at arbejde sammen med, selvom han nu håber på mere ro i partiet med Jakob Ellemann-Jensen ved roret. Fra sine egne næsten fire årtier i partiet er der enkelte nedslag, han vil fremhæve.

”Jeg har været taknemmelig for at blive valgt som borgmester som den yngste i Danmark på det tidspunkt. Da jeg sagde farvel og tak som Folketingets formand, var det med en klapsalve, og det var ikke sædvanligt på det tidspunkt. Det vil jeg sige er nogle af højdepunkterne,” siger Christian Mejdahl.

Han fortæller, at han som folkevalgt aldrig har været nødsaget til at have ”rundsave på albuerne”. Som politiker var han også kendt for at være bredt respekteret, blandt andet fordi han ikke udtalte sig om stort og småt. Netop derfor var det opsigtsvækkende, da han i 2006 i portrætbogen ”Med formandens tilladelse”, skrevet af journalist Jette Hvidtfeldt, kritiserede sit eget parti.

Venstre havde nemlig i den tid for stort fokus på samarbejde med Dansk Folkeparti og burde have samarbejdet med blandt andet Socialdemokratiet og Radikale Venstre, mente Christian Mejdahl. I bogen beskrev han også, at han ikke var begejstret for 24-årsreglen. Den omfattede ægteskab mellem en udenlandsk og dansk statsborger og gik ud på at forhindre familiesammenføring, hvis en af parterne i ægteskabet var under 24 år. Det fik Dansk Folkepartis daværende leder, Pia Kjærsgaard, til at sige, at han skulle koncentrere sig om at lede Folketinget, og at det var ”dybt pinligt for ham”. Også Troels Lund Poulsen sagde i den forbindelse, at Christian Mejdahl ikke repræsenterede Venstres linje.

”Man kan ikke komme gennem et langt liv i politik, uden at nogen er utilfredse med det, man har bedrevet. Men set fra min stol har jeg haft et godt forløb som politiker. Jeg har ikke mødt mange fjender undervejs,” siger Christian Mejdahl.

Fjender er der heller ikke mange af, hvis man betragter Christian Mejdahls virke, efter han i 2007 stoppede på Christiansborg. Han har været en del af utallige bestyrelser, og foruden de godt 300 bestyrelses- og udvalgsmøder, har han holdt omkring 1000 foredrag om demokratiet og hans oplevelser igennem et langt liv som bonde og politiker. For seks år siden annoncerede han, at han ville drosle ned på foredragene og bestyrelsesarbejdet. Alligevel er det i år blevet til 10-15 foredrag, og han er stadig aktiv i lokalområdet. I efteråret bidrog han til en bog om fortællinger om Limfjorden, som han hele sit liv har været bosat i nærheden af. Han er tilmed en del af en arbejdsgruppe, der skal nedfælde den lokale historie om egnen. Her vil man også komme omkring kirkelige forhold i egnen, hvilket ligger Christian Mejdahl på sinde. Han har aldrig lagt skjul på sin indremissionske tro og tilknytning til kristendommen, selvom det ikke er noget, han skilter aktivt med.

”Vi plejer at passe vores kirkegængerembede her i sognet. Det har været en fast bestanddel af min og min kones tilværelse, at vi har haft behov for at komme i vores sognekirke. Det har vi stadigvæk. Det vil jeg godt være med til at fortælle og give videre til dem, der kommer efter os,” siger Christian Mejdahl.

Fødselsdagen har han tænkt sig at fejre med venner og familie. Både alle 13 børnebørn, de fire voksne børn og svigerbørn kommer. Også Morten Mejdahl, hvis gård Christian Mejdahl ikke har planer om at stoppe med at arbejde på hver morgen klokken syv foreløbig:

”Jeg bliver ved så længe, jeg kan. Så længe helbredet er godt, vil jeg da give en hånd med.”